1944 – Atter i nat julekø på Hovedbanen

3.000 mennesker ventede på billetter til rejse juleaftensdag
Hovedbanegården var også i aftes og i nat skueplads for en stor kø. Ved midnatstid var der samlet omkring 3.000 mennesker, som ønskede at købe en billet til rejer på Sjælland og Lolland-Falster juleaftensdag.

Natten til i går stod 6.000 mennesker i løb i håb om at erhverve en billet til rejser Lillejuleaftensdag. Ventetiden blev fordrevet med sang og humør. Ved 22-tiden i aftes blev der igen dannet kø på Hovedbanegården, og denne kø voksede stadig. Den vagthavende i billetsalget udtalte ved 24-tiden, at der vel nok stod 3.000 mennesker på banegården. Sceneriet var det samme som ved tilsvarende lejligheder. Det var fortrinsvis ungdommen, der ventede på billetkontorets åbning nu til morgen kl. 7. “Det er jo sådan”, bemærkede den vagthavende, “at mange mennesker ikke kan få fri fra kontorer, forretninger og arbejdspladser før i sidste øjeblik, og de vil så med de tog, der eventuelt kan bringe dem hjem, inden julen kimes ind”. […]

Kilde: Uddrag, Social-Demokraten, 17. december 1944.

1941 – Kampen om julekaffen!

Knuste ruder og sårede damer!

Over hele landet gik jagten i går på julekaffen, og mange steder, særlig i København, stod der køer på flere hundreder mennesker foran de enkelte forretninger, som endnu havde kaffe. Der er dog langtfra kaffe nok til alle københavnere. Fra Odense meddeles, at under kampen for at få kaffe, kom to damer ret alvorligt til skade. Den første ulykke skete på Vestergade, hvor den 80-årige enkefru Nicoline Nielsen ville skynde sig over kørebanen for at nå frem til en kø uden for en kaffeforretning. En cyklist væltede hende, og i faldet fik hun hjernerystelse. Ud for en forretning på Skibhusvej blev en anden dame, fru Svendsen, trykket ind i en rude, der knustes. Hun fik snitsår over hele kroppen og måtte føres til sygehuset. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 12. december 1941.