1944 – Ægteparret Lyhne begravet i fællesgrav i går

En gribende jordefærd i Tved ved Thisted

Det unge ægtepar Iver og Elizabeth Lyhne, Kolding, som blev dræbt ved ulykken i Vestjylland i søndags, begravedes i går eftermiddags på Tved Kirkegård ved Thisted under meget stor deltagelse. Overalt i sognet var flagene hejst på halv som den sidste hilsen til de to unge mennesker, der nu blev stedt til hvile i den del af landet, hvor de var vokset op, og hvor de følte, de havde rod.

Der indledtes med en højtidelighed i fru Lyhnes forældres hjem, hvor lærer Svendstrup talte. De to kister førtes derpå til kirken, der var pyntet med sørgeflor og eftersommerens skønne blomster. Mange kranse var sendt til de to bårer, signerede bl.a. fra Tømrerens Fagforening i Kolding og fra arbejdskammerater i Kolding. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 2. september 1944.

1944 – Faldet som Danmarks trofaste søn

Kaptajn Mackeprangs gribende jordefærd

København, fredag, VP.

Kaptajn Gustav Blom Mackeprang jordfæstedes i går under stor deltagelse fra Messiaskirken i København. I store følge bemærkedes formanden for Det Frie Nord, Erik With, professor Vilhelm Grønbech, fhv. museumsdirektør Mackeprang, oberst Permin og mange andre.

Pastor L. P. Fabricius talte smukt over afdøde og fremhævede hvorledes han i denne tid havde øvet en opbyggende gerning. Midt i nedbrydningen stod han som repræsentant for dem, der ville bygget vort folk op igen. Han er faldet som Danmarks trofaste søn og med ære svøbt i vort gamle flag. Til slut læste pastor Fabricius en sidste hilsen fra fru Mackeprang, som udtrykte håbet om, at tusinder ude i landet af ham vil lære uforfærdet at tjene og værne.

Ved graven bragte general With en varm tak fra Det Frie Nord.

Kilde: Kolding Folkeblad, 10. marts 1944.

1941 – Esbjergfiskerne fulgte bombeflyvernes offer til graven

Der er ikke ved nogen tidligere begravelse set et sådant væld af signerede kranse.

Næsten hele Esbjergs fisker-befolkning deltog i fiskeskipper Zebis’ jordefærd på Fovrfeld Gravlund i går. De ville dermed give udtryk for, at de følte sig grebet af denne modige vesterhavsskippers død under mørke bombeflyveres bomberegn, medens han lå alene ude på fiskepladsen sammen med sine medhjælpere og røgtede sit farefulde hverv. Kapellet, der kan rumme 2-300 mennesker, fyldtes hurtigt og udenfor stod mindst lige så mange. Kransene dyngede sig op foran koret og i midtergangen, og en mængde kranse måtte på grund af pladsmangel i kappet føres direkte til graven. Der er næppe ved nogen tidligere begravelse i Esbjerg set et så stort antal signerede kranse. Der var i alt omkring et hundrede. De fleste af kutter-besætningerne viste på denne måde deres deltagelse, og desuden var der sendt signerede kranse fra Esbjerg Fiskeriforening, Vestjysk Fiskeriforening, Esbjerg Fiskeeksportørforening, Vestjydsk Krystalisværk og mange flere. de to fiskeriforeninger og Marineforeningen var mødt med faner. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 22. september 1941.