1942 – Grundlovsdagen

For tredje gang oplever vi Danmarks Grundlovsdag under den tyske besættelses tryk og året, der er gået siden den sidste Grundlovsdag, har ikke bragt det danske folk blidere kår – tværtimod. Når vi denne gang fejrer 5. juni-dagen, kan det derfor kun blive i mundet om tiden før den 9. april 1940.

Da vi for 27 år siden fik den “nugældende” Grundlov, var det med hele befolkningens tilslutning og på et tidspunkt, da forfatningen af 1866 helt havde udspillet sin rolle. Det danske folk var i 1915 nået så vidt og skellet mellem samfundsklasserne var så meget udjævnet, at øjeblikket var inde til en ændring af Grundloven og resultatet blev en Grundlov, der på udmærket måde har vist sig at passe til hele vor åndelige og materielle indstilling – men også en Grundlov, der kræver af os, at vi sætter det fælles bedste over vore private særinteresser. Dette har det danske folk forstået og de svære tider, vi gennemlever nu, har på mange åbnet øjnene for, at i et lille land som vort, er alle parter bedst tjent med “at få har for meget og færre har for lidt”.

Vi har – i modsætning til visse andre lande – aldrig prøvet på at gøre vore forfatningsforhold til en eksportvare, men alligevel har der mangfoldige gange fra den store verden hævet sig røster, som i rosende ord har lovprist forholdende i det lille Danmark. Vi var velsete og vellidte overalt og Danmarks navn var kendt i et omfang, der slet ikke stod i forhold til landets størrelse. Danmark blev betragtet som et lille paradis, hvor man arbejdede på et skabe de bedst mulige forhold for alle. Og vi havde lov til at være stolte heraf.

Men i dag har Danmark – i realiteten – ingen Grundlov. Vi er helt og fuldt afhængige af Tysklands øjeblikkelige forgodtbefindende. Nye love jages igennem på Rigsdagen i et sådant tempo, at vore rigsdagsmænd umuligt kan nå at blive klar over, hvad de egentligt stemmer om, men dette kan jo naturligvis også være ligegyldigt, når de i forvejen har fået ordre til at stemme for de pågældende love. Den danske Rigsdag er i dag kun en kopi af de tyske “heil-forestillinger” på Kroll operaen i Berlin.

Vi ville jo nok for tre år siden have forsværget, at vi nogensinde skulle få straffelove med tilbagevirkende kraft og dog har vi været nødt dertil for at redde en god dansk mands liv. Vore gamle ret til frit at tænke, tro og tale er for længst berøvet os, selv sandheden kan man blive straffet for at fortælle, så vor påstand om, at Grundloven ikke gælder i dag, kan underbygges med talrige beviser, men vi harmes over, at den danske befolkning med vold og magt skal påduttes den tro, at den danske regering stadigvæk regerer suverænt her i landet, når dog ethvert barn ved, at den ikke kan foretage sig noget af betydning uden godkendelse fra Berlin. […]

Kilde: Uddrag fra det illegale blad: De Frie Danske, juni 1942, nr. 8, årgang 1.

1942 – Christmas Møllers tale

Indholdet af Christmas Møllers tale fra London den 14. maj 1942

Jeg er taget til England på eget ansvar og af egen fri vilje uden nogen som helst hjælp derhjemmefra i håb om og tro på at kunne gøre mit fædreland nytte ved mit virke i England.

Jeg er glad ved nu at befinde mig i den verden, der ikke er undertrykt af tyskerne. Mange vil misbillige min handling, andre måske ikke. Jeg ved dog, at min hustru og jeg har handlet som vor samvittighed bød os og som verden er i dag, kan enhver kun handle, som samvittigheden byder det. […]

Jeg har læst ‘De Frie Danskes’ ugeblad med stor interesse lige fra det begyndte at udkomme og jeg har med beundring fulgt den forholdsvis snævre kreds, der står bag det. Der er stor forståelse for vor sag her i England. Denne krig er for England og dets allierede idéernes krig – eller snarere idéens krig. Det er Hitlerismen, vi kæmper imod – ikke det tyske folk, ligesom det er tilfældet derhjemme. Hvert enkelt folk skal have ret til at føre sit eget liv.
Hitlers idé med et herrefolk passer ikke for vort sindelag. Vi derhjemme er jo afskåret fra at deltage i det store verdensopgør, men jeg har allerede fortalt mange om danskernes indstilling og skal i tiden, der kommer, se det som min opgave ustandseligt at fremhæve, at danskerne anser England og dets allieredes sag for deres, da vor ide om en lykkelig styreform er den samme. […]

Tyskerne er ikke kommet ét skridt længere med os, end de var den 9. april 1940. Men Danmark længes mere end nogensinde efter at få sin frihed tilbage. Vi følger os som i fængsel. Tyskerne kan måske bøje os, men ikke knække os. Vi kan vel give efter, men vil føre vore kamp ligesom Norge.

