1945 – Allieret flyverbombe knuser hus i Tønder

5 mennesker dræbt, 6 såret. Bomben faldt, inden der blev givet flyvervarsel

Under overflyvningen natten til søndag er Tønder ramt af en katastrofe, der kostede fem mennesker livet. En allieret flyvemaskine kastede ved 1-tiden en bombe, som ramte et beboelseshus i Jernbanegade, lige overfor banegården, tilhørende repræsentant Jürgensen. Det drejer sig om det samme hus, som ramtes under bombekatastrofen i 1942. Bomben er gået gennem taget og gennem huset, hvis ene halvdel styrtede sammen. Ulykken skete, lige inden der blev blæst luftalarm, og beboerne var derfor ikke gået i kældrene. Virkningen var forfærdelig. Den ramte husfløj blev pulveriseret, og af beboerne blev fem dræbt og seks kvæstet. […]

Kilde: Kolding Folkeblad, 16. april 1945.

1945 – Kongen har i dag modtaget beretning om katastrofen

Frederiksbergs borgmester på Amalienborg

Borgmester Vilhelm Fischer, Frederiksberg, vil i dag på Amalienborg Slot give kongen en beretning om bombekatastrofen, og ligeledes har majestæten givet udtryk for ønsket o at høre, hvilket hjælpearbejde man har iværksat for de mange, der har mistet deres hjem og indbo. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 27. marts 1945.

1945 – Flagene på halv i Aarhus

På alle offentlige og talrige private bygninger i Aarhus gik flagene i går på halv stang i anledning af de sidste katastrofer, der har ramt byen. Alle biograferne aflyste forestillingerne, og på restaurationerne var der ingen dans og artistoptræden. På grund af bombeskade fra eksplosionen på rådhuset har Borgerskolen i Frederiksallé måttet aflyse undervisningen indtil videre.

Kilde: Aarhus Amtstidende, 15. marts 1945.

1944 – Officiel meddelelse om Aarhus-katastrofen

Gennem Ritzaus Bureau meddels:
Vedrørende eksplosionskatastrofen i Aarhus foretoges der for tiden en officiel undersøgelse. For ikke at foregribe dennes resultat kan der i øjeblikket ikke bringes yderligere meddelelse om sagen.

Kongeparret kondolerer

Aarhus by modtog i går mange kondolencetelegrammer, deriblandt følgende fra kongeparret:

Dronningen og jeg udtaler vor hjerteligste deltagelse i anledning af den katastrofe, der har ramt byen og dens befolkning.

Christian R.

Kilde: Kolding Folkeblad, 6. juli 1944.

1942 – 3. nat luftalarm i Kolding

Politiet søger gennemført en nyordning for mødereglerne.

Tredje nat i træk oplevede Kolding luftalarm, der varede fra kl. 1.19 – 2.16, altså omtrent en time. Der skete intet under alarmen. Mandskabet mødte i samme omfang som ved tidligere alarmer.

Politiet gennemfører nyordning for at skåne mandskabet.

Det siger sig selv, at de hyppige luftalarmer vil blive og er for øvrigt fysisk belastning for hele befolkningen, men i særdeleshed for det mandskab, der skal møde, det være sig beredskab, husvagter eller spejdere, og vi erfarer da også, at der for det mandskab, der sorterer direkte under politiet, forestår en nyordning, der vil få betydning for ca. 300 personer i byen.

De ca. halvt hundrede spejdere, udtaler politikommissær Kleberg, der mødte i nat til ordonnanstjeneste, så alt andet end godt ud efter at de nu har fået søvnen spoleret 3 nætter i træk, og alene for at bevare beredskabets effektivitet i tilfælde af en katastrofe, er det nødvendigt at ændre mødereglerne. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 25. april 1942.