1942 – Tirsdagens tyske hærberetning

Syd for den nedre Kuban-flod brød tyske og rumænske tropper sej fjendtlig modstand og stødte dem til østkysten af Sortehavet. Byen og havnen Anapa blev indtaget af rumænske tropper. Tyske hurtigbåde angreb i Sortehavet en eskorteret konvoj og sænkede to skibe på tilsammen 4.500 brt., deriblandt en tankdamper.

I Kertsch-strædet beskød vort kystartilleri en styrke fjendtlige motorbåde, af hvilke to blev brændende liggende.

Syd for Stalingraf udvidede infanteridivisioner og hurtige styrker i hårde kampe indbruddet i de fjendtlige befæstningsanlæg og indtog ved hurtigt fremstød i retning af byen et vigtigt højdeterræn. Et fjendtligt pansertog blev tilintetgjort. Stærk indsats af luftvåbenet bidrog til at udmarve den fjendtlige modstand. Der gennemførtes sidste nat svære bombeangreb på flere flyvemaskiner øst for Volga.

Antallet af de siden den 11. august sydvest for Kaluga i svære og resultatrige afværgekampe tilintetgjorde sovjetrussiske tanks er steget til 868. Nordvest for Medyn og ved Rshew strandede nye fjendtlige angreb, der støttedes af tanks. Styrker af bomber- og styrtbombemaskiner aflastede effektivt de i hård afværgekampstående tropper. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 2. september 1942.

1942 – Tirsdagens tyske hærberetning

Førerhovedkvarteret. (R.B.)

Værnemagtens overkommando meddeler:

Ødelæggelsen af fjendens sidste rester på halvøen Kertsch står foran afslutningen. I området ved Charkow blev yderligere angreb, som fjenden foretog med masseindsats af styrker, slået tilbage. Herunder blev der i går ved skydning ødelagt yderligere 80 fjendtlige panservogne. Endvidere gjorde luftvåbenet 31 panservogne og over 550 køretøjer af forskellig slags ukampdygtige. Fjenden har hermed siden disse kampes begyndelse mistet i alt 447 panservogne.

I det mellemste og nordlige afsnit på Østfronten gav lokale angreb, som vi foretog, gode resultater. I det bag mellemste frontafsnit liggende afsnit blev en stor bolschevikisk bande tilintetgjort. I Lapland opnåede de tyske tropper under forbitrede skovkampe gode fremskridt. Fjendtlige modangreb blev slået tilbage.

I farvandene ved halvøen Kola blev et stort fragtskib beskadiget så stærkt ved bombefuldtræffere, at der kan regnes med, at det er gået tabt. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 20. maj 1942

1942 – Mandagens tyske hærberetning

Førerhovedkvarteret. (R.B.)

Værnemagtens overkommando meddeler:

På Østfronten blev lokale fjendtlige angreb slået tilbage, delvis under hårde kampe. Ved modangreb som vi foretog, opnåedes gode resultater. I Lapland strandede påny angreb fra fjenden. Flyvemaskiner, der var sat ind til bevæbnet sørekognoscering i Sortehavet, sænkede i strædet ved Kertsch et handelsskib på 1.300 BRT. Ved fronten i det høje nord havde fjenden i går i luftkampe særlig store tab. Tyske jagermaskiner nedskød 27 flyvemaskiner, deriblandt 22 Hurricane-maskiner, og mistede selv kun en enkelt maskine. Bombe- og styrtbombestyrker beskadigede ved bombenedkastning et stort handelsskib i Lizzabugten og bombaderede effektivt havnen Murmansk samt Murmansk-banens anlæg.

I Nordafrika har begge parter udfoldet rekognosceringsvirksomhed. I havnen la Valetta på Malta blev et i dok liggende krigsskib angrebet med bomber af svær kaliber. Italienske jagermaskiner, der ledsagede bombemaskinerne, nedskød under denne aktion 8 fjendtlige flyvemaskiner. Tyske jagermaskiner fik under forbitrede luftkampe over øen 9 fjendtlige flyvemaskiner til at styrte ned. Yderligere 2 fjendtlige flyvemaskiner blev nedskudt i Nordafrika, så at der i går i Middelhavsområdet i alt blev ødelagt 19 britiske flyvemaskiner. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 12. maj 1942.