De fleste af dem får del i julehjælpen fra arbejdsløshedskasserne.
De vigtigste af de sædvanlige julegoder kan fås igen i år, selv om julen skal fejres noget indskrænket, hvad de materielle ting angår. Men der er også mange hjem, for hvem det ikke er nok, at købmanden har tingene. Her er det vigtigste spørgsmål at få noget at købe dem for. Særlig vil det komme til at knibe med julens mange dejlige ting i de arbejdsløses hjem, foruden at man i disse hjem må mangle den tryghedsfølelse, som giver juleglæde.
Kontorbestyrer Oluf Rasmussen, Arbejdsanvisningskontoret i Kolding, oplyser, at i alt ca. 1.100 i Kolding og de nogle og tyve oplandskommuner skal fejre julen som arbejdsløse, men det er kun 2/3 af arbejdsløshedstallet i fjor, da der var 1.600. At de 1.100 findes de 8-900 i Kolding og 2-300 i oplandskommunerne. Godt halvdelen af de arbejdsløse i Kolding er arbejdsmænd, og 100 er kvindelige arbejdere. Inden for fagene er der en del ledige malere og også nogle murere, hvorimod der ikke er mange ledige tømrere og snedkere, og i industrivirksomhederne er der så godt som ingen arbejdsløse, for tiden kun 1 inden for tekstilindustrien.
Får alle de ledige del i den ekstra juleudbetaling?
“Det kommer meget an på, i hvilke kasser de står, og hvor meget de selv har indbetalt, men i de allerfleste arbejdsløshedskasser udbetales der julehjælp til de arbejdsløse […]”
Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 20. december 1941.