1942 – ca. 300 til Sct. Hans-mødet i Sdr. Bjert

K.F.U.M. og K. i Sdr. Bjert havde indbudt de unge fra Bjert og Stenderup til et møde i præstegårdshaven, hvor generalsektrær pastor C. Hoffmann Madsen, København, talte ud fra ordet i 2 Tim., 1,7: “Gud har ikke givet os fejheds ånd, men kraft, kærligheds og smidigheds ånd”.

Taleren sagde bl.a.: “Ungdommen af i dag er ikke dårligere end før; men den har vanskeligere forhold at leve under, derfor gælder det om at holde os nær til Gud. Mange tror at fejhed og ydmyghed er det samme – men det er det ikke. Gyd ydmyger os for at få os i tale og for at frelse os. Tre ting lover Gud os i dette ord. Hans kraft vil han give os, så vi kan sejre over synd og bekende hans navn blandt vore medmennesker. Hans kærligheds ånd vil han give os for at vi kan lære at elske hinanden, for det er livets sande lykke. […]

Efter talen drak man kaffe. Da vejret var ret køligt, tog man fat på sanglegene i en halv times tid. Der efter var der afslutning ved generalsekretæren. Inden man skiltes fra den vellykkede fest takkede frk. Thomsen, Stenderup, fordi de måtte være med og H. Bengaard takkede taleren, Kristkirkens kor, der så festligt havde bidraget til underholdningen ved deres smukke sang, og pastor Hansen og frue, som havde åbnet deres have og hjem for alle, der havde lyst til at komme. Glade og berigede tog man hjem, selvom enkelte havde savnet bålet.

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 25. juni 1942.

1941 – Folkestævnet med Alsang i Slotsgården på søndag

Fuldstændig gratis adgang.

Vi minder om, at det er på søndag, at Dansk Ungdoms Samvirke i forbindelse med KFUM og K. arrangerer dansk-kristelig folkestævne med Alsang i Slotsgården.

Der begyndes kl. 18.30 med musik, som byen har stillet til rådighed, og kl. 19 byder pastor Tobiassen velkommen, hvorefter kirkeminister Fibiger taler. Ind imellem synges der fædrelandssange af et hæfte, der gratis uddeles blandt mødedeltagerne. Der er også gradtis adgang, og man venter, at stævnet vil få samme store tilslutning som Alsangsstævnet i fjor […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 22. august 1941.

1941 – Alsang i Slotsgården næste søndag

Alsangstævnerne i Koldinghus Slotsgård sidste år står med en smuk glans over sig. Efter mange opfordringer har K.F.U.M. og K. samt Dansk Ungdomssamvirke besluttet at arrangere et lignende stævne i år, nemlig søndag den 24. august i Slotsgården. Byen har stillet hornorkester til rådighed. Det muciserer fra kl. 18.30 – gratis sanghæfte uddeles, højtaleranlæg opstilles og kirkeminister V. Fibiger kommer til Kolding og taler.

Stævnet ledes, ligesom Alsangstævnerne i fjor, af pastor P. Tobiasen, og organist Jacobsen dirigerer sangen. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 16. august 1941.