1945 – Koldingenserne vilde efter at få en Tommy

212 soldater indkvarteret i private hjem

På Kolding Borgmesterkontor ligger endeløse lister med navne på Koldingensere, der ønsker at være kvartervært for Montgomerys tapre “ørkenrotter” .Det er ikke for meget sagt, at Koldingenseren er vilde efter at få en Tommy.

Søndag eftermiddag kom otte officerer og 212 menige Tommies til Kolding, og soldaterne blev omgående indkvarteret i de Kolding-hjem, der stod først på Borgmesterkontorets liste, de otte officerer rykkede und på Hotel Kolding, hvor der er indrettet stabskontor.

I disse dage er der således blevet glæde i 212 Koldinghjem, og der er rig anledning til at få skole-engelsk’en genopfrisket.

På byens restauranter sås i aftes talrige familier samt deres indkvarterede Tommies, og ikke så sjældendt førte husets gymnasiast- eller realistdatter an i samtalerne. De unge menneskers sprogforråd er jo almidenligvis det, der ligger klarest i hukommelsen.

De 212 skal ikke spise hos kvarterværterne. Der er indrettet feltkøkken i ‘Astoria’. Der kan intet siges om hvor længe de indkvarterede soldater bliver i Kolding – der tales foreløbig om fjorten dage – ej heller vides noget om, hvorvidt der kommer flere de første dage.

Kilde: Kolding Folkeblad, 14. maj 1945.

1944 – Drama på hotellet

Politiet trak sig diskret tilbage
Hotel Kolding var forleden skueplads for et dramatisk optrin. Forbipasserende opdagede at en ung dame i negligé kravlede rundt på hotellets facade i 1. sals højde. Hun forsvandt ind gennem et vinduet, og man fandt det rigtigst at tilkalde politiet. Det viste sig, at damen netop var ankommet fra København sammen med en herre. Kort efter ankom hendes ægtemand til hotellet, og så foretrak hun at flygte ud gennem vinduet. Den dumdristige dame blev vundet besvimet i et andet værelse, hvorefter politiet trak sig diskret tilbage.

Kilde: Fredericia Social-Demokrat, 2. september 1944

1944 – Musikforeningens sidste koncert

Det er ikke videre heldigt at henlægge en koncert til torsdag aften, da så mange musikinteresserede gerne vil sidde ved højtaleren, og netop i går, da Beethovens 9. Symfoni stod på radioprogrammet, mærkede det tydeligt på besøget i Hotel Koldings sal ved Musikforeningens sidste koncert i denne sæson.

Både pianisten Andreas Seker Hansen og violinistinden Gudrun Jespersen er unge kunstnere, som endnu slår så nogenlunde ved begyndelsen af deres løbebane; talent har de begge, men det kan ikke nægtes, at Gudrun Jespersen afgjort gjorde det bedste indtryk. Händels D-dur-sonate gav hun netop bl.a. med nogle Kreisler-numre sin sikre, allerede helt virtuose teknik. Her var musikalitet, temperament og dygtig kunnen: skulle man endnu ønske noget, måtte det blive lidt mere “sødme” i tonen, men der er ingen tvivl om, at Gudrun Jespersen er en af de allermest talentfulde unge violinister, som man roligt spår en smuk fremtid.

Andreas Seker Hansen spillede Beethovens A-dur-sonate, opus 101, og Chopins Nocturne i e-moll samt g-moll-balladen. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 14. april 1944.

1944 – Hvem er Koldings bedste dansepar?

Konkurrence for alle amatørdansere 19. april

Michael Madsens Danseinstitut arrangerer i lighed med tidligere år en konkurrence om Kolding-Mesterskabet i moderne dans. Konkurrencen finder sted på Hotel Kolding onsdag den 19. april i forbindelse med danseinstituttets Ungdomsholds afdansning. Alle amatørdansere i byen kan deltage i konkurrencen om mesterskabspokalen, der hidtil er erhvervet af instituttets egne elever. Inden denne konkurrence finder der en bykonkurrence sted onsdag den 5. april på Harmonien i Haderslev, hvor otte par fra Kolding vil konkurrere med et tilsvarende antal fra Haderslev.

Michael Madsen har i det hele taget travlt i denne sæson; hele ni afdansningsballer, hvoraf det første for de mindre børn finder sted i morgen aften på Hotel Kolding. Mange af instituttets elever har erhvervet danseringens guld-, sølv- og broncemærker, der uddeles sammen med Kolding-Mesterskabets præmier.

Kilde: Kolding Folkeblad, 28. marts 1944.

