1940 – 680 julepakker uddelt i Børnebespisningen

Den 17. uddeling i Kolding.

Ikke mindre end 680 dejlige pakker blev i går uddelt af Julekomitéen i Kolding i Børnebespisningens lokale. Forinden den store uddeling fandt sted, bød formanden for Julekomitéen, tømrermester H. L. Hansen, velkommen og benyttede lejligheden til at udtale en hjertelig tak til de mange, der har givet komitéen en god håndsrækning, enten i form af kontanter eller naturalier.

Der lød tak til Kolding Kommune og til de fire banker, Odin Loge nr. 15, I. O. G. T., Koldinghus Margarinefabrik samt grosserer Oscar Christensen, som alle havde givet kontanter. Til Andels-Slagteriet, der havde givet 14 kasser ben og hjerter, samt til Fællesforeningen, der havde skænket ca. 300 pakker med svesker og kunstkaffe. Desuden rettede formanden en tak til jazz-musikerne og Idrætsringen, og sidst, men ikke mindst til landsretssafører Halvor Petersen og hans indsamlere samt Fyrtårnet og Bivognen …

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 23. december 1940.

1940 – Julekomiteen arbejder med underskud

Bøssen på Torvet giver næsten intet i år!

Juletræskomitéen sidder hårdt i det i år. Og det er synd. Den arbejder jo på et næstekærlighedens grundlag og tænker jo kun på at glæde andre på et tidspunkt, hvor der af flere grunde er allermest grund til at betænke dem.

Navnlig juletiden er nemlig svær at komme igennem, ikke mindst for de enligtstillede. Dertil kommer mørket og kulden, som gør sit til at kvæle julens glæder for de fattige og ensomme – og særlig vanskeligt er det naturligvis i år, hvor flere er blevet trængende, og hvor så mange måske synes, at de så udmærket selv kan bruge, hvad der er til rådighed af de sparsomme penge …

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 20. december 1940.

1940 – Julekomiteens jazz-koncert

Naturligvis var det noget af en oplevelse at komme til en jazz-koncert i Kolding, Danmarks mest jazz-forladte by, og de to dygtige orkestres jazzifitiske anstrengelser blev da også opskønnet af et publikum, der fyldte Teatersalen i Industriforeningen til trængsel. Der var fyldt både i salen og på hylderne.

Programmet indledtes med 12 minutter af Peter Kreuders Demisimisynkopisme, som vel ikke er jazz, men dog hæderlig, god germansk cafémusik, og det efterfulgtes af en Zigeunerromance, som heller ikke var jazz. Mr. Goldo optrådte derefter med en tjenerkollega som assistent. Et mystisk regnestykke gjorde her megen furore …

Så kom musikerne igen, og man spejdede efter, hvornår jazzen skulle begynde, men den var heller ikke helt nærværende i det første nummer , Gerswins ‘Rhapsody in blue’. Også Gershwin var fraværende. Lovligt undskyldt. Men det kan han kun glæde sig ved. Det var først med Debroysomers ‘Hungarian medley’, der begyndte at komme liv i kludene. Trompeten var her især udmærket …

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 9. december 1940.

1940 – “Broget aften” til fordel for juleindsamlingen

Som meddelt gentager Kolding Idrætsring sin fuldtræffer “Broget aften” den 11. december kl. 8 i Teatersalen. Industriforeningen og fru restauratør Petersen m. fl. stiller sal etc. til gratis rådighed, så indtægten næste ubeskåret kan gå til Juletræskomitéens indsamling til byens nødstedte familier.

Programmet suppleres denne gang med nye numre – sang, dans etc., så der loves publikum en god aften i passende blanding af skæmt og alvor…

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 7. december 1940.

1940 – Jazz-koncerten på søndag en stor oplevelse

Julekoncerten til fordel for juletræet på Torvet tegner til i hvert fald hvad angår programmet, at blive en stor oplevelse for Koldings musik-entusiaster.

Programmet er lagt an således med en afdeling lettere moderne musik og en afdeling jazz, bl.a. vil der blive spillet en afdeling: “Tolv minutter med Peter Kreuder”.

Kapelmestrene Freddy og John Bjørklund vil skiftevis dirigere orkestrene, der både vil spille hver for sig og samlet i ét orkester. Det vil blive en oplevelse for Koldingenserne at høre det store 10 mands jazz-orkester, og da man jo foruden at tilbringe en søndag eftermiddag i moderne toner, samtidigt støtter en god sag for den lille pris af kun 1 kr., skulle der ikke være mange billetter tilbage på søndag …

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 6. december 1940.

1940 – Jule-jazzkoncert

Med solistoptræden til fordel for juletræet på Torvet.

Julekomitéen har arrangeret en stor jazz-koncert med solistoptræden førstkommende søndag, kl. 16, i Teatersalen.

Komitéen har fået tilsagn om støtte fra ‘Astoria’, ‘Montparnasse’, der velvilligst har stillet orkestre og solist til rådighed for at støtte det gode formål at skabe juleglæde i mange små hjem.

I år, hvor nøden er særlig stor, skal der jo endnu mere til at skabe juleglæden i så mange hjem som muligt…

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 4. december 1940.