1943 – Opløsningen af den kommunistiske internationale

J. Stalins svar og den sovjetiske forklaring om opløsningen af den kommunistiske internationale. Uddrag:

Opløsningen af den kommunistiske internationale er en rigtig beslutning på det rigtige tidspunkt, fordi den gør det lettere at organisere alle frihedselskende nationers fælles stormløb mod den fælles fjende: Hitlerismen.

Opløsningen af den kommunistiske internationale er en rigtig beslutning fordi:

a) den afslører Hitleristernes løgn om, at ”Moskva” har i sinde at blande sig i andre staters liv og ”bolsjevisere” dem. Denne løgn kommer man fra nu af ingen vegne med.

b) den afslører den bagvaskelse, som kommunismens modstandere inden for arbejderbevægelsen udspreder om, at de kommunistiske partier i de forskellige lande ikke handler i deres eget folks interesse, men på ordre ude fra. …

c) den gør det lettere for patrioterne i de frihedselskende lande at forene de progressive kræfter i deres respektive lande, uanset parti eller religiøs overbevisning, i en fælles national frihedslejr med det mål at give kampen mod fascismen endnu større omfang.

d) den gør det lettere for patrioterne i alle lande at forene alle frihedselskende folk i en fælles international lejr til kamp mod Hitlerismens truende verdensherredømme og skaffer samtidig fri bane for organiseringen af et kommende venskabelig forbund mellem folkene på grundlag af deres ligeberettigelse.

Jeg tror, at alle disse omstændigheder tilsammen vil føre til fortsat styrkelse af de allieredes og de andre forenede nationers enhedsfront i deres kamp for sejren over Hitler-Tyranniet.

Jeg mener, at opløsningen af den kommunistiske internationale kom på det helt rigtige tidspunkt, fordi det netop nu, da det fascistiske rovdyr anspænder sine sidste kræfter, er nødvendigt at organisere et fælles stormløb fra de frihedselskende landes side for at gøre det af med dette rovdyr og befri folkene for den fascistiske undertrykkelse.

Med agtelse
J. Stalin, 28. maj 1943

Kilde: Sovjetunionen i krig, af J. Stalin (1945), forlaget Tiden

1943 – Lykønsknings-telegrammer

Lykønsknings-telegrammer fra J. Stalin sendt i anledning af engelsk-amerikanske troppers sejr i Nordafrika, 8. maj 1943.

Premierminister Churchill, London.

Jeg lykønsker dem og de heltemodige britiske og amerikanske tropper med den strålende sejr, der har ført til Bizertas og Tunis’ befrielse for Hitler-Tyranniet. Jeg ønsker Dem fortsat fremgang.

J. Stalin.

Præsident Roosevelt, Washington.

Jeg lykønsker dem og de heltemodige britiske og amerikanske tropper med den strålende sejr, der har ført til Bizertas og Tunis’ befrielse for Hitler-Tyranniet. Jeg ønsker Dem fortsat fremgang.

J. Stalin.

Kilde: Sovjetunionen i krig, af J. Stalin (1945), forlaget Tiden

1943 – Stalin om Polens fremtid

Stalins svar på henvendelse fra amerikansk journalist vedrørende Polens fremtid.

Hr. Parker!

Den 3. Maj modtog jeg deres to spørgsmål angående det polsk-sovjetiske forhold.

Jeg sender dem hermed mine svar:

1. Spørgsmål: Ønsker Sovjetunionens regering at se et stærkt og uafhængigt Polen efter Hitler-Tysklands nederlag?

Svar: Ja, ganske afgjort.

2. Spørgsmål: Hvilke grundlag må forholdet mellem Polen og Sovjetunionen ud fra deres synspunkt bygge på efter krigen?

Svar: På et solidt og godt naboforhold og gensig agtelse eller, hvis det polske folk ønsker det, på et forbund om gensidig hjælp mod tyskerne som Sovjetunionens og Polens hovedfjender.

Med Agtelse
J. Stalin, 4. maj 1943

Kilde: Sovjetunionen i krig, af J. Stalin (1945), forlaget Tiden

1941 – Stalins radiotale (uddrag)

Den 3. juli 1941 holdt den sovjetiske statsleder Stalin radiotale til det sovjetiske folk og dets allierede i kampen mod Tyskland, der den 22. juni begyndte en invasion af Sovjetunionen.

Kammerater! Medborgere! Brødre og søstre! Soldater i vor hær og flåde!

Det er jer, jeg henvender mig til, mine venner!

Hitler-Tysklands lumske militære overfald på vort fædreland, som blev påbegyndt den 22. juni, varer ved. Til trods for den Røde Hærs heltemodige modstand, …

Hvordan kunne det gå til, at vore berømmelige røde hær har overgivet en række af vore byer og områder til de fascistiske tropper? Er de tysk-fascistiske tropper virkelig uovervindelige, således som de pralende fascistiske propagandister ustandselig udbasunerer?

