1944 – 1.700 betjente ført til interneringslejr i Tyskland

Telefoniske henvendelser modtages igen på en række politistationer
Gennem radioen blev onsdag udsendt følgende meddelelse:
Politistationerne i København, på Frederiksberg, i Gentofte, Ordrup og Lyngby vi latter kunne modtage telefoniske henvendelser fra onsdag kl. 18 og står dermed til rådighed for befolkningen i alle politimæssige anliggender.

I det øvrige Danmark med undtagelse af Aarhus, Aalborg og Odense vil den daglige tjeneste på politistationerne atte blive genoptaget fra torsdag den 21. ds.

De ved gårsdagens aktion arresteredes 1.700 danske politibetjente er pr. skib blevet bragt til interneringslejr i Tyskland, hvor den videre undersøgelse vil finde sted. De interneredes pårørende kan straks sende en pakke af vægt indtil 5 kg. gennem Dansk Røde Kors, Amaliegade 18, Kontoret for udenlandske anliggender og krigshjælp, mærket: Internerede politibetjente. Angående brevveksling vil der blive udsendt yderligere meddelelse.

Kilde: Nationaltidende, 22. september 1944.

1944 – De danske politibetjentes overførsel til Tyskland

En meddelelse fra Pressekontoret for den højere SS- og politifører i Danmark

Pressekontoret for den højere SS- og politifører i Danmark meddeler:

Til grund for de tilfangetagne danske politibetjentes overføring til en interneringslejr i Tyskland ligger følgende:

  1. Efter møjsommelige undersøgelser kunne det fastslås, at politiet under misbrug af sin politimæssige embedspligt havde fremmet de illegale kredses arbejde, givet dem husly og vanskeliggjort det tyske efterforskningsarbejde samt foretaget befrielsesforsøg over for illegale.
  2. På politigården i København er der blevet fundet uniformer tilhørende forskellige tyske troppedelinger, soldaterbøger og identifikationsmærker, samt våben, der udtrykkeligt beviser politiets samarbejdede med den underjordiske militære organisation, som havde hele politiapparatets støtte.
  3. For at forhindre yderligere befrielsesaktioner og for at undgå ethvert blodoffer, blev denne illegale del af det danske politi overført til en særlig interneringslejr i Tyskland, hvortil alle de anholdte pr. skib i dag er ankommet i bedste velgående.

Kilde: Kolding Folkeblad, 22. september 1944.

1944 – Pakker til de til Tyskland førte politifolk

Dansk Røde Kors meddeler onsdag:
Gennem Dansk Røde Kors vil der til hver af de til Tyskland førte danske politifolk af disses pårørende kunne sendes en pakke på indtil 5 kg.

Da Dansk Røde Kors har til hensigt i hver pakke at indlægge 1½ kg. levnedsmidler, smør, pølse og brød, henstilles, at de af de pårørende indsendte pakker væsentlig kommer til at indeholde sådanne ting, som de pågældende må anses at have øjeblikkelig brug for, f.eks. toiletsager, sæbe, undertøj osv.

Da pakkerne skal afgå som samlet sending, bedes de indleveret snarest muligt til Dansk Røde Kors, Amaliegade 18, København K., kl. 10-16.

Kilde: Hejmdal, 21. september 1944

1944 – Tyskerne har ikke overtaget dansk polititjeneste

Der er oprettet to tysk-danske udrykningskommandoer i København

Fra Dansk Pressetjeneste i Stockholm har den svenske radioavis mandag aften bragt en meddelelse om, at tysk politi mandag havde overtaget politiet i Danmark, at en række højere danske politimænd var arresteret, politistationerne besat og politifolk internet, samt at politimyndigheden skulle overgå til Schalburgkorpset.

Efter hvad Ritzaus Bureau erfarer fra kompetent dansk side, savner disse meddeleler ethvert faktisk grundlag.

Senere i samme udsendelse bragte den svenske radioavis i øvrigt et telegram fra Tidningarnas Telegrambyråds korrespondent i København, hvori der fandtes et faktisk dementi af meddelelserne fra Dansk Pressetjeneste, idet det blev meddelt, at der ikke forelå nogen ændring i det danske politis stilling og opgaver.

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 18. januar 1944.

1943 – Alle internerede soldater hjemme senest fredag

Det drejer sig i alt om godt 7.000 værnepligtige

Hjemsendelsen af de internerede soldater, der ledes af danske befalingsmænd, kan ifl. Social-Demokraten ventes afsluttet således, at samtlige værnepligtige af hær og søværn vil være hjemsendt senest fredag den. 15. oktober.

Fra garnisionen i Næstved er hjemsendt ca. 1.000 mand. Der har fundet ca. 200 hjemsendelser sted fra Jægersborg Kaserne, ligesom hjemsendelserne fra Avedørelejren, Sandholmlejren og Jægerspris er begyndt. Det drejer sig ifølge bladet formentlig om i alt ca. 5.000 værnepligtige fra hæren. Inden for marinen er hjemsendelsen begyndt af 950 internerede fra KB-Hallen, 100 fra søværnets kaserne og 300 fra Sundholm, og igår hjemsentes yderligere 75 fra Lynetten, 70 fra søværnets kaserne, 760 fra HEKLA. […]

Kilde: uddrag, Kolding Folkeblad, 11. oktober 1943.

