En undersøgelse af familiens opnåede arbejdsfortjeneste viser, at husmandsbrugere, trods den væsentlig lavere forrentningsprocent og trods forøgelsen af det negative nettooverskud, dog har ligget omtrent på samme højde som i fjor, nemlig 257 kr. pr. ha. mod 260 kr. Alligevel må man regne med, at de små brug fortsat bliver vanskeligere stillet. Besætningsreduktionen vil ligesom under forrige krig mærkes særlig hårdt i de små brug. I regnskabsåret 1917-18, hvor besætningerne på grund af en lille høst og svigtende foderstoftilførsler reduceredes stærkt, gik husmandsbrugenes forrentningsprocent ned til to tredjedele af de store gårdes. Det er sandsynligt, at forskellen bliver fuldt så stor i indeværende regnskabsår. Indskrænkningerne i svinehold og fjerkræhold rammer de små brug hårdest, ligesom det mindre mælkeudbytte også mærkes stærkest her, og fordelene ved salg af planteavlsprodukter, korn, frø, sukkerroer og kartofler spiller en meget større rolle for de store brug. […]
Kilde: Uddrag, Aarhus Amtstidende, 17. oktober 1940