1942 – 13 midlertidige lejligheder i Kolding

10.000 kr. bevilget af Byrådet

Udenfor dagsordenen forelå i Byrådsmødet i aftes en anmodning fra Boligudvalgets formand om, at der stilles 10.000 kroner til rådighed til indretning af midlertidige lejligheder, indtil de under opførelse værende 10 lejligheder er færdige ved nytårstid.

Winding forelagde sagen og oplyste, at der på Hvidsminde Skole kunne indrettes to 1 vær.s lejligheder og ovenpå en 2-vær. lejlighed. I Den apostolske Kirke bygning i Seest, som kan lejes for vinteren, kan der indrettes ti 1-vær. lejligheder til billige penge. Disse lejligheder kan tage imod de eventuelle husvilde til oktober. Juhl fandt, det var en udmærket ordning og anbefalede. […] De 10.000 kroner bevilgedes enstemmigt, og det overlodes Boligudvalget at få det bedst mulige ud af pengene.

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 22. september 1942.

1942 – Kun 400 ledige lejligheder i hele landet

Byggerivirksomheden i årets første halvdel

Der er i første halvdel i år opført ca. 1.800 færre lejligheder end i første halvdel af 1941. Tallet af i år 2.141 nye lejligheder, og i første halvdel af 1941 var tallet 3.939. I hovedstaden er kun opført 504 nye lejligheder og i forstæderne 318 mod henholdsvis 2.562 og 346 i samme periode i fjor.

I provinsbyerne har der været en lille opgang. Der opført 1.052 nye lejligheder mod 905 i første halvdel af 1941, og i landkommunerne har der også været en lille opgang. Men der findes i øjeblikket kun 405 ledige lejligheder i hele landet. Det er 3.200 mindre end i fjor på samme tid, idet der dengang var 3.6752 ledige lejligheder., Til sammenligning kan anføres, at der i november 1940 var 14.122 ledige lejligheder i landet, der af de 8.441 i København. I dag er der kun 146 ledige lejligheder i København. E

t lyspunkt er det, at der i øjeblikket er 9.631 lejligheder under opførelse i de kommuner, der har husvilde. Der var pr. 1. juli i år i hele landet 1.408 familier med 6.811 personer under kommunal boligforsorg, deraf 3.783 børn. Af disse var 557 familier med i alt 2.635 personer anbragt i barakker og husvildebolige, de øvrige i skoler og gymnastiksale.

For Kolding bys vedkommende er i 1. halvdel af 1942 opført fem huse med i alt 8 lejligheder. Tre lejligheder er nedrevet. Den 1. juli var 36 huse under opførelse med alt 152 lejligheder fordelt således: 27 1-værelesers, 62 2-værelsers, 54 3-værelsers og 9 4-værelseres lejligheder. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 3. september 1942.

1942 – 10 lejligheder til husvilde – i tre stenhuse og to træhuse

Borgmesteren stadig en uforsonlig modstander af træhusene, der tænkes bygget ved Eksercermarken.

I Kolding Byråds møde i aftes forelå fra Boligudvalget den ønskede indstilling angående opførelse af små, billige ejendomme til husvilde. Winding redegjorde for indstillingen, der fik ud på at opføre:

  • To dobbelte, murede huse med fire lejligheder på en kommunen tilhørende grund i Læssøegades forlængelse.
  • Et dobbelt, muret hus med to lejligheder i Borgmestervangen.
  • To dobbelte træhuse med fire lejligheder på Skovvejen ved Nørremarksvejen (Ved Eksercerpladen). Vedr. træhusene havde H. Petersen og Aage Elling forbeholdt sig deres stilling.

Winding tilføjede, at man håbede at kunne tage træhusene i brug til efteråret. Den samlede udgift ansloges til 85.000 kr. for alle 10 lejligheder. […]

Borgmesteren og Hans Petersen viste sig at være uforsonlige modstandere af træhusene, medens Elling nærmest var utilfreds med placeringen. Flere andre kunne også tænke sig et mere centralt sted til dem, og det blev fremført, at der burde indrettes W.C.er i de lejligheder, der byggedes ved gader og kloaker. Der var betænkeligheder ved vanskelighederne ved at skaffe vand ved Eksercermarken, og flere medlemmer kunne også ønske træhusene bygget enkeltvis i stedet for sammen […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 21. juli 1942.

1942 – Små, billige træhus i Koldings udkanter?

