1942 – General With i Kolding

Det frie Nord er en forsvarsforening, som vil bekæmpe den radikale selvopgivelses-propaganda.

’Frie ord om nordisk forsvarsforbund’ lød titlen på general E. Withs foredrag i aftes på Hotel Kolding ved Det frie Nords møde. Generalen talte for en tætpakket sal, og det, han sagde, var også – som lovet – særdeles frit. i 2 timer holdt han med temperament og kraft forsamlingen i ånde, idet han langede ud til højre og venstre, mest til de radikale, og sluttede med at konkludere sit foredrag i, at “den 9. april bærer vi ganske selv skylden for”, idet et stærkt nordisk forsvarsforbund ville have afskaffet det militære tomrum, som nødvendiggjorde besættelsen af Danmark og Norge, og desuden rimeligvis kunne have hindret overfaldet på Finland. […]

General With vil genvække forsvarsviljen i vort folk

Efter at man havde sunget ‘Jeg vil værget mit land’, fik general With ordet. Foreningen Det Frie Nord har to opgaver, sagde han indledede. For det første vækkelsen af forsvarsviljen i vort folk og dernæst at fremme forståelsen for, at Nordens fremtid og frihed må bygges på et fællesnordisk forsvarsforbund og ikke på drømmelandet Genève. Generalen kom ind på en omtale af den radikale ‘Hvad kan det nytte’-agitation, der drives under paraplyen Dansk Samling, en “paraply”, som generalen ikke selv var under under – og han var for resten heller ikke medlem af Det konservative Folkeparti, men tværtimod på kant med dets formand. Han gennemgik forskellige afsnit fra historien vedrørende det nordiske samarbejde. […]

Vil ikke kræve nogen ny forsvarslov nu, men berede den

Jeg vil ikke som min kollega, oberst Jessen, kræve en ny forsvarsordning i dag. Vi kender jo ikke krigens resultat. Jeg ønsker kun at være med til at vække forsvarsviljen, således at den er der, den dag, der kræves handling. Vi frelses kun med viljen til livet. Denne vilje lever i dag i hjemmefrontens stille kamp for vor fremtid. Det radikale partis agitation har været og er desværre stadig selvopgivelsens forfalskede propaganda (hørt). Vi ønsker kun et neutralitetsværn, som er udtryk for vor fredsvilje. […]

Efter at fru Heiberg-Jørgensen havde takket, gav den aldrende general, der nu er at par og halvfjerds, men i ungdommelig vigør, nogle praktiske oplysninger, og mødet sluttede med ‘Kongernes Konge’. Der indlemmes 60 nye medlemmer, så afdelingen (i Kolding red.) nu har 126; men man skulle gerne meget højere op.

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 15. april 1942.

1942 – Benzinmangelen katastrofal for Koldings læger

Sygebesøg på landet foregår til fods og pr. kane.

Når man i angstfyldte timer har ventet på sin læge til sit syge barn og ved, at lægens forsinkelse skyldes, at han mp stride sig frem til fods og pr. kane på drøje og trælsomme landture, fordi han mangler benzin til sin lille bil, så kan man godt – med lægerne – blive noget bitter over, at der stadig er benzin til de store benzinslugende lastbiler, medens lægernes kørsel må indstilles, skønt det her drejer sig om menneskers liv og helbred.

Vi har i dag søgt at komme i forbindelse med læge dr. med. J. Jessen, en af Kolding-lægerne, der har en stor landpraksis, men det var os ikke muligt. Dr. Jessen er på farten de fleste af døgnets timer, og navnlig efter at hans benzintildeling for nogle dage siden slap op, er det rent galt. I stedet for må vi tale med den bekymret og ængstelig lægehustru, der må svare for sin mand og fortælle lidt om, hvordan en Kolding-læge i disse tider må bjærge sig igennem til sine patienter.

Selv om min mand kører en meget benzinsparende lille bil, så har han nu ikke mere benzin tilbage af de 90 liter, han fik den 21. januar. Hvor længe det varer, før han igen får benzin, ved ingen vist med bestemthed, men det bliver nok først en gang i næste måned. Han har søgt både på Politikontoret, hos politimesteren og i Benzinnævnet, men alle steder har han fået at vide, at der ikke kan gives mere benzin – og der anvises den udvej, at min mand kan lade sin bil påmontere en generator. Men en sådan kan jo slet ikke anvendes til den megen kørsel i byen og i periferien. Derfor tænker min mand på at få en elektrisk bil til bykørslen og en generatorbil til landpraksis.

En droskevogn eller en taxa er det ofte næsten en nådesag at få om dagen, da de jo kun får tre liter benzin om dagen, og om nattet er det lige ved at være en umulighed. Så har de opbrugt deres ration og kan ikke påtage sig at køre mere. […] I dag og i de kommende dage må min mand ordne sig på den måde, at der ved de landbesøg, hvor han tilkaldes, holder kaner parat og venter på ham. Så holder kanerne og venter, efterhånden som han når frem. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 18. februar 1942.