1942 – Voldsom brand på Kolding Havn i formiddags

Generatorlastbil som brandstifter. For 150.000 kr. hørblår går op i luer.

Ved 10½-tiden opstod der en voldsom brand på Kolding Havns sydkaj i en lagerbygning, som tilhører Jydsk Andels Foderstofforretnings bygning og A/S P. Lauridsens pakhus. På en halv time ødelagdes værdier for over 200.000 kr.

Lastbilen tændte

Ilden skuldes gnister fra en generator-lastbil, tilhørende vognmand Rud. Jensen, Kolding. Lastbilen, der førtes af chauffør Jens Schmidt, var kørt ind i bygningen for at losse. Da den igen skulle køre bort, må en gnist have fænget i noget af den hørblår, som bygningen var stoppet fuldt af – i alt lå der for ca. 150.000 kr. Ilden greb hurtigt om sig. En af de i bygningen arbejdende løb hurtigt til den nærmeste telefon for at alarmere brandvæsenet. Chauffør Schmidt gjorde, hvad han kunne for at redde sin arbejdsgivers bil. han forsøgte forgæves at få generatoren i gang, så bilen kunne køre ud. Da dette ikke lykkedes, forsøgte han at lade bile trække sig ud ved hjælp af selvstarteren, men heller ikke det lod sig gøre. Da alle de andre var flygtet ud af bygningen, fortsatte chauffør Schmidt, der er en ældre mand, med sine anstrengelser, og da det blev for varm, lukkede han førerhusets ruder til. Til sidst måtte han fortrække, men da var ilden allerede blevet så nærgående, at hans hår var begyndt at brænde. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 2. juni 1942.

1941 – En vellykket katastrofe-øvelse

De cyklende samaritter var på pletten næsten lige så hurtigt som motorkøretøjerne.

Arbejder-samaritterne i samarbejde med Falcks Redningskorps og brandvæsenet holdt i går den årlige katastrofeøvelse på havnens arealer ved Jysk Andels Foderstofforretning. Øvelsen forestillede at det store lagerpakhus brændte og 35 arbejdere i de 4 etager var indespærret, idet trapperne var ødelagte. Få minutter efter at der var blæst alarm, kom Falck og brandbilen susende i fuld udrykning og alarmsignaler gennem gaderne, og omtrent samtidig mødte de ca. 50 samaritter, der deltog i øvelsen. Nogle kom med ambulancevognen, men de fleste kom pr. cykel. Men alt gik med fart. Sprøjterne var klar, ambulancevognene parat, materiellet og folkene på plads så hurtigt, at de mange hundreder af tilskuere slet ikke havde fattet enkelthederne, men det hele apparat klappede som det skulle.

Nedfiring fra 4. etage.

Arbejder-samaritterne under ledelse af formanden, tilskærer Hans Ravn og Falck-folkene under Fogeds rolige og kyndige ledelse gik i gang med at bjerge de indespærrede og sårede, der blev firet ned med tovene, en enkelt forestillede at være hårdt såret og han blev bjerget fra 4. etage med en marinebåre. Det er et system, der er opfundet i Schweiz til bjergning af forulykkede alpebestigere, og ved hjælp af dette apparat lader det sig gøre at transportere svært tilskadekomne fra store højder uden at de pågældende har større gene derved, end hvis de nede på jorden kunne transporteres på almindelig båre.

Alle bjerget på en halv snes minutter.

I løbet af en halv snes minutter eller så var alle de 35 bjerget, ambulancerne susede af sted med de værste medtagne, og ved forskellige belægninger af bandager havde man sørget for, at det hele så realistisk nok ud, men samtidig var det også en del af øvelsen, idet samaritterne under virkelige forhold jo foretager en foreløbig forbinding på stedet. Under øvelsen forklarede man gennem højtalerne for publikum gangen i dramaet, og da øvelsen var forbi, opfordrede man gennem højtalerne publikum til at melde sig til de kursus, Arbejder-samaritterne fra 1. oktober sætter i gang. Og så fortsatte man andet steds på terrænet opvisning i samarittergerning. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 22. september 1941.