Stemning for en løsning af boligproblemet udenom kasernerne eller barakkerne – selv om borgmesteren strittede imod.

Kolding Byråds møde i aftes varede for den offentlige dels vedkommende to timer, og det var den anden steds omtalte skoledebat, der tog halvparten af tiden. At de øvrige spørgsmål gav særlig husvildeproblemet stof til en drøftelse, hovrunder det viste sig, at borgmesteren ikke havde sin gruppeformand med sig i sin fordømmelse af planen om at bygge små billige træhuse i byens udkanter. Man fik nærmest indtrykket af, at denne plan inden længe vil være en kendsgerning. […]

Borgmesteren indledede med mindeord omg Stauning. […]

Husvildeproblemet og Forskolen

Skolekommissionen bad mindeligt om at blive fri for husvilde i Forskolens lokaler. Der var 6 nu. Borgmesteren forstod beklagelsen, men det er ikke let, når man ikke har andre skoler at anbringe dem. Forskolen får i sommer et par klasser på Teknisk Skole. Barakker til husvilde kan ikke bygges omgående, og borgmesteren var meget imod dem.

Juhl: “Det behøver jo ikke at være barakker, men gode, små billige træhuse som dem, man ser omkring Vejle. De kan vel bygges for 5.000 kr. og lægges i byens udkanter, ikke for mange sammen. Mange ville sikkert hellere have et sådant hus, hvor de kunne overkomme lejen, end gå på Socialkontoret for at få hjælp til den. Boligudvalget bør undersøge tanken.”

Ejnar Christensen: “Ja, vi skulle gerne have sådanne huse færdige sidst på sommeren, ellers bliver det galt på Forskolen.”

Borgmesteren var ikke begejstret for huse til 5.000 kr. Det ville blive “fattighuse, som ingen ville bo i. Man burde fortsætte med lejligheder der som i Vifdam, hvor det koster 11.000 kr. at opføre en 2-værelsers lejlighed. Vi bør ikke sænke arbejdernes boligstandard.” […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 5. maj 1942.

1942 – Mange husvilde melder sig i Kolding

Men de henvises til selv at skaffe sig lejlighed inden 7. april.

Den forestående flyttedag, der jo på grund af påsken, ventes at blive en af de værste at komme over, efter hvad boliginspektør Jensen for nogen tid siden udtalte til Folkebladet. Vi har i dag spurgt boliginspektøren, hvordan det tegner, og han oplyser, at der allerede har været mange henvendelser fra folk, som skal flytte, men ikke har nogen lejlighed at flytte ind i.

Om det så er fordi de gerne vil ind i kommunens lejligheder med den forholdsvis billige husleje, ved jeg ikke, siger inspektøren, men vi henviser dem til, at de jo kan blive boende til den 7. april, og så kan de jo komme igen, hvis de ikke i mellemtiden selv har fundet sig en lejlighed hvad vi meget indstændigt må anbefale dem at forsøge. For vi har kun én familie, der skal flytte, og har ingen steder at anvise de husvilde, udover, at vi måske bliver nødt til at tage nogle flere skolelokaler i brug. Det vil vi ellers grumme nødig, da de pågældende klasser i forskolen så kommer til at lukke. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 30. marts 1942.

1942 – Husvilde i skolerne ligesom under sidste krig

Boliginspektøren frygter, at april flyttedag bliver den vanskeligste i Kolding i mange år. 5-600 ansøgninger om udsættelse af vinterarbejderne.

Som meddelt kan der nu efter ansøgning til Indenrigsministeriet opnås lempelser fra reglen om, at tilskudsberettiget vinter-reparationsarbejde skal være færdig inden 1. april. På grund af den hårde vinter har det for mange arbejderes vedkommende været umuligt at få arbejdet udført, så denne frist kan overholdes.

Boliginspektør J. Jensen udtaler, at dispensationsbestemmelsen vil blive modtaget med glæde i Kolding, og den var absolut nødvendig. Omkring 5-600 arbejder vil behøve udsættelse, hvilket kan fås gennem ansøgningsskemaer fra Boligkonkoret. De skal godkendes og indsendes til ministeriet inden 1. april. Der er truffet den bestemmelse, at for den del af arbejdernes vedkommende, som kan overflyttes til sommerarbejde, vil tilskuddet på 35 pct. blive nedsat til 25 pct., medens det arbejde, som er udpræget vinterarbejde, vil opnår de fulde 85 pct.’s tilskud.