1944 – ‘Dollarprinsessen’ i Industriforeningen

“Danmarks nye Glunter” 2. Påskedag

Industriforeningens teaterchef, installatør H. Overbeck, arbejder for tiden med planer om en opførelse af ‘Dollarprinsessen’. Hvis sagen går i orden – og det er der god udsigt til – vil den kendte operette blive opført på Alhambra i nær fremtid. Det er Gerda Christophersen-tournéen, der spiller ‘Dollarprinsessen’ i John Prices iscenesættelse og med Holger Bjerre som danseinstruktør. Hovedrollerne spilles af operettesangerinden Johnny Rosenvold, operasangerinde ved Det kgl. Teater Asta Nørgaard og operasangeren Edi Laider, der jo er en gammel kending i Kolding.

Den traditionelle 2. Påskedags underholdning bliver “Danmarks nye Glunter”, Kaj Oluf Bach som magisteren og Frans Andersson som Glunten. Da akkompagneres af pianisten Hans Hammer.

Industriforeningens næste filmforedrag bliver tirsdag eftermiddag og aften på Hotel Kolding. Foredragsholderen er cand.mag. Poul Hansen, der viser sin farvefilm fra Grønland.

Kilde: Kolding Folkeblad, 25. marts 1944.

1944 – Telmányi i musikforeningen

En stor oplevelse – men salen alt for trang

Atter i aftes savnede vort musikpublikum den store sal! Emil Telmányi var musikforeningens gæst, og det siger sig selv, at Hotel Koldings sal var for lille til at rumme de mange tilhørere, der gerne ville overvære denne koncert. Der blev solgt billetter til langt flere, end der egentlig var plads til, og endda er der ikke tvivl om, at adskilligt flere ville være kommet, hvis det var foregået i en større sal. Nu måtte de sidst ankomne dele opmærksomheden mellem koncertgiverne, hotellets tallerkenraslen og restaurationens underholdningsmusik, henvist som man blev til et tilstødende lokale. Da man må formode, at foreningens næste koncert (med medlemmer af det kgl. kapel) skal foregå i en større sal, kan man med nogen ret spørge, om det ikke havde været muligt at lade også koncerten i aftes foregå der.

Efter det lille hjertesuk skal det siges, at koncerten blev en meget stor oplevelse; det var en veloplagt Telmányi, der mødte op med alle side bedste egenskaber, en sødmefyldt tone, et gnistrende temperament, et pragtfuldt buestrøg – og så i øvrigt alle de tekniske finesser, man kan forlange, i den eleganteste udførelse. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 24. februar 1944.

1944 – 2.052 har set oldtidsfilmen i Kolding

I går vistes oldtidsfilmen for sidste gang i Kolding – biografen om eftermiddagen og på Hotel Kolding i aftes. I alt har 2.052 Koldingensere haft lejlighed til den interessante oplevelse, som Turistforeningen er sikrede Kolding på et usædvanlig tidligt tidspunkt. Aahus får f.eks. først oldtidsfilmen hen i marts, og det betyder noget, da filmen jo desværre slides og kun eksisterer i ét eksemplar.

Kilde: Kolding Folkeblad, 23. februar 1944

1944 – Festlig indvielse af roklubbens fane

Manede ord til dansk ungdom om at søge ind til kernen i livet

Et mangeårigt ønske blev i søndags opfyldt for Kolding Roklub, klubben fik sin egen fane, som blev indviet ved en højtidelighed på Hotel Kolding. Det var Danmarkssamfundet, der havde skænket fanen og den blev derfor overrakt klubben af ingeniør Konstantin-Hansen som repræsentant for samfundet.

Efter at formanden Hans V. Ottesen havde budt velkommen og man havde sunget ‘Vift stolt på Codans bølge’ fik ingeniør Konstantin-Hansen ordet:

Når man ser de lange, slanke kaproningsbåde skyde gennem vandet med dannebrog i agterstavnen, så glædes man over den raske og sunde ungdom, der energisk arbejder med idrætten. Vi må ønske for denne ungdom, at den ikke må få nok i sporten alene, men at den også får en åndelig ballast ombord. Vi har tit i de senere år hørt, at vi havde glemt, der er noget helligt. Vi havde levet på overfladen, og handlet letsindigt med den lykke, der var givet os. Skal vi bære vort land videre, så må vi nu søge ind til den kerne, der er i tilværelsen – og så er der intet, der taler tydeligere til os end netop flaget. Det taler og minder os om, at vi har en arv at løfte. […]

Efter højtideligheden vistes to tonefilm, hvorefter roerne festede i et par timer.

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 22. februar 1944.