1940 – Grænsegendarm Birk begravet på Taps Kirkegård

Lørdag eftermiddag den 13. april 1940, blev grænsegendarm Johannes Birk, begravet på Taps Kirkegaard. Birk blev om morgen den 9. april dræbt, da tyskerne trængte ind i Danmark. Mange mennesker var mødt op, i det lille landssogns kirke, bl.a. gendarmeriets chef, oberst Paludan Møller og adskillige gendarmer, der sås også flere faner. Fra kongehuset havde kongen sendt en krans til graven.

Det er med Sorg og Deltagelse, at vi følger en dansk Mand, en kærlig Far og Ægtefælle til Graven. Han gav sit Liv for sit Folk, han gjorde sin Pligt og derfor siger vi Tak. Vi maa trøste os med, at Død og Lidelse ikke er sidste – Døden er Indgangen til livet.

Pastor Dalby Petersen, begravelses prædiken, 13. april 1940

Ved graven talte oberst Paludan Møller, der i en hilsen overbragte kongens dybeste medfølelse. Af andre talere var grænsegendarm Mathiasen, Bov og den afdødes bror Niels Birk, som takkede følget for den venlige deltagelse.

Kilde: Gribende Jordefærd i Taps, Kolding Socialdemokrat, 15. april 1940

1940 – Tre gendarmer blev dræbt ved Padborg

En politimæssig undersøgelse under ledelse af kommissær O. Himmelstrup
Tre danske grænsegendarmer blev ifg. Kolding Folkeblad dræbt ved Padborg under den tyske indrykning. Den ene blev dræbt på stedet. De to andre udåndede kort efter, at de var kommet til behandling. De blev ramt uden for jernbaneviadukten. De faldne er overgendarmerne Johs. Birk, Albertsen og Hansen – Birk stammede fra Taps og kom til Padborg ved Genforeningen. Overgendarm Hansen stammede fra Brørup og overgendarm Albertsen havde gjort tjeneste i Grænsegendarmerikorpset i 21 år.
Birk efterlader sig hustru og en søn. Også overgendarm Hansen var gift, men barnløs. Kriminialkommissør O. Himmelstrup foretager for tiden sammen med det lokale politi undersøgelser om omstændighederne ved de tre overgendarmers død.
Fredag middag blev de tre bårer fra Statshospitalet i Sønderborg ført til hjemmene i Padborg. Langs hele vejen flagedes der på halv stang, og grænsegendarmeriets personale i Graasten havde taget opstilling ved indgangen til byen for at vise de døde kammerater den sidste ære. Ved Smedeby Bakke havde grænsegendarmerne fra 8. afsnit, jernbanepersonalet, toldpersonalet og politiet fra Padborg taget opstilling of ledsagede bårerne til kapellet. I Padborg vejede flagene overalt på halv stang.

Kilde: Aarhus Amtstidende, 15. april 1940.