Det er herligt vejr, let frost og skøjteføre på engen. De tre store er på isen. Frovin og jeg vil gå med de mindste til tænding af byens juletræ på torvet. Som vi skal til at gå, kimer det voldsomt på døren. Frovin lukker op. På trappen står en mand med begge hænderne i lommerne. – Er det hr Jørgensen? spørger han. Frovin siger ja, og i det samme trækker manden en pistol og siger: hænderne i vejret. Det er det tyske sikkerhedspoliti! Ud af bilen stormer 2 gestapofolk, og Frovin og jeg må gå baglæns ind i stuen med hænderne over hovedet. Her får vi anvist plads, Frovin i en stol og jeg foran radioen og får lov til at tage hænderne ned, efter gestapofolkene havde undersøgt, om vi havde våben på os.
Så begynder de at forhøre os begge to, om trykkeri, illegale blade osv. Vi benægter alt. Imens gennemsøger en dansktalende gestapomand huset, endevender skuffer, skabe, senge, roder i tørvene i fyrkælderen, men finder intet. Han går ud og låser fordøren og kommer ind, snavset på hænder og i ansigtet af tørvene. Jeg kom i tanke om, at jeg ikke havde taget et franskbrød ud af ovnen, og spurte, om jeg måtte gøre det. Den tyske gestapomand sagde nej. Lidt efter kom den dansktalende ind og sagde, at han havde gjort det.
Hvorfor er De så oprevet, når De er så uskyldig, som De siger? spurgte den tysktalende pludseligt. – Jeg svarede, at vi ikke var vant til at få pistoler sat for brystet. -Åh, sagde han, den er kun farlig, når den knalder.
Det ringede på døren. Det er de tre store, som kommer hjem fra isen. Den dansktalende lukker dem ind og tager dem i forhør ude i spisestuen. Bag efter kommer han ind og siger, at Aase havde sagt: Åh, det er Budstikken! – Det passer ikke, siger vi begge. Aase kender overhovedet ikke noget til nogen budstikke, for der har ikke været nogen her, så det kan hun ikke have sagt. Så forlod han det emne.
Per så sit snit til at gå ind i stuen og stod og kikkede på os med bange øjne. En politisoldat, som stod ved siden af Frivin, sagde: Få ham ud. Dette her er ikke godt for Ham. Per gik: men lidt efter stod han inde i den anden stue.
Efter to timers ransagning og forhør har de intet fundet. Den tysktalende gestapomand stillede sig hen til Frovin og sagde: Sie sind unser Deind, das wissen wir, wir wissen alles! Så holdt de op, og Frovin fik ordre til at lægge sine “Taschensachen” fra sig, fik nattøj og overtøj. Han skulle med. I spisestuen tager vi afsted og siger til Hinanden: Vi bøjer ikke nakken- Så kørte de.
Efterpå føles det isende koldt, både i stuerne og inden i mig. Jeg må berolige børnene, som ikke kan forstå, hvad det alt sammen er for noget, og sammen sidder vi helt stille en tid. Vi sender bud over på sygehuset, om min søster vil komme til os, når hun er færdig, og da børnene er kommet i seng, sætter jeg hende ind i situationen; men knap er vi færdige med det, før de tyske biler igen kommer susende. Gestapofolkene springer ud og fare op på skråningen, kommer tilbage med trykkeriet og smider ind i bilen, hvorpå de kører bort. Kassen lader de stå ude på vejen.
Line Jørgensen, 3. december 1943, Dagbog fra besættelsen