1943 – Da Flensborgs danske begravede de tyve ofre for bombeangrebet

Gribende højtidelighed på Flensborg Kirkegaard. Aksel Schiøtz sang over femten små og fem store kister.

15 små sorte børnekister og bagved disse frem større, alle smykket med forsommerens blomsterpragt og omgivet af et væld af pragtfulde kranse med rød-hvide bånd. Omkring dem rækker af sørgede forældre, søskende og bedsteforældre og deltagende landsmænd fra nær og fjern. Tårer stod i alle øjne, og en grådkvalt hulken lød som et stille akkompagnement, da Danmarks fejrede sanger Aksel Schiøtz sang Grundtvigs vuggevise ‘Sov sød, børnlille’ over de jordiske rester af den danske børnehave, der for mindre end en uge siden var et jublende kor af glade barnestemmer. Mange landsmænd fra Flensborg, Sydslesvig og Danmark var mødt på kirkegården i Flensborg i går for at vise deres deltagelse i den sorg, der med dette bombeangreb er voldt det danske mindretal. Foruden dets egne organisationer var de nationale foreninger i Danmark repræsenteret. Der var danske sydslesvigere i uniform, der bragte hilsen fra landsmænd ved fronterne, som gerne ville have været med. For landsmænd nordfra var synet af de sorte kister i majdagens sol, omgivet af sørgeklædte kvinder, børn og gamle, et uforglemmeligt gribende billede af krigens gru og sorg. Flere familier havde hver mistet to af deres børn.

De blågule Flensborg-drengespejdere stod fanevagt med floromvundne faner omkring de mange kister, flankeret af pigespejderene i deres gule uniformer. På spejdernes ansigter læstes alvor og sorg. hver af dem kendte alle de små børn og de voksne, der nu lå som lig i de sorte kister, og noget sådant kan nok stemmet et ellers muntert pige- og drengesind til alvor. På hver af kisterne lå en krans fra Duborgskolen. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 25. maj 1943

1942 – 7 engelske flyvere begravet i Odense

De 7 engelske flyvere, der omkom ved Middelfart forleden, jordedes i morges på Odense Kirkegård. Kisterne var ved 6-tiden ankommet til Odense fra Middelfart, blev svøbt i engelske flag og under æresvagt henstillet i kirkegårdens kapel, medens orglet præluderede. Jordfæstelsen overværedes af flere tyske officerer og repræsentanter for den danske hær. Kisterne førtes, ledsaget af et æreskompagni, til fællesgrav og her talt en tysk feltpræst, der også foretog jordpåkastelsen og fremsagde ritualet. Efter at der var blæst koraler over graven, affyredes 3 geværsalver, og der henlagdes flere kranse på graven, bl.a. fra 6. Regiment i Odense […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 21. maj 1942.