13.000 tyske tropper til Kolding

Der er kommet 13.000 mand tyske tropper til Kolding i løbet af sidste uge. Overfor en pensionatsværtinde, der forespurgte, om hun kunde disponere over sine værelser til Jul, skal en tysk officer have udtalt, at Kolding kun blev brugt til opsamlingssted for disse tropper, der kommer
fra alle egne. Tropperne skal føres videre til fronten inden jul.

Kilde: Det illegale blad, Information, 8. december 1944.

1944 – Anholdelser i Kolding

Gestapo har i Kolding anholdt: Kaj Bendt Christensen, Vestergade 22, medhjælper Finn Offer Gimsel, Låsbybanke 24, J. Chr. Krag, Strandvejen 28, mekaniker H. P. Christensen, Tøndergade 11 og telegrafbud U. Petersen Finck, Hospitalsgade 26. De sigtes alle for overfald på dropskoger Ove Schlegel, en berygtet nazist, der selv erklærer, at han er “hemmelig medhjælper” hos det tyske politi. Sagen har interesse, idet i hvert fald mekaniker Christensen og telegrafbud Finck er nazister og fhv. SS-mænd.

Kilde: Det illegale blad ‘Information’, 30. august 1944.

1944 – Arbejdsmand dræbt i Sct. Jørgens Gade

Torsdag blev en arbejdsmand Lundquist dræbt i Sct. Jørgens Gade i Kolding, da han, som sad fangen på grund af tyveri fra tyskerne, forsøgte at flygte på vej fra hospital til arrest. To andre løb samtidig, men blev fanget straks. Lundquist, der sandsynligvis skulde føres til Tyskland i nær fremtid, dræbtes af et skud i Nakken.

Kilde: Det illegale blad, ‘Information’, 14. august 1944

1944 – Dårlig behandling af tyske soldater

I Kolding har værnemagtens kommandant over for dansk myndighed erklæret, at tyske soldater blev behandlet dårligere i butikker med kongemærke på vinduesruden end andre steder. Desuden mente han, at forretningsindehaverne kunne have forbindelse med sabotageorganisationer! Sagen er nu forelagt højere myndigheder i København.

[…]

Kilde: Uddrag af det illegale blad: Information, 12. februar 1944.

1943 – En yderst alvorlig situation

Kolding, 30/12:

I Kolding er situationen yderst alvorlig. Som bekendt er det lykkedes tyskerne at rive vældigt op i alt illegalt arbejde i byen og flere af de Koldingensere, der var arresteret i forbindelse med illegal virksomhed, er blandt de, der er ført til tysk koncentrationslejr. Befolkningens holdning er yderst skarp herefter, og der er af tyskerne udnævnt en speciel Gestapoleder i Kolding. 

[…]

Kilde: Uddrag af det illegale blad: Information, 30. december 1943.

1943 – Frovin Jørgensen

Kolding, 24/12:

Blandt de Koldingensere, der forleden blev ført til tysk koncentrationslejr, var kommunelærer Frovin Jørgensen. Tyskerne har oplyst, at man i hans have har fundet nedgravet en duplikator, hvorpå et lokalt illegalt blad var fremstillet. Frovin Jørgensen havde endvidere selv skrevet bladet og var fundet i besiddelse af våben.

[…]

Kilde: Uddrag af det illegale blad: Information, 24. december 1943.

1943 – Løsladelser

Kolding, 22/12:

I eftermiddag er enkelte af de af det tyske politi arresterede blevet løsladt. Det gælder således Jydske Tidendes redaktør, Andreas Sørensen, to trykkere og en typograf fra bladet. Endvidere er maskinsmed Harry Christensen, Kolding, lodsformand A. Andersen, Fredericia, og forretningsfører Axel Bertelsen, Fredericia, løsladt.

[…]

Kilde: Uddrag af det illegale blad: Information, 22. december 1943.

1943 – Benådninger

Kolding, 17/12:

Med hensyn til benådningen af de fire dødsdømte sabotører fra Kolding oplyses det nu, at kun de to, Andersen og Kayser, er idømt livsvarigt tugthus, mens de to andre, arbejdsmand Petersen og C.B.-betjent Hansen, er sluppet med tre år.

Af de for illegal bladvirksomhed anholdte er kun en enkelt løsladt. Der er givet tilladelse til, at de anholdte til jul må modtage hver en pakke på 1 kg. […]

Kilde: Uddrag af det illegale blad: Information, 17. december 1943.