1941 – To domme for fornærmelser mod den tyske værnemagt

Landsretssagfører idømt 60 dages hæfte.

(R.B.) København:
Københavns Byret har afsagt dom i en sag mod en landsretssagfører i en provinsby for fornærmelser mod værnemagten. Den pågældende landsretssagfører sad en eftermiddag i restaurationslokalet på et provinshotel i selskab med adskillige andre. I samtalens løb fremsatte han en række udtalelser, der var fornærmende overfor værnemagten og overfor Tyskland. Dommen fastslår, at det ved givne vidneforklaringer må anses for godtgjort, at hans udtalelser var af den anførte karakter. Landsretssagføreren idømtes derfor en straf på hæfte i 60 dage.

Grosserer idømt 20 dages hæfte.
Københavns Byret har endvidere afsagt dom i en sag mod en Københavnsk grosserer, der var tiltalt for at have gjort sig skyldig i hærværk ved med en nøgle at have ridset på et nymalet skilt for et Standortkommandantur for den tyske værnemagt, der var anbragt på en trappegang. […] Ved dommen idømtes han en hæftestraf på 20 dage.

Kilde: Uddrag, Demokraten, 24. august 1941.

1941 – Forbud mod kommunistisk virksomhed

Af hensyn til statens velfærd i forhold til fremmed magt. De foretagne nødretsforanstaltninger overfor kommunisterne den 22. juni gøres lovgyldige.

Justitsminister Thune Jacobsen mødte i dag i Rigsdagen for første gang i sin egenskab af minister, og han debuterede om at fremsætte et forslag til lov med forbud mod kommunistiske foreninger og kommunistisk virksomhed. I lovforslaget heddet det bl.a.: Alle kommunistiske foreninger og sammenslutninger forbydes, og de bestående kommunistiske sammenslutninger vil straks være at opløse. Kommunistisk virksomhed af enhver art er forbudt. Overtrædelse af disse bestemmelser straffes med bøde, hæfte eller fængsel i indtil 8 år. Personer, hvis adfærd har givet særlig grund til at antage, at de vil deltage i kommunistisk virksomhed eller agitation, kan efter justitsministerens bestemmelse eller hans godkendelse tages i forvaring af hensyn til statens sikkerhed eller dens forhold til fremmede magter.

Anholdte skal fremstilles for en ret inden 24 timer.

Lovforslaget bestemmer, at enhver, der tages i forvaring i henhold til denne lov inden 24 timer skal fremstilles ved Københavns Byret, der ved kendelse beslutter, om forvaringen skal opretholdes. Såfremt det ikke inden 24 timer kan nås at fremstille vedkommende for Københavns Byret, skal han fremstilles for en nærmere ret, men beslutning skal tages af Københavns Byret. Appel herfra kan ske til Højesteret. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 20. august 1941

1941 – Ung pige og 7 mænd dømt for fornærmelse mod tyske soldater

30-40 dages hæfte i 7 af sagerne, 2 års fængsel i den ottende, en voldssag.

[…]

“Victorie” på tysk skilt
Güenther Weigert er blevet dømt 30 dages hæfte i anledning af, at han på et skilt ved den tyske værnemagts herværende standort kommandatur med blyant havde skrevet ordet “Victorie”.

Rød Front-hilsen efter krigsudbruddet i Øst
Den tidligere straffede Edmond Valdemar Pedersen er blevet idømt 40 dages hæfte på grund af sin optræden overfor en tysk officer. Han havde om aftenen den 28. juni, da han passerede den tyske officer på spottende måde råbt til ham med udtrykket “Rød Front”, idet han samtidigt løftede sin højre hånd, der var knyttet.

Råbt efter syngende soldater
En 50-årig mand, Einar Gustav Krogh-Meyer, som for en måneds tid siden råbte skældsord efter en deling syngende soldater i Helsingør, er idømt 30 dages hæfte.

Forulempet på Hovedbanegården
Den 40-årige Aage Stumph er blevet idømt 30 dages hæftestraf, fordi han i Hovedbanegårdens afgangshal i spirituspåvirket tilstand havde forulempet en forbipasserende tysk soldat. […]

Kilde: Uddrag, Nationaltidende, 13. juli 1941.

1941 – Otte personer dømt for fornærmende optræden

En mand, der kastede en flaske mod en tysk soldat, fik 2 års fængsel.

På pladsen foran Jernbanestationen i Frederiksværk kastede den 27-årige Kristian Villy Madsen i forening med en allerede domfældt person Jens Børge Wulff Andersen kort efter jul to flasker efter en tysk soldat, derved pådrog sig forskellige læsioner og desuden en hjernerystelse. Tiltalte, en tidligere straffet person, erklærede, at han, da han opholdt sig på banegården, og der med mellemrum kom nogle tyske soldater gående, kastede flasken efter den sidste soldat i en gruppe, der da befandt sig i en afstand af 10 m.

