1943 – Dobbelt-mytteri på Artillerivejens Kaserne i København!

De tyske soldater ville ikke til Østfronten, men forsøgte at desertere. 5 officerer henrettet og mange sårede

To gange med ti dages mellemrum har der i november været mytteri på den tyske kaserne på Artillerivej i København. Begge gange fordi kasernens besætninger skulle sendes til Østfronten.

Om aftenen den 31. oktober blev det bekendtgjort på kasernen, at afrejsen skulle ske næste morgen. Kl. 4 om morgenen forsvandt 5 officerer. […] En vagtpost opdagede dem og fik dem standset. De blev alle henført til kasernekommandanten, der øjeblikkelig gav ordre til, at de skulle skydes for forsøg på desertering. Eksekutionen skete ti minutter efter i kasernegården. […] efterhånden som nyheden om de 5 officerers henrettelse nåede rundt, kom det til uroligheder. Soldaterne råbte, at de ikke vilde til Østfronten, og de begyndte at skyde på vagtposterne. I den næste time kunne der over hele det forreste Amager høres kraftigt skyderi. Det nøjagtige antal dræbte og sårede har ikke kunnet oplyses, men det menes at ligge på omkring de 40!

Næste morgen blev besætningen sendt til Østfronten, og til afløsning kom en del østrigske enheder, der i længere tid havde været stationeret i Norge. […]

Kilde: Uddrag af det illegale blad: De Frie Danske, december 1943, nr. 3, 3. årgang.

1942 – Frikorps Danmarks afrejse i dag

Afskedsparade på kasernen i København med tale af brigadefører Kanstein og den nye tyske øverstbefalende

Frikorps Danmarks orlov er nu udløben, og afrejsen fandt sted i dag fra København efter en afskedsparade på kasernen på Artillerivej. En stor kreds af de frivilliges slægtninge og venner var mødt frem for at tage afsked. Blandt de tilstedeværende bemærkedes i øvrigt den nye øverstkommanderende for de tyske tropper i Danmark, general von Hanneken, den tyske befuldmægtigedes stedfortræder, minister Barandon, SS Brigadefører von Kanstein, marineattaché, admiral Henning og legationsråd, presseattaché Meissner. Som repræsentant for de danske myndigheder sås generalløjtnant Ebbe Gørtz med adjudant og udenrigsministeriets direktør, Niels Svenningsen; endvidere bemærkedes folketingsmand Frits Clausen m.fl.

Efter at korpset var afleveret til brigadefører V. Kanstein, holdt denne fra en talerstol, der var anbragt på kasernepladsen, en afskedstale til korpset:

“Jeres orlov er nu til ende”, sagde brigadeføreren bl.a. “I har fået den for jeres indsats ved Østfronten, og rigsføreren for SS ville desuden give jer lejlighed til at få forbindelse med hjemmet og med jeres kære. Adolf Hitler har i sin sidste tale henvist til, at vi med fuld tillid kan se denne krigs videre udvikling i møde. Disse ord har givet os nyt mod og ny tillid. Vi véd, at ofrene ikke vil være bragt forgæves, og at vort store mål: Det nye Europa, vil blive nået. Jeres faldne kammerater vil altid været et manende eksempel for jer, og jeg véd, at også I altid vil være rede til at sætte livet ind for idéen. Vor tro på de germanske folks sejr er urokkelig. Med disse ord siger jeg farvel til jer på SS-førerens vegne og giver jeg de bedste ønsker med for fremtiden.” […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 13. oktober 1942.