1942 – Tre gange Kaj Munk i Kolding: Skidt – bedre – bedst!

I aftes havde Industriforeningen budt sine medlemmer på en Kaj Munk-aften ved Gerda Christophersen tournéen. Det er jo blevet sådan, at når Kaj Munk står på plakaten, venter folk, at der er noget at se og høre. Digterpræsten er sådan set i skuddet. Og han er jo ved siden af at være en skrap journalist og en betydelig dramatiker ikke nogen ringe reklamemand. Firmamærket er ganske godt indarbejdet. Når det står på varen, så går den. Men det er nu ikke alle fabrikata, der er helt prima. Det fik teatergængerne i Kolding aftes også et bevis på. Denne gang var det tre små enaktere af vidt forskellig art, der stod på programmet; Ruskomsnusk med røde klude.

Først var der det lille “lystspil” ‘Den kærlighed’. Kaj Munk fortæller selv, at det er et hastværksarbejde, som han “på grund af forholdendes magt” har givet fra sig, før han egentlig ønskede det. når man har set det, forstår man undskyldningen. […] Næste enakter, et lille skuespil ‘Døden’, ligger i en højere klasse. Der er noget af den rigtige Kaj Munk, halvt af præsten, halvt af komedianten, der holder af at sige replikker, som chokerer pæne folk. […] Og så endelig den sidste enakter ‘Der brænder en ild’. […] Her så vi lidt af den Kaj Munk, som han er, når han laver virkningsfuld dramatik. De sidste to enaktere reddede aftenen. Trods svaghederne gav de både underholdning og belæring, mest af det første. Det er og bliver dog ikke andet end affald fra Vedersø-præstens dramatiske værksted.

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 24. september 1942.

1942 – Digterpræsten stjal en cykel

Den 4. august 1942 kunne danske aviser bringe meddelelse om at den kendte digterpræst, pastor Kaj Munk, forleden havde stjålet en cykel, hvilket Munk selv skulle have bekræftet.

Kaj Munk havde talt på Askov Højskole, og da han skulle rejse tidligt den næste morgen, opdagede han, at tiden var løbet fra ham. Der var kun få minutter til at nå ned til stationen, der ligger 3 kilometer fra højskolen. Resolut lirkede digterpræsten cykelskuret op, og tog en cykel, hvorefter han ”i rekordtid tilbagelagde vejen til stationen”.

På stationen betalte digterpræsten en vognmand 5 kroner, for at bringe cyklen tilbage til højskolen.

Kilde: Lolland-Falster Social-Demokrat, 4. august 1942, side 3

1941 – Det nationale møde på Skamling

Tusinder af mennesker var stævnet til Højskamling, men kun et ringe tal af dem kunne rummes i mødesalen.

En sort strøm af cyklister, gående og kørende stævnede i går i det herlige midsommervejr til Skamling. Det ville have været den største mødeforsamling siden 1933, hvis man kunne holde mødet på den sædvanlige friluftsplads, men dette kunne ikke tillades. Allerede før middag havde det første tusind passeret indgangen, og nye tusinder vedblev at strømme til. Salen var fyldt til sidste plads en time før den fastsatte mødetid, men skønt det var kvælende varmt i det menneskefyldte rum, tog deltagerne det med godt humør, og man fordrev tiden med spontant at synge fædrelandssange.

Men udenfor stod andre tusinder der fulgte, så godt det var muligt, talerne gennem højtalerne, der lød ud fra de åbne vinduer. Mødet åbnedes af proprietær O. Juhl, der udtalte en beklagelse af, at forholdene ikke tillod at holde mødet uden for, men man kunne samtidigt være glade over, at et møde som dette havde kunne holdes […]

Pastor Kaj Munk:

Også jeg er skuffet. Jeg havde glædet mig til at så ansigt til ansigt med denne store forsamling. Men vi må bøje os for det forbud, der er nedlagt […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 23. juni 1941.