1944 – Svømmehal i Kolding?

Kolding Byråd har vedtaget en indstilling fra Sportsudvalget om en bevilling på 5.000 kr. til projektering af en svømmehal i Hospitalshaverne ved Slotssøen, således at bassinet med tiden kan udvides med en svømmehal og en badeanstalt. Sportsudvalget har dog fået pålæg om at undersøg, om der skulle findes en anden og mere egnet plads end Hospitalshaverne.

Kilde: Fredericia Social-Demokrat, 22. november 1944.

1944 – Koldings evakueringsplan gøres færdig

En vejledning uddeles sammen med rationeringskortene i næste uge

Luftværnsmyndighederne i Kolding færdiggør nu evakueringsplanen, og sammen med rationeringskortene, som udleveres i næste uge, vil alle hustande få tildelt en trykt vejledning, som skal opbevares. Den lyder således:

Ordre om evakuering vil blive bekendtgjort ved løbesedler, plakatopslag, i pressen eller pr. højtalervogn. Enhver, der ikke er beordret til særlig tjeneste, skal møde på et af de nedennævnte registreringssteder, medbringende denne kuvert. Hold Deres familie samlet. Ingen må forlade byen, uden at denne kuvert (det er vejledningen) er stemplet på registreringsstedet. På registreringsstedet vil det blive meddelt, hvortil og hvordan evakueringen skal foregå.

Registreringsstederne er for:

Den sydlige bydel (syd for åen):

  • Brændkjærgaard for beboerne øst for Haderslevvej.
  • Kristinesminde (Lykkegaardsvej) for beboerne vest for Haderslevvej.

Den nordlige bydel (nord for åen):

  • Overmarksgården for boere vest for Bredgade, Kirketorvet, Låsbybanke, Låsbygade, Hospitalsgade, Koldingbjerg, Svalevej, Spølrundevej og Nørresmarksvej.
  • Ridehuset for de øvrige beboere i den nordlige bydel.

Alle, der møder med cykel, evakueres pr. cykel. For syge, ældre og svagelige personer, mødre med småbørn og lignende vil der blive truffet særlige foranstaltninger med hensyn til befordring. Husk at være fornuftig påklædt og medtag kun hvad De kan bære eller befordre med cykel, barnevogn eller lignende. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 8. september 1944.

1939 – Ulykke på Nordre Ringvej

I aftes skete der på hjørnet af Nordre Ringvej og Hospitalsgade en ulykke, der kunne have kostet en dreng livet.

Hospitalsgade 1937, ukendt fotograf. Billede Kolding Stadsarkiv, link.

Fra Hospitalsgade kom en 14årig dreng i stærk fart cyklende ned ad bakken. Ud ad Nordre Ringvej kom en bilist på vej mod Esbjerg med høj fart, udover føreren befandt sig også to andre passagerer i bilen. Trods advarselsskilte, der fortæller, at højeste kørehastighed i krydset er 20 km, fortsatte føreren af bilen hans fart, som af øjenvidner blev anslået til 60-80 km.

Da føreren opdagede drengen, huggede han bremserne i, men ulykken var undgåelig, drengen blev slynget op på køleren, de tililende folk havde forventet at finde ham knust. Han havde dog tilsyneladende ikke taget alvorligt skade, og var ved fuld bevidsthed, da Falck bragte ham ind til sygehuset.

Den 14årige dreng, Hans Andersen, som er søn af arbejdsmand Andersen på Musvitvej, er indlagt til observation og skulle have det godt.

Kilde: Kolding Folkeblad, 6. september 1939, side 4