1942 – Intet forlig om den ulovlige strejke

Hvis arbejdet ikke genoptages inden fredag, afsiges der voldgiftskendelse.

Der holdtes, som omtalt, i går et fællesmøde i København i anledning af arbejdsmændenes ulovlige arbejdsnedlæggelse på Mejeriernes Maskinfabriks støberi. i fællesmødet deltog fra maskinfabrikken direktør Markus Hansen, driftsleder Sørensen og støbemester, civilingeniør Jochumsen, medens de strejkende arbejderes tillidsmand og fagforeningens næstformand, Jensen, sammen med københavnske fagrepræsentanter repræsenterede modparten. Fra frabrikkens side blev det krævet, at der straks skulle afsendes et telegram til de strejkende om at genoptage arbejdet, men fra den anden side hævdedes det, at et sådant påbud ville være frugtesløst, da man allerede havde søgt at formå de strejkende til at genoptage arbejdet. Mødet hævedes derefter. Hvis arbejdet ikke er genoptaget senest fredag, vil voldgiftsretten omgående afsige kendelse […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 11. august 1942.

1941 – Ikke til at opdrive fedt i Kolding

Det er værre her end i andre byer, men man venter, at det kun er en overgang.

Det er ikke til at opdrive fedt i Kolding, og mand og mand imellem spørger man, hvor fedtet er blevet af. Slagtermester Jochumsen udtaler på vor henvendelse, at det er rigtigt nok, at det er værre i Kolding end andre steder. Men også i Odense og Aarhus klager man over fedtmanglen. Årsagerne kan være flere: slagteriernes andelshavere kan få 5 kg. fedt hos slagteriet, og dertil kommer, at nu, der ikke er mere margarine, stiger efterspørgslen efter fedt. Men i løbet af et par uger eller tre vil det sikkert rette sig, fortsætter hr. Jochumsen, idet han minder om, at der også i fjor på denne tid var en overgang, hvor det var vanskeligt at få fedt. Da ville alle jo have halve grise […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 5. september 1941.