Det har også betydning, hvorledes mandaterne fordeles
Fhv. indenrigsminister Knud Kristensen udtalte i morges om valgets resultat:
“Det, som det i første række gjaldt om ved dette valg, var at få folk ud for at stemme, og dette har vi i hvert fald opnået. Det danske folk har vist, at det vil være med til at værne om vort folkestyre, og at det har været sig sit ansvar bevidst. For så vidt er det gået godt. Og det var hovedsagen. Men det har naturligvis også betydning, hvorledes mandaterne fordeles. Venstre har haft en betydelig stemme-fremgang, som vi må være glad for, og vi må tage det nederlag, der ligger i mandattabet for os. Vi taber dog slet ikke modet af den grund, men vi vil søge at vinde frem på ny.”
Sammenholdet om nation og folkestyre har stået sin prøve
Formanden for Socialdemokratiet, folketingsmand Alsing Andersen, udtaler:
“Det helt afgørende træk ved dette valg er den enestående valgdeltagelse. Herved har det danske folk skrevet et mindeværdigt kapitel i sin historie. Sammenholdet om nation og folkestyre har stået sin prøve. For det socialdemokratiske partis vedkommende er valgdagen præget af en storslået stemmefremgang, den største i vort partis historie, og som også har givet sig udtryk i en forøgelse af vore mandater. Der er hermed skabt et fortræffeligt grundlag for vort fremtidige arbejde. Vi kan være tilfreds med valget.”
Samlingen og samarbejdet kan fortsættes
Formanden for det konservative Folkeparti, fhv. kirkeminister Fibiger, udtaler bl.a.:
“Det er glædeligt, at det over hele landet er konstateret, at det det dansk folk står samlet i sin politik i besættelsestiden. At småpartierne ikke har jordbund i folket, bærer deres små stemmetal viden om. Det dansk folk tænker selvstændigt og læber ikke efter lygtemænd. Valget viste stor fremgang for Socialdemokrater, Konservative og Venstre, og vi hilser med stor tilfredshed, at samlingen og samarbejdet kan fortsættes på samme gode måde som hidtil i ro og orden og i folkets idé. Arbejdet i den nye regering vil gå videre i den kurs, der begyndte den 9. april 1940.” […]
Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 24. marts 1943.