Kilde: Uddrag af det illegale blad: De Frie Danske, maj 1942, nr. 7, årgang 1.

1942 – Den 9. april 1940

To-årsdagen er kommet. Hin skæbnesvangre morgen for 2 år siden, da dette lille fredelige land blev voldtaget af den forbryderiske nazistiske militærmaskine, står sikkert lyslevende for alle. Morgenen da en håndfuld unge danske soldater i Sønderjylland, blev vække til den brutale virkelighed ved råbet “grænseoverskridning!”, den morgen da tre danske grænsegendarmer blev dræbt, ikke i ærlig kamp mod overmagten, men lumskeligt slået ned bagfra af civile tyske snigmordere. Andre unge danske måtte efter forgæves at have kæmpet mod tanks og flyvemaskiner, indstille kampen og overgive sig, for derefter at blive forhånede af en del af civilbefolkningen Lad os huske disse civile. Alle husker også synet af de tyske bombeflyvere, der kredsede over København, blot ventede på et signal fra major Glein, der ledede “erobringen” af Kastellet, for at kaste deres dødbringende last ned over den intetanende, sovende hovedstad.

Der er nu gået 2 år. I disse 2 år har vi set tyskerne vrimle som græshopper over hele landet. Hovne og anmassende har disse ubudne gæster sat deres præg på byerne.

Hvad har vi lært i disse 2 år. Der tales meget om den samhørighedsfølelse, der er blevet vakt i det danske folk. Måske er det rigtigt. Vi ved det ikke. I svenske aviser læser man om den kulde, hvorved danskerne modtager voldsmændene, men gå en aften ved 6-7-tiden en tur gennem København. Hvert femte skridt møder man en tysker med et pigebarn, og vel og mærke ikke en af de såkaldte “letlevende” piger; disse er endnu ikke faldet så dybt, nej disse tyskvenlige erotomane species af hunkøn er kontor- og forretningsdamer samt såkaldte “bedrestillede” personer, hvis nymfomane tilbøjeligheder løber af med dem. så snart de ser en tysker i uniform. […]

Kilde: Uddrag af det illegale blad: De Frie Danske, april 1942, nr. 6, årgang 1.

1942 – Fra de danske studenter

Danske og tyske nazister arbejder for øjeblikket på:

  1. Gennemførelse af jødelov i Danmark.
  2. Militær støtte til den “tyske forsvarsoffensiv”.
  3. Anerkendelse af Quisling.

ad 1. Rygterne om dansk jødelov har det reelle grundlag, at Popp-Madsen for øjeblikket sidder i justitsministeriet for i samarbejde med tyske jødeeksperter fra Gestapo at lave udkast til jødelov efter tysk mønster. Popp-Madsen er som bekendt lektor ved Københavns Universitet og tidligere leder af ‘National Studenteraktion’.

ad 2. Kort efter undertegnelse af Anti-komiternpagten stillede Tyskland krav, om dansk militær støtte til “Forsvaret af Finland”. Visse dele af regeringen erklærede sig villig til forhandling om frigørelse af de tyske tropper i Jylland ved hjælp af en dansk hær under tysk kommando og gennemsyret af tysk Gestapo og danske stikkere. Forhandlingen vedvarer. […]

ad 3. En dansk anerkendelse af Quisling vil simpelthen betyde, at vi falder Norges heltemodige og Sveriges dristige og værdige nordiske politik i ryggen.

Endelig arbejder nazisterne i det skjulte på gennemførelse af den såkaldte reform af socialloven. De vil derigennem bl.a. opnå 3 ting:

  1. at skabe splittelse mellem samlingspartierne.
  2. at skabe utilfredshed blandt arbejderne for derved at give Fritz Clausen en hårdt tiltrængt chance for medlemsforøgelse.
  3. at tvinge danske arbejdere til at tage arbejde i Tyskland.

[…]

Kilde: Uddrag af det illegale blad: De Frie Danske, marts 1942, nr. 5, årgang 1.

1942 – De Frie Danske

Bladet De Frie Danske er et organ for det arbejde, der herhjemme gøres for at bringe Danmark ud af den nuværende situation, uden at miste vore rettigheder som et frit og selvstændigt folk. Selv om dette arbejde nødvendigvis må blive “underjordisk” håber vi dog at dette blad må være i stand til at give dets læsere pålidelige og sanddru oplysninger om de mange tildragelser, små som store, på den politiske front, hvilke ellers ikke ville komme til offentlighedens kendskab, da danske blade og tidsskrifter jo alle har fået mundkurv på og er underkastet en hensynsløs tysk censur, udøvet af herr legationsråd Meissner.

Vi anmoder imidlertid vore læsere om venligst at tilgive eventuelle fejl, da forholdene ved bladets fremstilling og udsendelse jo ikke er helt almindelig, ej heller særligt gode. Vi vil dog stadig forsøge at skaffe læserne alle oplysninger om udviklingen, såvel herhjemme som udenlands.