Efter domspræmisserne kan det fastlås, at tiltalte forsætligt har kastet flasken for at ramme den tyske soldat, samt dels at den kastede flaske ramte målet, dels. at tiltalte ikke havde nogen som helst grund til at antage, at soldaten var identisk med den soldat, som han tidligere havde været i konflikt med. Tiltalte blev idømt 2 års fængsel.

Den tidligere straffede 52-årige Anton Christian Frederik Nielsen er ved Københavns Byret blevet idømt 30 dages hæfte i anledning af, at tiltalte den 12. juni i år kl. ca. 20 i spirituspåvirket tilstand fra vinduet til gården i sin lejlighed havde udskældt en tysk soldat med anvendelse af grove ukvemsord.

En 22-årig kvinde er blevet dømt 30 dages hæfte i anledning af, at hun, da hun passerede en tysk vagtpost, tilråbte denne på fornærmelig måde.

Den 30-årige Poul Gerhard Lyngaae havde den 17. juni d. a. om aftenen på Nørrebros Runddel i spirituspåvirket tilstand indladt sig i skænderi med en tysk soldat. Han havde tildelt denne et slag i ansigtet og derefter forsøgt at undslippe. Tiltalte, der tidligere har været straffet med bøder for vold og overtrædelse af politivedtægten, blev idømt 30 dages hæfte […]

Kilde: Uddrag, Koldin Social-Demokrat, 12. juli 1941.

1941 – 3 års fængsel for at smugle emigranter ud af landet

En københavnsk motorbådsejer og hans medhjælper dømt for at have sejlet tre flygtninge til Sverige.

København:

For Københavns Byret har der i nogen tid verseret en sag mod den 31-årige Carl Frederik Hansen og den 21-årige Eigil Emil Larsen, der den 9. maj 1941 med Hansens motorbåd har sejlet 3 emigranter fra Havnegade her i byen til Barsebäck i Sverige, hvor de gik i land. Hansen havde forlangt og fik 1.000 kr. som vederlag. Eigil Larsen, der hjalp til ombord, men i øvrigt ikke kendte nærmere til sagen, betalte han 50 kr. De afsejlede ved 17-tiden og nåede Sverige noget før mørkets frembrud. Hansens handling findes egnet til alvorligt at skade rigets interesser i forhold til udlandet, og han blev i går idømt 3 års fængsel, medens Larsen under hensyn til hans alder, relativt ringe medvirken og underordnelsesforholdet idømtes fængsel i 1 år […]

Kilde: Uddrag, Fredericia Social-Demokrat, 9. juli 1941.

1941 – Dømt for at overtræde de ekstraordinære love

Hvad det koster at genere tyske militærpersoner og rejse til Sverige uden tilladelse.


Københavns Byret har afsagt dom over den 26-årige Carl Eggers Svenningsen, Kolding, som i et anonymt brev til den tyske værnemagts afdeling i Kolding havde fremsat fornærmelser mod rigskansler Hitler og det tyske folk. Svenningsen har forklaret brevet som udslag af en pludselig indskydelse […] Dommen, der er afsagt i henhold til Straffelovens bestemmelser i  §107 om fornærmelse mod fremmed statsoverhoved, lød på fængsel i 2 år.

Den 44-årige Aug. Vilhelm Marius Høse, som en gang i april i en båd var sejlet fra Dragør til Malmø for at få nogle penge han havde til gode, er af Københavns Byret for at have forladt landet uden myndighedernes tilladelse idømt fængsel i 1 år og 3 måneder. […] Den 40-årige Bent Johansen, Vejle, som på en fjordbåd på Vejle Fjord havde generet tysk militær på udfordrende måde, og fortsat med at genere den tyske militærperson efter at man fra damperen var kommet i land, er ved Københavns Byret idømt 30 dages hæfte.

Kilde: Uddrag, Herning Avis, 20. juni 1941.

1941 – Stor benzin-affære

Solgt 8-10.000 liter benzin og 10.000 liter olie uden mærker.

I Københavns Byret behandles i går eftermiddags en større benzin- og olie-sag, der var rejst mod grosserer Jens Skydstrup Christensen […], som var sat under tiltale for fra august 1940 til april 1941 fra sin tank på hjørnet af Abel Cathrines Gade og Viktoriagade uden aflevering af mærker og til for høj pris – idet kunderne både måtte betale benzinens pris, og hvad grosserer Skrydstrup Christensen selv havde betalt for mærker – at have solgt 8-10.000 liter benzin og for i tiden fra juli til oktober i fjor fra samme tank og på lignende måde at have solgt 10.308 liter brændselsolie. Efter en længere vidneafhøring, hvorunder det oplystes, at flere vognmænd er sigtet i sagen, udsattes den videre behandling.

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 11. juni 1941.