1941 – Pludselig kaffe-kø i Kolding

Kaffe til 12-15.00 familier.

Helt pludseligt og uventet voksede der i morges en kaffe-kø frem i Kolding. Den havde sit udspring på hjørnet af Østergade og Helligkorsgade, og den voksede hurtigt bagud hen ad Østergade, og nåede det meste af formiddagen hen midt i gaden til Kosmorama. Det var rygtedes, at der var kommen kaffe til byen – og mange menneske vidste det nok, endnu før man i forretningen var blevet klar over det. De folk, der havde haft med kaffens udlosning fra skib eller bane at gøre, havde ladet sig forlyde med, hvad de vidste om den kostelige kaffesending – og de havde fortalt det til enkelte bekendte! Så gik rygtet hurtigt. Og heldigvis – for dem, der fik noget – viste sig at rygtet til en afveksling havde talt sandt. I forretningen ‘Hansa’, gik fingrene så rapt, som det var gørligt, med at putte kaffen i møllerne (for den skulle være friskmalet), men alligevel var der ikke så få, der kom til at vente både 2 og 2½ time på at komme til “møllen”. […]

Hvor meget kaffe, der således i aftes kom til byen, klar til udlevering i morges, ønsker man i forretningen ikke at oplyse om; men man fortæller dog, at man med lethed kan ekspedere 200 pund kaffe i timen, og da der blev udsolgt kl. 11-11½, og ingen fik mere end ½ pund (hvilken mængde sikkert de fleste fik), kan man jo regne ud, at ca. 1.200-1.500 Kolding familier blev lykkeliggjort med den kaffemængde, der kom til byen.

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 13. december 1941.

1941 – Kampen om julekaffen!

Knuste ruder og sårede damer!

Over hele landet gik jagten i går på julekaffen, og mange steder, særlig i København, stod der køer på flere hundreder mennesker foran de enkelte forretninger, som endnu havde kaffe. Der er dog langtfra kaffe nok til alle københavnere. Fra Odense meddeles, at under kampen for at få kaffe, kom to damer ret alvorligt til skade. Den første ulykke skete på Vestergade, hvor den 80-årige enkefru Nicoline Nielsen ville skynde sig over kørebanen for at nå frem til en kø uden for en kaffeforretning. En cyklist væltede hende, og i faldet fik hun hjernerystelse. Ud for en forretning på Skibhusvej blev en anden dame, fru Svendsen, trykket ind i en rude, der knustes. Hun fik snitsår over hele kroppen og måtte føres til sygehuset. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 12. december 1941.

1941 – Stort set uforandrede rationeringer i januar kvartal

Muligvis skærpede bestemmelser for sigtebrødets vedkommende. Julekaffe på specielt mærke i de forretninger, der endnu har kaffe.

Handelsminister Halfdan Hendriksen talte i lørdags aftes i radioens ‘Aktuelle Kvarter’ om rationeringsordningen for januar kvartal. Handelsministeren udtalte bl.a.:

Den kommende uddeling af rationeringskort for den nye rationeringsperiode, dvs. for tiden fra 1. januar 1942 til april 1942, vil af hensyn til julen denne gang finde sted forholdsvis tidligt, nemlig i dagene omkring søndag den 14. december. Mærkerne vil i hovedsagen komme til at lyde på samme rationer som i indeværende kvartal, også smørmærkerne lyder på det samme kvantum som i indeværende kvartal. Det er tanken, at der indtil videre som hidtil gives adgang til 350 gr. smør pr. uge; derimod er det muligt, at det vil blive nødvendigt at foretage visse ændringer med hensyn til sigtebrødet.

Udviklingen har vist, at forbruget af sigtebrød er steget meget betydeligt, og da der går forholdsvis mere korn til fremstilling af sigtebrød af de nuværende størrelser end til fremstilling af rugbrød, i hvilket kornet udnyttes mere, er det muligt, at det vil blive nødvendigt at skærpe bestemmelserne vedrørende sigtebrød, således at de forbrugere, der anvender en forholdsvis stor del af deres rugbrødsmærker til indløb af sigtebrød, ikke derved beslaglægger større kornmængde end de forbrugere, der spiser sigtebrød. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 1. december 1941.