1940 – Smuk Finlandsaften i Lunderskov

Ved en indsamling indkom 652 kroner.

Sønderjysk Forening for Lunderskov og Omegn havde i aftes samlet mange mennesker til Finlandsaftenen på Missionshotellet. Salen var smukt pyntet med de fem nordiske flag. Formanden, grosserer Michaelsen, Lunderskov, bød de mødte velkommen og omtalte de urolige forhold og mindede om Finlands indsats for frihed og menneskeret. Også her fra Lunderskov havde man ønsket at række dem en hjælpende hånd. Derefter sang forsamlingen den finske nationalsang, ”Vort Land, vort land”.

Så talte provst Lindegaard, Vejen, om Finland, Nordens grænsevold mod øst. Han fortalte om de geografiske og befolkningsmæssige forhold i landet. Han omtalte Johan L. Runebergs digtning, Sibelius’ musik og Finlands historie i det hele taget, som altid havde været en kamp for at bevare et frit land for et frit folk. Provsten sluttede, mens alle rejse sig, med at udtale et: Gud bevare Finland […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 23. januar 1940.

1940 – Finlandshjælpen skadede ikke jule-indsamlingen

Julekomitéen i Kolding har nu offentliggjort sit regnskab, som viser, at der i alt kom 6.337 kr. eller ca. 2.000 kr. mere end året før. Den frygt, der næredes for, at Finlandsindsamlingen skulle skade den lokale velgørenhed, har altså vist sig ubegrundet, men komitéen har også gjort et stort arbejde for at nå det smukke resultat.

Til julepakkerne anvendtes ca. 3.000 kr. og desuden fik en række institutioner hjælp […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 19. januar 1940.

1940 – Tøjindsamlingen til Finland slutter

60 sække tøj parat.

Røde Kors’ indsamling af tøj til Finland må nu afsluttes for at alt det gode tøj kan blive sendt til bestemmelsesstederne og gøre nogen nytte. Det savnes stærkt, fortælles der, og navnlig savner man meget børnetøj.

Det er da heldigt, at en ikke ringe portion af det tøj, der er samlet sammen i Kolding, netop er børnetøj; der er således ikke mindre end 7 pakker med komplet baby-udstyr.

I alt er der i Kolding samlet 60 store (100 kg.’s) sække med tøj, et resultat, vi udmærket kan være bekendt, men skulle en og anden efter statusopgørelsen efter jul og nytår være blevet klar over, at der stadig godt kan undværes et og andet stykke tøj, da kan man endnu nå at sende det til Falcks og Røde Kors’ indsamling. Men tirsdag er absolut sidste dag …

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 13. januar 1940.

1940 – Finlandsaften i Kolding

Sct. Georgsgildet arrangerer velgørenhedsaften til fordel for Finland onsdag den 24. ds. i Teatersalen, og hele det store program gennemføres uden udgift, således at hele entreindtægten går til Finland.

Der indledes af den finske konsul, Chr. Stenderup, og derefter fremsiger byrådssekretær Jacobsen en prolog, der bliver solo-sang, Canzona-korret underholder, og der bliver atter deklaration. I anden afdeling er der bl.a. balletdans ved frk. Nørgaards elever, koncert på to flygler m.v.

Vi skal nærmere omtale denne Finlandsaften, og foreløbig beder vi alle interesserede reservere denne aften […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 9. januar 1940.

1939 – K.I.F. og K.B. kæmper til fordel for Finland

Dansk sport har gennem mange år tjent penge på de dygtige og veltrænede finske idrætsmænds deltagelse i opvisninger, og danske tilskuere har oplevet mange spændende dyster mellem danske og finske idrætsmænd, og intet er derfor mere naturligt, end at danske sportsforeninger og sportsinteresserede nu pekuniært hjælper Finland i den nødsituation, landet befinder sig i.

Selv om koldingensisk idræt ikke direkte har haft fordele af det danske samarbejde med finske idrætsmænd, har bestyrelserne for K.I.F. og K.B. dog besluttet, at de to foreningers bedste hold på søndag skal spille fodboldkamp på stadion, og at hele entreindtægten skal tilfalde indsamlingen til Finland.

Årstiden for fodboldspil er jo ikke heldig, men de to foreninger regner alligevel med et godt besøg i betragtning af det gode formål, de to holds sejrriges indsats i efterårsturneringen og ikke mindst med erindringen om de to holds glimrende og spændende 2-2- kamp i august […]

Holdene bliver først opstillede i aften, men vi kan dog oplyse, at to af K.B.’s bedste spillere på mellemrækkeholdet har meldt sig til tjeneste i kampene i Finland.

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 29. december 1939.

1939 – Tøj-indsamlingen i Kolding

Læge Brandorff sender os følgende:

I overmorgen, torsdag, vil Røde Kors’ Kolding-afdeling, som omtalt, foranstalte en indsamling af brugt tøj til finnerne, og vi anmoder alle, der kan og vil undvære noget sådant, om at aflevere tøjet sammenpakket – fodtøj bedes omhyggeligt sammenbundet – ved vognene, der fra middagstid vil køre omkring på indsamling […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 19. december 1939.

1939 – En jernbanevogn fra Kolding med fødevarer til Finland

Jordbrugernes Finlandsindsamling har i går forhandlet med slagteriledelserne om fedt, kød og flæsk, og fra mandag morgen vil der være opstillet vogne til indladning i Kolding, Odense og Roskilde, hvortil man kan indsende fedt, kød, flæsk og smør under adressen Jordbrugernes Julehilsen til Finland.

Når initiativet til en sådan indsamling ikke for længst er taget fra slagteriernes side, skyldes det, at samtlige slagterier allerede for 14 dage siden har tilstillet Finlandsindsamlingen en større kontant pengegave.

Beslutningen om indsamlingen af disse fødevarer er taget i går, så der har ikke været tid til, at indsamlingen kunne tilrettelægges efter et bestemt system, så at f.eks. andelshaverne kunne tale sammen om at skænke et halvt eller helt svin.

Forhåbentlig vil mejerierne nå at blive enige om at skænke større portioner smør til det gode formål, og forhåbentlig vil det noget hovedkulds arrangement ikke bevirke, at gavernes størrelse og antal bliver mindre, end de ellers ville være blevet.

Vi vil på det varmeste anbefale, at landet giver af sin rigelighed til et broderfolk i nød […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 16. december 1939.