Kommunen venter en vanskelig flyttedag

Vi benytter lejligheden til en samtale om de vanskelige boligforhold i Kolding. Det er jo sådan, at der udsættes dusører på 100 eller 50 kr. til dem, der kan skaffe 2-3 værelsers lejligheder, og når sådanne lejligheder averteres til leje, kommer der et utal af liebhavere.

Ja, boligmanglen i Kolding er meget stor, siger boliginspektøren. Særlig mærkes det med de meste brugte lejlighedstyper 2 og 2½ værelsers lejligheder. Det er forståeligt, at der skal komme boligmangel, når byggeriet stagnerer.

Har de mange henvendelser om at skaffe lejligheder?

Ja, vi får adskillige hver dag, og flere vil der selvfølgelig komme, når vi nærmere os april flyttedag. Det vil uden tvivl blive den vanskeligsted flyttedag i mange år. Allerede nu har vi fuldt hus på Uldspinderiet, og har måttet indlogere 4 familier i Forskolen, hvilket er meget uheldigt, da vi ikke har for mange skolelokaler i forvejen. Vi har ikke haft familier i skolerne siden sidste verdenskrig. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 12. marts 1942

1941 – Opførelsen af ‘Blok B’ ved Domhuset vedtaget

Socialdemokraterne besluttede mod de borgerliges stemmer at bygge til 346.000 kr.

Efter en timelang diskussion vedtog socialdemokraterne i Kolding Byråd i aftes mod de borgerliges stemmer at bygge et etagehus ved Domhuset til 346.000 kr. som fortsættelse af ‘Socialt Boligbyggeri’.

På dagsordenen stod “Eventuel beslutning om opførelse af en husblok ved Domhuset”, og borgmester Knud Hansen forelagde sagen, som tidligere har været til behandling i Byrådet, idet han oplyste, af udgifterne ville beløbe sig til 346.000 kr. Håndværkernes tilbud stod ved magt, og man havde beregnet den årlige udgift til 19.537 kr. og den årlige indtægt til 19.575 kr. Ejendommen skulle indeholde 15 to-værelses lejligheder til en årlig leje af 750 kr. og 9 tre-værelses á 925 kr. Både han og Socialudvalgsformand Ejnar Christensen anbefaldede opførelsen med den sædvanlige motivering, at der ellers ville blive bolignød. Landsretssagfører Juhl erklærede hertil, at han ligesom ved den foregående behandling af sagen kunne udtale, at hans gruppe ikke ville være med. Byggeriet var ikke opført på Finansplanen, og hvis socialdemokraterne alligevel ville vedtage det, ville den borgerlige gruppe gå til ministeriet. […]

Borgmesteren svarede vredt, at landsretssafører Juhl ikke kunne hjælpe de husvilde ved at henvise til Finansplanen […]

Omsider blev der afstemning, og det gik, som det var ventet, nemlig som det er gået, så længe socialdemokraterne har haft flertallet. De første deres krig igennem med 11 stemmer mod 10. Spørgsmålet bliver så nu, hvor meget Finansplanen betyder i sagen.

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 18. november 1941.

1941 – Giftermålene forpurres på grund af boligmangel

Fem-seks familier er husvilde fra på onsdag.

Boligmanglen i Kolding synes til oktoberflyttedagen at være betydelig større end tidligere år, og årsagen er naturligvis først og fremmest, at der praktisk talt ikke er opført nybygninger. Byggeudgifternes stigning har kvalt det private initiativ, så der af nye lejligheder, der tages i brug 1. oktober, næsten ikke er flere end Arbejdernes Andelsboligforenings. Boligknapheden og den af dyrtiden flydende trang til at få en billig lejlighed mærkes også på Boligkontoret, hvor – efter hvad boliginspektør Jensen oplyser – efterspørgslen på kommunens lejligheder i år – trods den besluttede huslejeforhøjelse – har været livligere end nogensinde tidligere. Men samtidig er fraflytningen den mindste, der har været i lange tider. […] Det synes altså som om folk i denne omgang er mere bange for at give afkald på de billige lejligheder. […] Jeg har endog indtryk af, fortsætter boliginspektøren, at den øjeblikkelige mangel på lejligheder – eller måske rettere på lejligheder til 35-40 kr. – forhindrer de unge i at gifte sig. Her har været adskillige, som stod over for at skulle giftes, og som hævdede ikke at have kunnet finde en lejlighed i hele byen […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat,