1942 – Den vilde jagt efter katte gået ind

Der bør være en maksimalpris på katteskind!

Vore husdyr, kattene, er i alvorlig fare. Det er nemlig en kendsgerning, at der drives en udbredt jagt på disse dyr, og at ikke altid går helt af uden pinsler for de stakkels dyr, kan man vist gå ud fra. Katten er et overmåde nyttigt dyr, som er til stor gavn for samfundet ikke mindst i disse tider. Hvordan ville det ikke have set ud, hvis kattene ikke havde udfyldt den meget væsentlige mission, de har: at holde bestanden af rotter og mus nede? Disse skadedyr ville have været en plage i endnu højere grad, end de er det nu, og derfor må der gøres noget for at hindre, at kattenes antal indskrænkes væsentligt.

Da skindhandleren købte sin egen kat!

I øvrigt gives der eksempler på, hvilken utrolig frækhed, kattejægerne ofte er i besiddelse af. En af Horsens’ skindhandlere var forleden ude for et særlig graverende tilfælde. En mand kom ind i forretningen og solgte et par katteskind til en af hans medhjælpere. Nu havde skindhandleren lige mistet sin egen kat på uforklarlig måde, og derfor gav han sig bagefter til at undersøge skindene meget grundligt. Stor var hans forbavselse, da han opdagede, at hans egen kat lå foran ham – eller i hvert fald skindet af den!

Ovre fra Sjælland, hvor jagten efter katteskindene går mindst lige så vildt som i Jylland, fortælles en anden artig historie om en skattejæger. En sådan opkøber var på sin vej komme ttil en ret afsides egn, hvor der stod en gammel, fattig kone uden for sit hus og klappede sin kælne kat. Hun spekulerede vist samtidig på, hvor hun skulle få sit næste måltid mad fra. Opkøberen begyndte at smiske lidt for hende om den søde og smukke kat, hun havde – den ville han rigtig nok gerne købe. Han bød hende straks en daler for den. Det var mange penge, og den gamle kone slog til. Manden stoppede katten i sin sæk på ryggen og travede videre. Hen på eftermiddagen kom han tilbage. Han traf konen udenfor huset igen. Op af sin sæk tog han nu det flåede kattelig og sagde til konen: “Værsgo, her er Deres kat igen. Resten her har jeg ikke brug for, men De kan lave en ganske herlig steg af den ved at tilberede den på den og den måde!” […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 10. april 1942.

1941 – En fest med marsvin på menuen

Marsvinjagten i Lillebælt har hidtil givet et udbytte af 175 “svin”, og deraf er ca. 150 fanget i december. Resultatet betegnes som tilfredsstillende, når henses til, at fangsten svigtede i november, for vind og strøm var imod. Det har vist sig, at de marsvin, der er fanget i den sidste tid, har betydelig mere spæk end de første, og da spækken er det værdifuldeste, har den sidste tids fangst forøget den økonomiske udbytte væsentligt, meddeler ‘Fyns Venstreblad’. For øvrigt udnyttes alt på marsvinet, skindet garves til læder, der skal være lige så stærkt som svinelæder. Indvoldene går til rævefarme, og benene til benmelsfabrikker.

Kun har det knebet at få kødet afsat, idet der er en vis modvilje mod at spise marsvinekød; men nu har Marsvinelauget i Middelfart ført beviset for, at det ikke blot er spiseligt, men endog er en lækkerbisken. Lørdag aften samledes laugets medlemmer og enkelte af fangerne til et gilde på Vestfyns Forsamlingshus, hvor der udekukkende var marsvin på menuen. Først serveredes snitter med røget marsvinefilet og siden marsvinefilet, stegt som vildt. Serveringen gjorde stor lykke – den røgede filet blev endog sammenlignet med røget laks; men den mindede dog mere om røget rensdyrkød, både i smag og udseende. […]

Efter denne debut vil man sikkert snart møde marsvinet på det berømte danske brød.

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 23. december 1941.

1941 – Krigserklæring til marsvinene i Lillebælt

Den historiske marsvinejagt genoptages for at skaffe fedtstoffer. 1.000 marsvin skal lade livet i Gamborg Fjord og afkoges på Islands Brygge.
Marsvines-jagten skal genoptages! Fra Middelfart, der i flere sekler har været centrum for denne specielle jagt, meddeles, at ti mænd har startet et marsvins-laug, således som man også havde det under den forrige krig. Gamborg Fjord er det eneste sted, hvor disse Danmarks hvaler kommer i flokke. Men da man i 1917-18 genoptog marsvins-jagten for at skaffe fedt, slog man forretningen alt for stort op – og da den dag kom, hvor marsvinene ikke mere havde interesse, var der ikke få aktionærer, der sad tilbage med smerten. Det nystiftede selskab har draget lære af de bitre erfaringer fra hine dage, da man kun tænkte på marsvinene som en slags svømmende aktiebreve, der ville give 100 procent i udbytte. Nu drejer det sig om noget helt andet, nemlig fremskaffelse af et hårdt tiltrængt supplement til behovet af de tekniske fedtstoffer, der igen skal danne grundlaget for fremstilling af visse livsvigtige præparater. […]

Om få dage udspændes særlige marsvingarn i Lillebælt: Marsvinene vil blive tvunget ind på de særlige vandområder, hvorfra de i flokke ledes ind i Gamborg Fjord, og her begynder så slagtningen, der i mangt og meget minder om grindefangsten på Færøerne. Det menes, at der i september og oktober vil kunne blive indfanget ca. 1.000 marsvin. […]

Kilde: Uddrag, Social-Demokraten, 2. september 1941.

