1941 – Politiet i spidsen for luftværnets øvelsesmandskab gennem gaderne i morgen

Borgmester Knud Hansen om Det civile Luftværns betydning.

I anledning af Luftværnsdagen i morgen udtaler borgmester Knud Hansen om luftværnssagen:

Skulle ulykken ramme os, har det den største betydning, at vort beredskab er i orden, så det kan medvirke til, at skaden kan begrænses det mest mulige. Men for at undgå virkningerne af et luftbombardement på den mest effektive måde, gælder det om, at hele vore beredskabsvirksomhed, vore husvagter osv. er således uddannede og instruerede, at hver mand kan være på sin post og udfylde den, når angrebet sker. Derfor har den uddannelse, Luftværnsforeningen har påtaget sig at give instruktører og husvagter, en ganske overordentlig betydning, som enhver må tage med den største alvor.

Men selv om meget arbejde gøres frivilligt, så ville en organisation som Luftværnsforeningen ikke kunne virke uden at have betydelige midler at råde over. Jeg henstiller derfor, at de, der kommer ved dørene og på gaderne for at indsamle, bliver modtaget med velvilje og forståelse, så enhver yder et bidrag efter evne. Ligeledes vil jeg henstille, at de, der endnu ikke er medlem af Luftværnsforeningen, melder sig ind. Årskontingentet er sat så lavt som 1. kr., for at bogstaveligt talt alle skal kunne blive medlem. […]

Som en udvidelse til dagens program vil en kavalkade, bestående af det mandskab, der skal medvirke ved øvelserne på havnen, blive ført gennem byen. Udgangsstedet vil blive på Nordbanegården, opmarchstedet; Havnen. I spidsen marcherer C.B.-politiet. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 9. oktober 1941.

1941 – Der mangler endnu 70 hjælpeinstruktører for Luftværnet

Til vejledning for husvagterne har Kolding 4 uddannede instruktører. Men dette tal forslår ikke på langt nær, og det er så hensigten at skaffe yderligere 100 hjælpeinstruktører. Foreløbig har der meldt sig 30, men der mangler altså stadig 70. De, der vil stille sig til rådighed, kan melde sig til Luftværnets kontor, Rådhuset, telefon 1800, fuldmægtig Castberg.

Man gør opmærksom på, at det er lige så vigtigt, at der kommer instruktører fra de ydre liggende kvarterer som fra den indre by. Uden kendskab til slukning og behandling af brandbomber vil disse kunne gøre overordenlig skade i en by, mens brandfaren vil kunne begrænses meget stærkt, når man kender bombernes virkemåde og midlerne til deres uskadeliggørelse. Dette kendskab skal hjælpeinstruktørerne søge at udbrede først og fremmest til husvagterne […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 9. september 1941.

1940 – C.B.erne afløses

Indenrigsminister Knud Kristensen oplyser, at man i Ministeriet regner med til jul eller nytår at kunne hjemsende det C.B.-mandskab, som blev indkaldt den 10. april. Det nye mandskab skal give møde nogen tid før, så det kan blive uddannet, før det løses af.

Lederen af Statens civile Luftværn, politiinspektør Arthur Dahl, åbnede i går et kursus for 96 instruktører fra alle egne […]

Det første kursus varer til den 23. ds. Der skal i alt uddannes 100 instruktører.

Kilde: Uddrag, Kolding Social-demokrat, 12. november 1940.