1942 – Barnedåbsrekord i Sct. Nicolai Kirke

Usædvanligt mange kirkelige handlinger i Påsken.

Der har altid været mange bryllupper i Påsken. Det kan bl.a. ses af, at sølvbryllup og guldbryllup ofte falder på denne årstid. Men i år synes usædvanligt mange unge par at benytte påsken til bryllupshøjtidelighed. Det gælder i Kolding især i Kristkirken. I Sct. Nicolai Kirke er der kun et enkelt påske-bryllup, men til gengæld sættes der rekord med hensyn til barnedåb. I begge sogne mærkes det, at mange forældre holder barnedåb i Påsken, men på dette område er Sct. Nicolai Kirke førende. Langfredag blev der døbt syv børn i denne kirke, og i dag bliver ti børn døbt. Det er det største antal i kirken – siden sognedelingen i hvert fald. Og 2. Påskedag bliver yderligere nogle børn døbt.

I Kristkirken bliver i dag døbt fem, hvilket ikke er usædvanligt mange for denne kirkes vedkommende, men der har også de øvrige Påskedage været adskillige. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 5. april 1942.

1942 – Elfenbens-krucifiks til Nicolai Kirke

Af den eneste elefanttand, der findes i Danmark – og to store kandelabre til koret.

Som bekendt skænkede en anonym velgører fornylig 10.000 kroner til pastor Tobiassen til anvendelse til Nicolai Kirkes udsmykning efter præstens skøn.

Er der truffet nogen bestemmelse om beløbets anvendelse? spurgte vi i formiddags pastor Tobiassen.

“Sagen blev jo overgivet til menighedsrådet, og den lod spørgsmålet gå videre til kirkebestyrelsen. Under et besøg i København forhandlede jeg med Nationalmuseet, som henviste mig til Selskabet for kirkelig kunst. Dette selskab sendte sin konsulent, arkitekt Mogens Koch, herover, og for et par dage siden gennemgik vi med ham kirkens udstyr for at se, hvad der mest formålstjenligt kunne anskaffes for gaven. Inden for kirkebestyrelsen enedes man om, at det gamle krucifiks på alteret – der er fremstillet af støbejern og uden kunstnerisk værdi – burde udskiftes med et smult elfenbenskrucifiks. Men der findes i øjeblikket i hele landet kun én elefanttand til salg, og den har vi nu sikret os. Den koster 2.000 kr.

Der er faktisk også kun én herhjemme, der virkelig kan lave et sådant krucifiks, altså skære det ud i elfenben. Det er billedhugger og billedskærer Baumbach i København, og han vil kun udføre arbejdet, hvis han kan få et år til det, men det må vi jo finde os i. Krucifikset vil i færdig stand komme til at koste 5-6.000 kr.”

Hvad skal kirken så have for resten af pengene?

Vi har tænkt os et par to meter høje kandelabre med levende lys. De skulle stå i koret. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 21. februar 1942.

1942 – Pastor Tobiassen angriber forlystelsesindustrien

Kirkeligt Forbunds Kredsmøde i Kolding. En forhandling om ungdommen og moralen. […]

Kirkeligt Forbund af 1933 holdt i går eftermiddags kredsmøde for Kolding-Haderslevegnen i Bethel i Kolding, hvor formanden, pastor Vriborg, Oksenvad, efter salmen ‘Nu takker alle Gud’, bød velkommen og meddelte, at det var sidste gang, han ledede årsmødet, da han er forflyttet til Aarhus Stift. Efter salmen ‘Nu fryde sig hver kristen mand’ talte sekretær pastor Johs. W. Jacobsen, København, over emnet ‘Skabelsestroen og den moralske krise’.

Den ungdomsødelæggende forlystelsesindustri

Pastor Tobiassen, Kolding, pegede på en speciel opgave, som han fandt Kirkeligt Forbund af 1933 burde etage op, nemlig at sætte en bevægelse i gang – også fra allerhøjeste stede – mod den om sig bredende forlystelsesindustri, og han mindede om, at bl.a. folketingsmand, politimester Vagn Bro allerede havde taget bladet fra munden i så henseende. Kunne Kirkeligt Forbund ikke tage sig for at rejse en kampagne mod denne ungdomsødelæggende forlystelsesindustri? Her i Kolding ser vi for tiden noget iværksat, som kaldes Cykel 6-dagesløb, men som kun har til opgave at suge de unges penge. Over for sådan forlystelsesindustri bør der sættes ind. […]

