1945 – Bombe mod Jydske Tidendes trykkeri

Vagtmanden sparkede bomben bort

KL. 21.40 lørdag aften blev der kastet en mindre bombe mod Jydske Tidendes trykkeribygning, hvor den grænser ind til grunden mod naboejendommen. En af bladets vagtmænd, Carl Poulsen, bemærkede bomben. Han nåede at sparke den bort fra muren, sætte alarmsystemet i gang og få sig smidt på jorden, inden eksplosionen skete. Vagtmanden slap uskadt, men en garage blev noget molesteret, og der sprængtes en del ruder, både i bladbygningen og i naboejendommen. Der skete i øvrigt ingen skade.

Kilde: Kolding Folkeblad, 5. februar 1945.

1944 – Skaden på Kolding Folkeblad opgjort til ½ mill. kr.

Man har nu fundet liget af den 32-årige portner, Karl Gejlager

I formiddag ved 10-tiden lykkedes det et finde den forulykkede 32-årige portner Karl Gejlagers lig i den sammen styrtede trykkeribygning. Liget førtes til Kolding Sygehus. Det har vist sig, at fru Gejlager er alvorligere medtaget, end man først mente. På sygehuset karakteriserede man dog hendes tilstand som ret god og uforandret fra i aftes.
Oprydningsarbejdet i ruinerne af den sprængte trykkeribygning til Kolding Folkeblad er fortsat uafbrudt siden eksplosionen natten til lørdag. Fra i nat har C.B.U.-kolonnen fra Haderslev overtaget oversøgningsarbejdet, som vedblivende fortsættes dag og nat.
Kolding Folkeblad udsender i dag et nummer, som trykkes på Jydske Tidende. Den samlede materielle skade er foreløbig og rent løseligt opgjort til omkring en halv million kroner. Mange af de ødelagte maskiner, papirlager og lignende er i øjeblikket uerstatteligt.

Kilde: Ærø Avis, 18. september 1944

1943 – Løsladelser

Kolding, 22/12:

I eftermiddag er enkelte af de af det tyske politi arresterede blevet løsladt. Det gælder således Jydske Tidendes redaktør, Andreas Sørensen, to trykkere og en typograf fra bladet. Endvidere er maskinsmed Harry Christensen, Kolding, lodsformand A. Andersen, Fredericia, og forretningsfører Axel Bertelsen, Fredericia, løsladt.

[…]

Kilde: Uddrag af det illegale blad: Information, 22. december 1943.

1943 – razzia og anholdelser

Der har natten til i går været en større razzia imod Jydske Tidendes kontor i Kolding, hvor der, fra kl. 23.30 den 2. december og til næste morgen, blev gennemsøgt i alle kontorer og i privatlejligheden hos redaktør Andreas Sørensen.

Ifølge det illegale blad information blev redaktøren, redaktionssekretær Holmgaard, med flere anholdt i avisens lokaler.

Derudover beretter det illegale blad om en halv snes Koldingenser som er blevet anholdt i samme sag, der fornemtligt handler om illegal bladvirksomhed. Blandt de anholdte er Formanden for Skræddernes Fagforening Felsted, Skatterådsformand og formand for Handels-og kontormedhjælper N. P. Andersen, og bogtrykker Oscar Lundby. Der udover skulle nogle unge mennesker os være blevet anholdt.

Kilde: information 4. Dec 1943, illegalpresse.dk

1941 – Kommunal skandale i Kolding

Socialdemokrat skal gøres til pantefogedassistent, skønt der ikke er brug for en sådan
En opsigtsvækkende kommunal skandaleaffære er under opsejling i Kolding. Jydske Tidende fortæller, at byrådets socialdemokratiske flertal har indstillet, at byrådsmedlem, Ejnar Christensen ansættes som pantefogedassistent, skønt der overhovedet ikke er en sådan stilling ledig. Hensigten hermed skal ifølge bladet være den, at det socialdemokratiske byrådsmedlem skal “puttes ind”, så han kan blive pantefoged, når den nuværende foged til august falder for aldersgrænsen. Og forholdet bliver så meget mere groft, som pantefogeden allerede nu har mangeårige assistenter, der er vel kvalificerede til at overtage stillingen.
De skal altså forbigås for at sikre det socialdemokratiske byrådsmedlem et godt job, hvis det , hvad man vel forudser, skulle gå sådan, at Ejnar Christensen ikke længere er lønnet socialudvalgsformand efter næste byrådsvalg. […]

Kilde: Uddrag, Herning Avis, 24. marts 1941.