1942 – Efterforskningen i metalsagen mod Nordisk Solar afsluttet ved retten i Kolding

Afhøringen af konsul Jørgensen, filialbestyrerne fra Aalborg og Esbjerg samt af en Koldingensisk produkthandler.

Ved kriminalretten fortsattes i går efterforskningen i sagen mod Nordisk Solar Co., hvor direktør, konsul Jørgensen er sigtet for ulovligt køb og salg af metaller og for omgåelse af maksimalpriserne på disse. Retsmødet indledtes om formiddagen med afhøring af konsul Jørgensen og firmaets filialbestyrere i Aalborg og Esbjerg, Ejnar Langaa Jensen og Erik Meyer. Dommersædet beklædtes af kriminaldommer Strøbech, og anklagemyndighederne var repræsenteret ved politifuldmægtig Ahrenbrandt. Overretssagfører Johnsen, Viborg, og landsretssagfører Wolf, Kolding, var mødt som privat engagerede forsvarere.

Afhøringen af filialbestyrer Langaa Jensen blev afsluttet ved dette retsmøde, og filialbestyrer Erik Meyer, Esbjerg, forklarede, at han i enkelte tilfælde havde betalt kobber til overpris uden at underrette hovedkontoret. Hos produkthandler Chr. Christensen i Esbjerg havde han købt 1.800 kg. kobber til 2,80 kr. pr. kg. – altså 10 øre pr. kg. mere end maksimalprisen, desuden noget messing og 3.802 kg. bly til 2,58 kr. pr. kg. Han havde endvidere foretaget opkøb hos en produkthandler i Varde, og han fastholdt, at samtlige køb var foretaget på hans eget initiativ.

Kørslen kom med under afregningen

Produkthandler M. Stagis, Toldbodgade, Kolding, som også blev afhørt, forklarede, at han havde leveret firmaet 150 kg. kobber til maksimalpris og 268 kg. bly a 2,88 kr. Blyprisen var ellers 2,50 kr., men overprisen var fremkommet ved, at han også skulle køre for Nordisk Solar Co. Stagis nægtede sig skyldig og sagde, at han ved afregningen tillige fik betaling for forskellige tjenester, han havde ydet firmaet i form af ombytninger af varer og ved kørsel, og at afregningen fandt på denne måde, fordi prokurist Præstø på Nordisk Solar Co. ikke ønskede særskilt regningen udfærdiget for kørsel. […]

Retsmødet varede et par timer, men der kom dog ikke noget egentlig nyt frem. Efterforskningen i sagen er hermed sluttet i Kolding, men det er muligt, den vil komme til fortsat behandling i København.

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 27. maj 1942

1942 – Solar-sagen genoptages i kriminalretten

Forhør om både køb og salg af metaller til overpris.

Forhørene i “Solar”-sagen fortsatte i dag med en afhøring af filialbestyrer Langaa-Jensen, Aalborg, Til stede i retten var – som sidst – for anklagemyndigheden politifuldmægtig Ahrenbrandt, der ved sin side havde revisor Frandsen og kriminalbetjent Andersen; forsvaret var repræsenteret ved overretssagfører Jørg. Wolf, Kolding. Dommersædet beklædtes af dommer Strøbech. Til stede i retten var under hele afhøringen hovedsigtede, direktør J. Jørgensen.

Langaa-Jensen afhørtes om forskellige handeler. Der var bl.a. nogle kobberleverancer præsteret af en hr. Olsen i Aalborg. Olsen, der var en gammel ven og medarbejder af firmaet, var ved et par lejligheder, efter at kobberleverancerne havde fundet sted, blevet inviteret på et stykke smørrebrød – den ene gang til 15-16 kr., den anden gang til 56-57 kr.

Anklageren: “Hvad skulle det smørrebrød være godt for?”

Langaa-Jensen: “Jeg ville traktere sælgeren, hvis han kunne skaffe kobber.”

Ank.: “Der er et par momenter, der får mig til at tvivle om, at frokosterne virkelig har fundet sted. Det viser sig nemlig, at de prisreguleringer, der har fundet sted, netop drejer sig om 5. kr. for det ene partis vedkommende og 4 kr. for det andets vedkommende. På grundlag af de overpriser er frokostregningerne beregnet. Er De sikker på, at De har spise de frokoster?
Langaa-Jensen: “Ja, jeg har?”

