1942 – 3 kvinder kunne udføre samme arbejde som 27

Arbejdsøkonomerne, der vil forenkle bevægelserne under udførelse af arbejdet

Europas første kursus for arbejdsøkonomi er oprettet i København. Det er de to unge ingeniører Mogens Jacobsen og Jørgen Vang-Lauridsen, der har til hensigt at påvise, at man ikke blot kan være uøkonomisk med sine penge, men i lige så høj grad med sine bevægelser – særligt på den daglige arbejdsplads, hvor man både af vane og ukendskab ofte bruger langt mere kraft og energi, end der egentlig er brug for. Denne rationalisering har først og fremmest fundet sted inden for fabriksarbejdet, men ingeniørerne er ikke mindre interesseret i landbrugets arbejde og mener, at der her ligger et stort virkefelt og venter på dem. […]

Husmoderen ødsler sin energi. Denne arbejdsbesparelse kan altså gælde på mange områder?

Ja, som det går i industrien, går det også i hjemmet. Husmoderen, der tilbagelægger flere skridt og bukker sig flere gange end en industriarbejder, ødsler ofte med sin energi, fordi heller ikke hendes arbejdsplads er tilstrækkelig praktisk. Tænk på, hvor mange gange hun må bukke sig, blot hun skal hænge tøj til tørring, og hvor let det hele ville være, hvis hun havde en slags vogn på hjul, hvorpå hun kunne transportere tøjkurven. Mange ting i løkkenet kunne hun udføre siddende såfremt hun f.eks. havde en køkkenstol til at skrue op og ned. Det sparer på kræfterne.

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 28. oktober 1942

1940 – Ingeniørbesøg på Kolding Strømpefabrik

Medlemmer af Dansk Ingeniørforening med damer, i alt ca. 60 deltagere fra Kolding og Fredericia, har besøgt Kolding Strømpefabrik på Hollændervej for at se virksomheden i drift. Efter besigtigelsen af virksomheden var der en spisning. Som en opmærksomhed mod damerne lå der ved kuverterne et par silkestrømper til hver af dem.

Kilde: Fredericia Social-Demokrat, 24. oktober 1940