1941 – Smuk julegave til Nikolai Kirke

En anonym giver har skænket et klokkespil til tårnet.

Efter sin prædiken i Sct. Nikolai Kirke juledag rettede pastor Tobiassen en varm tak for de mange og store gaver, der i året var givet til sognets fattige og menighedsplejen, og ligeledes takkede pastoren den anonyme giver, der havde givet tilsagn om at ville bekoste opsætningen af et klokkespil i Sct. Nicolai Kirkes tårn. Klokkerne skal om morgenen spille ‘I østen stiger solen op’, om middagen ‘Dejlig er jorden’ og om aftenen ‘Dagen går med raske fjed’. En fjorden dages tid før jul modtog pastor Nordentoft et brev fra tårnurfabrikant Bertram Larsen i København, hvori denne meddelte ham, at en giver, der ønskede at forblive anonym, hos ham havde gjort bestilling på et klokkespil, som skulle leveres og opsættes i Sct. Nicolai Kirkes tårn under forudsætning af, at menighedsrådet ville modtage sådan en gave. […]

Kilde. Uddrag, Kolding Folkeblad, 27. december 1941.

1939 – Jul på julemærkesanatoriet

Festlighederne juleaften på julemærkesanatoriet begynder i dag klokken 12:30, så bliver gåsen båret ind til bords. Den er pyntet på gammeldags maner, og man synger en sang om gåsen, der serveres risengrød, og der er en mandel til hvert bord med tilhørende mandelgave.

Der er ca. 170 børn som skal fejre jul på sanatoriet i år. For hver afdeling findes der et juletræ, allerede tidligt om eftermiddagen begynder julen for de mindste, som får deres gaver udleveret. Tilsendte gaver hjemmefra udleveres også om eftermiddagen. Senere på aften klokken seks tændes det store træ på hovedafdelingen.

I to kolonner marcherer børnene ind i salen, hvor der danses omkring juletræet, men man synger nogle julesamler. Når dansen er forbi, vil en nisse komme ind i salen til børnene med en stor sæk på ryggen, i denne findes gaverne fra sanatoriet til børnene. Imens børnene kan se på hinanden gaver, får de også en forfriskning, som regel bestående af frisk mælk, og der uddeles godter.

Overlægen på sanatoriet fortæller, at det mest pudsige for ham i Julen er at se de små modtage gaverne. En lille pige fik sidste år en stor nisse, som hun blev så bange for, at det varede længe inden hun turde røre ved den.

Kilde: Avis udklip 22/12 1939, 1937-1948 Udklipsbøger, Julemærkesanatoriet, A9003, opbevares på Kolding Stadsarkiv