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 26. maj 1942

1942 – Solar-sagens 2. dag

Fortsat afhøring af prokurist og filialbestyrere

Lørdagens efterforskningsforhør i “Solar”-sagen fortsattes med afhøringen af prokurist Præstø. Det første af dagens forhold drejede sig om et vareparti, modtaget 24.-25. april og indeholdende bl.a. en tinspiral, der senere solgtes med tab til D.D.M.M. Sigtede erkendte her, at der var givet en overpris på 540 kr. […] Den 6. marts blev der modtaget et parti kobber fra Viborg, som betaltes med 6,75 kr. pr. kg. Overprisen skulle her være 1.289 kr.

Et brevkort med en mærkelig datering

I dette forhold fremkom politifuldmægtigen med et brevkort, afsendt “efter begæring af Solar” i marts måned, men dateret den 3. januar, dagen før maksimalprisbestemmelsens offentliggørelse og meddelende afsendelsen af diverse kolli med kobber.

Politifuldm.: “Kan de forklare hvad det kort betyder?”

Præstø: “Nej, det var et parti til Aalborg.”

Politifuldm.: “Der ser unægtelig meget mærkeligt ud med det kort i sagen, dateret netop dagen før maksimalprisernes ikrafttræden og afsendt i marts.”

Dommeren: “Det må De unægtelig have noget kendskab til, hr. Præstø. Lad os nu høre, hvad kendskab, De har til dette forhold.”

Præstø: “Kun det rent kontormæssige.”

Konsul Jørgensen: “Jeg ville have krævet, at firmaet i Aalborg skulle have opfyldt sin leveringsaftale – helt hent i juni, om det skulle være – hvis det ikke var leveret rettidigt efter tidligere aftale.”

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 16. maj 1942.

1942 – Solar-Kobbersagen for retten i Kolding

I formiddags afgav konsul Jørgensen forklaring.

Kl. 9½ i formiddags tog den store Solar-sag sin begyndelse i Kolding Kriminalret. Tilstede i retten var for anklagemyndigheden politifuldmægtig Arenbrandt, der ved sin side havde revisor Frandsen og kriminalbetjent Andersen, der har arbejdet med sagen gennem de måneder, undersøgelserne har stået på. Som privat engageret forsvarer var ORS. Johnsen, Viborg, mødt og desuden firmaets herværende sagfører, LRS. Jørgen Wolf. De i sagen tiltalte mødte først frem og fik deres navne indført i retsbogen. Det var sagens hovedtiltalte, direktør Jacob Laurids Jørgensen, f. 1891 i Sønderborg, samt firmaets forskellige filialbestyrere, Søren Chr. Petersen, Georg Henrik Koch Petersen, Ejler Langaa Jensen og Ejler Sørensen Præstø, der er firmaets prokurist.

Konsul Jørgensen redegjorde for de to firmaer ‘Nordisk Solar’, der driver handel med – elektriske artikler, og ‘Audiola’, der driver fabrikation af radio og elektriske artikler, for hvilke han er administrerende direktør. Anklageskriftet fylder en halv snes foliosider, og de forskellige sigtelser, som dommeren forudsatte tiltalte bekendt med, kom først frem efterhånden. Konsulen oplyste, udspurgt af politifuldmægtigen, at normalt er ‘Nordisk Kabel- og Traadfabrik’ og ‘Bergsøe’ hans leverandører af kobbertråd, tin fik han fra ‘Bergsøe’. Bly anvendtes ikke meget, derimod aluminium og messing.

Da kabelfabrikken begyndte at kræve kompensation

Om årsagen til opkøbene af kobber oplyste konsul Jørgensen, at det skyldtes krav fra kabelfabrikkerne om kompensation. Kobber var det, det kneb mest med – nogle fabrikker forlangte for længe siden kompensaion, andre er først nu begyndte på det, og ‘Nordisk Kabel’ forlangte allerede for et par år siden kompensation. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 15. maj 1942.