1943 – De internerede danske soldater løslades

Frigivelsen begynder i de nærmeste dage

Officielt meddeles:

Efter at jøderne, som ved deres tyskfjendtlige ophidselsesvirksomhed og deres moralske og materielle støtte til terror- og sabotagehandlinger, hvilket i væsentlig grad har bidraget til skærpelsen af situationen i Danmark, ved de fra tysk side trufne forholdsregler er bleven udskilt af det offentlige liv og hindret i fortsat af forgifte atmosfæren, vil der som opfyldelse af det ønske, der næres i videre kredse af den danske befolkning, i det nærmeste dage blive påbegyndt løsladelse af internerede danske soldater, og løsladelsen vil finde sted i det tempo, der bestemmes af de tekniske muligheder. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 2. oktober 1943

1943 – Hollands soldater atter i tysk krigsfangenskab

På grund af episoder, der skyldes den engelske propaganda

Berlin, S.T.B. Fredag morgen

Efter den hollandske hærs kapitulation blev de hollandske soldater i Tyskland hjemsendt, men nu skal de efter et af den tyske flyvergeneral i Holland, general Christiansen, udstedt dekret atter melde sig til de tyske myndigheder for at begive sig i tysk krigsfangelejr. Dette gælder både menige og officerer. Dette skrift er taget på grund af de skuffelser, som de tyske myndigheder har lidt. Især i kystområdet er der forefaldet episoder, som skyldes den engelske propaganda. Af samme grund blev allerede i maj måned sidste år de tidligere professionelle officerer i den hollandske hær fængslet.

Foreløbig kun tale om meldepligt

I forbindelse med meddelelser i den udenlandske presse om en tilbageførelse af medlemmer af den tidligere hollandske hær til tysk krigsfangenskab henvises der i herværende militære kredse til, at der foreløbig drejer sig om en meldepligt, som officerer, underofficerer og menige i den tidligere hollandske hær. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 30. april 1943.

1942 – Kolding-sømand hjem fra koncentrationslejr i Sahara!

Ude for en række oplevelser i Vestafrika efter den 9. april 1940, da franskmændene overtog det danske skib BIRGIT, der kom fra Kolding.

En Kolding-sømand, som har været ude for lidt mere end det almindelige, er vendt hjem fra en rejse, der kom til at forme sig helt anderledes, end han havde tænkt sig. Det er sømand Carl Højer, Låsbytoft 4, som den 20. marts 1940 tog hyre på damperen BIRGIT, som da lå i Kolding havn og skulle til Sydafrika. Den 9. april 1940 ændrede helt alle beregninger, og de danske søfolk kom ud for en række oplevelser, som ikke alle var af lige behagelig art. Carl Høyer fortæller, at BIRGIT den 10. april om morgenen lå ud for Dakar i fransk Vestafrika, hvor der kom lods ombord og spurgte , hvad vi var for nogle. Ja, vi var da danske. HAR været! replicerede lodsen.

Fængslet i Casablanca

Så fik vi at vide, hvad der var sket dagen i forvejen; at tyskerne havde besat Danmark. Det ville vi til at begynde med ikke tro; men da vi kom i land og alle steder fik den samme besked, måtte vi jo indstille os på kendsgerningen, hvor svært det end var. Vi fik i ballast til en plads i Sydafrika, Libreville, for at hente Mahognitræ. Vi fik valget mellem at blive interneret eller sejle for de allierede. Vi valgte det sidste, men nægtede at sejle for den lave franske hyre. Vi blev så alle jaget om bagbord, og styrbord stillede nogle franske officerer sig om til indskrivning. Vi fik at vide, at vi nu alle skulle gå forbi og svare, hvad vi ville. Den første mand gik forbi og mælede ikke et muk, og alle vi andre gjorde ligeså. Så blev vi meget energisk jaget i land – fik slet ikke lov at gå ned og tage noget med os – og smidt i et fængsel med nogle små, beskidte celler, tre mand i hver. Der var vi i 5 dage og var i den tid ikke uden for cellen. Der gaves ikke tilladelse til at gå udenfor for at “træde af på naturens vegne”. Det måtte vi så besørge i et hjørne af cellen. Det var ikke hyggeligt efterhånden. […]

I koncentrationslejr i ørkenen

Da franskmændene overtog skibet, blev vi sat i land og ført til en koncentrationslejr i Azamur, der ligge i udkanten af Saharaørkenen. Der var 300 fanger af 14 nationaliteter, deriblandt 18 danske og over 100 nordmænd. Desuden belgiere, hollændere og en masse jøder, både kvinder og børn. […] Der blev søgt og søgt om hjemtilladelse; men det blev stadig ikke til noget – før den 10. november, da slog frihedens time for os sømænd, og hjemrejsen kunne begynde i bus til Casablanca, derfra med tog til Algier, hvortil vi kom den 18. november og blev bragt ombord i en fransk damper. Den kom ikke derfra før den 3. januar i år, så vi måtte holde jul i Algier. […]

Endelig den 3. januar kom vil Marseille, hvor vi blev godt beværtet. Derfra gik turen i 2. klasses vogn til Berlin. […] Derfra fik så turen til København og for mit vedkommende videre til Kolding, slutter Carl Højer sin beretning.

Højer har kone og to børn. Det første halve år anede de overhovedet intet om, hvor Højer var henne, og han fik det første brev hjemmefra nytårsaften 1941.

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 3. februar 1942.