1941 – Særligt jagtpoliti og kamp mod krybskytterne

Myndighederne og jagtorganisationerne har udarbejdet et forslag, der overvejes af rigspolitichefen.

Dansk Jagtforening udsendte i går sin årsberetning for 1940-41. Beretningen giver en udmærket oversigt over det store arbejde, denne jagtorganisation har udført under de for jagtsportens udøvere så vanskelige forhold. Dansk Jagtforenings medlemstal er stadig stigende. Der nu godt 22.000 medlemmer alene i de første tre måneder fra 1. april til 1. juli er indmeldt 1.000 nye medlemmer. Det oplyses, at vildtet synes at være kommet godt over den strenge vinter, men beskydningen til efteråret bør ske med nænsomhed.

Jægerne ser med nogen bekymring på de mange landvindingsprojekter – hedder det i beretningen – men er klar over, at jægernes interesse må vige, når der med rimelig bekostning kan indvindes væsentlige økonomiske værdier.

Uforsonlig kamp mod krybskytterne
I et særligt afsnit i beretningen meddels, at der er ført forhandlinger angående jægernes ønske om oprettelse af et særligt jagtpoliti. Dansk Jagtforening og Landsjagtforeningen har i samarbejde med myndighederne – hvis repræsentant har været politikommissær Holten, der selv er jæger – udarbejdet et forslag, der nu overvejs af rigspolitichefen. Baggrunden for forslaget er kravet om en uforsonlig kamp mod krybskytterne, og de 80.000 jægere, der alle har løst jagttegn, tiltræder ganske dette krav […]

Kilde: Uddrag, Horsens Social-Demokrat, 14. juli 1941.

1941 – Marsvinefangsterne i Lillebælt begynder om en måned

Siden planerne om genoplivning af marsvinsjagterne i Gamborgfjorden kom frem, er der fra de interesseredes side arbejdet på at få alle forberedelser til side, men der er naturligvis mange specielle ting at tage hensyn til på dette felt, der ikke har været dyrket i 25 år, og det har været forbundet med betydelige vanskeligheder at skaffe ikke blot garn, men også det fornødne tovværk.

Nu er det imidlertid ved at lysne, idet garnet ventes i disse dage, og med hensyn til mandskabet har man allerede længe været sikret, idet det nødvendige antal vordende marsvinsjægere straks tegnede sig. Derimod oplyser fangstlederen, restauratør Johs. Thiesen, Teglgaard, overfor Mdf. Vbl., (red. Middelfart Venstreblad) kniber det noget med at få det tilstrækkelige og egnede bådmateriel, ligesom man må søge benzin til en motorbåd, idet en sådan er nødvendigt til jagten – men det opnås sikkert at få dette i orden. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 27. september 1941.

1941 – Jægerne vil oprette en vildtcentral

Landsjagtforeningens årsmøde i Vejle i går.
Landsjagtforeningen af 1923 holdt i går årsmøde i Vejle. Formanden, redaktør C. C. Andersen, København, åbnede mødet med en tale for kongen, hvorefter mødet afsendte en telegrafisk hilsen. Af beretningen fremgik det, at Landsjagtforeningen nu har 23.500 medlemmer i 580 afdelinger. Det er en fremgang på 1.000 medlemmer og 12 afdelinger. Der er 85.000 jægere i Danmark, hvoraf halvdelen er medlemmer af en af de to store jagtorganisationer. De ekstraordinære forhold efter april i fjor medførte mange vanskeligheder for jægerne, men myndighederne var meget forstående overfor jægernes ønsker, og det lykkedes at gennemføre visse lempelser i forordningerne, hvorved jagten kunne opretholdes med visse begrænsninger. Landbrugsministeriet havde vist jagtsagen megen velvilje.


Det oplystes, at vildtforbruget herhjemme er steget, og jægerne mener, at vildtet kan blive et betydningsfuldt supplement til ernæringen i en tid, hvor alle muligheder bør udnyttes […] Det er jægernes opfattelse, at afsætningssystemet er uheldigt, og man ønsker derfor oprettet en salgscentral på andelsbasis. Det menes, at der på denne måde kan opnås bedre priser til jægerne og samtidigt billigere priser for forbrugerne […]

Kilde: Uddrag, Socialdemokraten, 15. juni 1941.