Selvføleligt ikke! Historien viser, at der ikke eksisterer og aldrig har eksisteret uovervindelige hære. Napoleons hær blev anset for at være uovervindelig, men den blev skiftevis slået af de russiske, engelske og tyske tropper. Kejser Wilhelms tyske hær under den første imperialistiske krig blev også anset for at være uovervindelige, men den led flere gange nederlag overfor de russiske og de engelsk-franske tropper og blev til sidst slået af de engelsk-franske tropper. Det samme må man i vore dage sige om Hitlers tysk-fascistiske hær. Denne hær er endnu ikke stødt på alvorlig modstand på det europæiske fastland. Først på vort territorium er den stødt på alvorlig modstand. Og når den tysk-fascistiske hærs bedste divisioner som følge af denne modstand er blevet slået af vor røde hær, så betyder det, at Hitlers fascistiske hær også kan blive slået og vil blive slået på samme måde som Napoleons og Kejser Wilhelms hære blev det.

Når en del af vort territorium alligevel er blevet besat af de tysk-fascistiske tropper, så er den vigtigste forklaring den, at det fascistiske Tysklands krig mod Sovjetunionen blev påbegyndt under betingelser, der var gunstige for de tyske tropper og ugunstige for Sovjettropperne. Sagen er den, at Tyskland som krigsførende land allerede havde mobiliseret sine tropper fuldstændigt, og de 170 divisioner, som Tyskland havde kastet mod Sovjetunionen og koncentreret ved Sovjetunionens grænser, var i alarmberedskab og ventede kun på signalet til at rykke frem, medens sovjettropperne først skulle mobiliseres og transporteres til grænsen. Det spillede også en betydelig rolle, at det fascistiske Tyskland uventet og forræderisk brød den ikkeangrebspagt, som var blevet afsluttet mellem det og Sovjetunionen i 1939, uden at tage hensyn til, at hele verden vil betegne Tyskland som den angribende part. Det er klart, at vort fredselskende land ikke ville tage initiativet til at bryde pagten og ikke kunne handle mod sit givne ord.

Hvad vandt vi ved at afslutte en ikkeangrebspagt med Tyskland? Vi sikrede vort land fred i halvandet år og fik mulighed for at gøre vore styrker rede til forsvar, hvis det fascistiske Tyskland skulle tage risikoen og overfalde vort land til trods for pagten. Det er afgjort en gevinst for os og et tab for det fascistiske Tyskland. … Det opnåede, at dets tropper en kort tid fik en ret fordelagtig stilling, men det tabte politisk, idet det for hele verdens øjne afslørede sig som en blodig aggressor.

Krigen mod det fascistiske Tyskland må ikke betragtes som en almindelig krig. Den er ikke blot en krig mellem to hære. Den er samtidig hele Sovjetfolkets store krig mod de tysk-fascistiske tropper. Målet for denne folkets fædrelandskrig mod de fascistiske undertrykkere er ikke blot at fjerne den fare, vort land svæver i, men også at hjælpe alle de nationer i Europa, der stønner under den tyske fascismes åg. I denne befrielseskrig kommer vi ikke til at stå alene. I denne store krig vil vi få trofaste forbundsfæller i Europas og Amerikas folk, deriblandt også det tyske folk, der er trælbundet af de hitleristiske førere. Vor krig for vort fædrelands frihed vil smelte sammen med den kamp, som Europas og Amerikas folk fører for deres uafhængighed og demokratiske friheder. Det bliver en sluttet front af folk, der forsvarer friheden mod slaveri eller truende slavier under Hitlers fascistiske hære. I denne forbindelse er den historiske tale, som Storbritanniens premierminister, Winston ChurSovjechill, holdt om hjælpen til Sovjetunionen, og U.S.A.’s regerings deklaration om sin beredvillighed til at yde vort land hjælp fuldt ud forståelige og karakteristiske og kan kun fremtaknemmelighed i Sovjet-folkenes hjerter.

Vi må med alle vore kræfter støtte vor heltemodige røde hær, vor berømmelige røde flåde!

Alle folkets kræfter må sættes ind for at knuse fjenden! Fremad til sejren!

Kilde: Sovjetunionen i krig, af J. Stalin (1945), forlaget Tiden

1939 – Russerne havde ingen god dag i går

Den finsk-russisk krig udkæmpes voldsomt og brutalt. Angiveligt led russerne store tab på op imod 20.000 mand ved slaget om Sala. Finnerne har indtilvidere afværget angrebene på Mannerheim-linjen. Særligt kulden lammer fronten, hvor der er mange sårede som fryser ihjel i polarnatten.

Russerne havde ingen god dag i går, og hos finnerne er optimismen for sejr stor. I dag, på Stalins fødselsdag, forventes der nye russiske angreb.

Finnerne beretter om at de har stor held i kampen mod de russiske tanks, der har vanskeligt ved at klare sig i sneen.

Det diskuteres stadigt i de internationale samfund, om der skal sendes militær hjælp til finnerne.

Kilde: Kol. Folkeblad, 21. dec 1939, forsiden