Der skydes meget ved siden af mod kirken

Pastor Tobiassen sluttede mødet med en tak for Kirkeligt Forbund for dets arbejde til styrkelse af kirkens liv i vort folk. Det vigtigste for os er at leve i Jesu Kristi forening og i samfundet med ham. Det et det, vi må gå ud og gøre, og sætte et positivt arbejde ind i tiden, hvor der lyder så mangfoldige kritiske røster om de tomme kirker og dovne præster. Der skydes meget ved siden, for der findes også fyldte kirker. Manden på gaden, som kun har forstand på, hvordan et velrettet boksestød skal sidde, hvordan man får en fodbold i mål og hvilke værtshuse, der har den bedste betjening, hans intetsigende kritik kan vi ikke modtage. Lad os vise, at vi hører kirken til, så hvert skridt gøres i lydighed mod Gud. Måtte han give sin kirke kraft til at bære hans budskab frem, det eneste, der kan lyse i mørket og være den bærende kraft i vort folk. Dermed sluttede mødet.

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 24. januar 1942.

1941 – Smuk julegave til Nikolai Kirke

En anonym giver har skænket et klokkespil til tårnet.

Efter sin prædiken i Sct. Nikolai Kirke juledag rettede pastor Tobiassen en varm tak for de mange og store gaver, der i året var givet til sognets fattige og menighedsplejen, og ligeledes takkede pastoren den anonyme giver, der havde givet tilsagn om at ville bekoste opsætningen af et klokkespil i Sct. Nicolai Kirkes tårn. Klokkerne skal om morgenen spille ‘I østen stiger solen op’, om middagen ‘Dejlig er jorden’ og om aftenen ‘Dagen går med raske fjed’. En fjorden dages tid før jul modtog pastor Nordentoft et brev fra tårnurfabrikant Bertram Larsen i København, hvori denne meddelte ham, at en giver, der ønskede at forblive anonym, hos ham havde gjort bestilling på et klokkespil, som skulle leveres og opsættes i Sct. Nicolai Kirkes tårn under forudsætning af, at menighedsrådet ville modtage sådan en gave. […]

Kilde. Uddrag, Kolding Folkeblad, 27. december 1941.

1940 – Julekoncert i Nicolai Kirke

På søndag eftermiddag kl. 14 finder den sidste julekoncert for i år sted i Sct. Nicolai Kirke. Der indledes med orgelspil af organist Skov. Senere vil vort bysbarn organist Kjeld Boesen spille, og man får her for første gang rigtig lejlighed til at konstatere hans dygtighed.

Dobbeltkvartetten “Arion” vil med fin afstemt sammensang synge fire smukke sange. Derefter vil vor populære cellist Frahm foredrage nogle cello-soli, og ind imellem disse vil fru Jenny Stotz synge julesange. Til slut bliver der fællessang og andagt ved pastor Nordentoft […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 20. december 1940.

1940 – Gribende mindeord om de faldne, danske soldater i Koldings kirker i søndags

Tak til de pligttro soldater og bøn for Konge, Fædreland og Folk.

Koldings kirkeklokker kimede i søndags til ære for de danske soldater, der for en uge siden faldt på deres post, og efter Kirkeministeriets henstilling blev der under alle gudstjenester i kirkerne udtalt mindeord, hvortil byens præster føjede ønsket om, at Danmark måtte vel overstå tidens store vanskeligheder og i fremtiden bevare sin folkelige frihed […]

Kilde: Uddrag, Jydske Tidende, 16. april 1940.

1940 – De seks nye minister

Seks nye minister i samlingsregeringen
Se seks minister i den nye samlingsregering. Billede lavet af avisen Socialdemokratiet, 1940

Efter de begivenheder som har medført en samarbejdspolitik på tværs af partierne udpeges nu seks nye minister, fra de konservative og venstre. De seks nye minister er Christmas-Møller for Ministeriet for Handel og Søfart, Hasle som finans og justitsminister, Hauge som landbrugs og undervisningsminister, Fibiger som kirke og socialminister, Krag som udenrigs og indenrigsminister, og S. Brorsen som forsvars- og trafikminister.

Kilde Kol. Socialdemokrat, 11 april 1940, forsiden