Vi takker alle for den venlighed vi hidtil har mødt.

Redaktionen.

[…]

Kilde: Uddrag af det illegale blad: De Frie Danske, februar 1942, nr. 4, årgang 1.

1942 – Situationen

De vigtigste krigshandlinger foregår i øjeblikket på Østfronten. Den af russerne for 6 uger siden påbegyndte offensiv, foregår stadig med held. Russerne erobrer den ene by efter den anden, og medens de driver tyskerne foran sig, hober krigsbyttet sig op.

De sidste rapporter melder om ca. 300.000 døde og sårede tyskere under 40 dages kamp, samt om erobring eller ødelæggelse af ca. 3.000 tanks, 3.000 kanoner, over 33.000 transportkøretøjer, 19.000 automatiske geværer, 35.000 rifler og uhyre kvanta af ammunition og andet krigsudrystning, desuden melder russerne om 1.100 nedskudte og ødelagde tyske aeroplaner. På Centralfronten har russerne generobret Moshaisk, Kholm og Toropez.

Tyskerne, der for få uger siden pralende meddelte, at general vinter var på deres side, har nu pludselig fundet ud af, at det var en fejltagelse og at denne strenge general i virkeligheden er Stalins bedste forbundsfælde. […]

Kilde: Uddrag af det illegale blad: De Frie Danske, januar 1942, nr. 3, årgang 1.

1942 – Nytår

Så sluttede året 1941 med en ny nazistisk rædselsdåd. Fra Norge kommer der budskab om elleve nye dødsdomme, der omgående blev fuldbyrdet. Disse elleve mænd døde for fædrelandet, og de vil aldrig blive glemt i Norge eller andetsteds hvor frihedens og retfærdighedens ånd lever.

De tyske “beskyttere” påstår at disse mænd havde gjort sig skyldig i spionage og franctireur-virksomhed, men er det mon ikke i lige så høj grad et udslag af tyskernes raseri over deres magtesløshed over for nordmændenes ukuelige fædrelandskærlighed. Denne norske patriotisme viser sig stadig modstandsdygtig, både over for trusler af hernn Joseph Terboven og lokketoner fra Quisling og hans hird af nazistiske landsforrædere.

En anden ting, der går tyskerne på nerverne, er de små raske “raids” som englænderne foretager langs den norske kyst. Forleden morgen rettede af afdeling af “commanders” (særligt uddannede stødtropper) i samarbejde med flåden og luftvåbenet, et angreb mod to norske kystbyer. Krigsskibene, der alle blev navigeret af norske lodser, sejlede ind i den lange fjord, ca. 300 km. nord for Bergen og ankom til bestemmelsesstedet ved ti-tiden om morgenen, medens det endnu var mørkt. Flyverne gik ind over byen og nedkastede røgbomber, hvorefter landgangen fra skibene fandt sted. Voldsomme gadekampe udbrød over hele byen, hvorunder samtlige tyskere blev enten dræbt eller taget til fange. I alt dræbtes der 120 tyskere medens 95 andre bragtes tilbage som fanger tillige med 9 “quislinger”. En fabrik blev ødelagt og en række skibe blev sænket. Ca. kl. 15.45 forlod englænderne byen. […]

Kilde: Uddrag af det illegale blad: De Frie Danske, januar 1942, nr. 2, årgang 1.

1941 – Tysk ultimatum

Danmarks tilslutning til Antikomitern-pagten skete ikke frivilligt. Den blev fremtvunget gennem kraftig tysk pres. Ifølge nu foreliggende oplysninger øgedes det tyske tryk stadig gennem hele ugen til det kulminerede lørdag aften. Den tyske minister havde gentagne samtaler med Berlin og ved 3-4 tiden søndag morgen modtag han definitive instrukser.

Tidlig søndag morgen begav den tyske minister sig til hr. Scavenius og overleverede et ultimatum. Ifølge indhentede oplysninger krævede Tyskland at Danmark ufortøvet erklærede sig beredt til at underskrive Antikomitern-pagten. I modsat fald ville Tyskland opsige overenskomsten af 9. april 1940 og betragte Danmark som mod sig fjendtlig, krigsførende magt med deraf følgende konsekvenser: RIGSKOMMISSÆR OG MILITÆRFORVALTNING.

For denne trussel bøjede den danske regering sig søndag aften i Statsrådet med Hans majestæt Kongen. Udenrigsminister Scavenius sendtes til Berlin med bestemte instrukser om ikke at gøre nogen indrømmelse ud over Antikomitern-pagtens ordlyd. Vi erfarer imidlertid at von Ribbentrop i Berlin har stillet nye, betydeligt videregående krav. Det vil nok snart vise sig at hr. Scavenius trods alt har givet efter for andre efter for andre fordringer. […]

Kilde: Uddrag af det illegale blad: De Frie Danske, december 1941, nr. 1, årgang 1.