1942 – Vilhelm la Cours afskedigelse

Undervisningsministeriet meddeler:

Ved kgl. resolution af 16. juni er der i henhold til Statstjenestemandslovens paragraf 18, jfr. paragraf 61, meddelt lektor ved Birkerød Statsskole, dr. phil. Vilhelm la Cour, afsked fra nævnte embede.

Vilhelm la Cour er født 1883. I 1909 blev han mag. art. og virkede forskellige steder som lærer, indtil han i 1918 knyttedes til Birkerød Kostskole, hvor han 1931 blev udnævnt til lektor. I 1927 blev Vilh. la Cour dr. phil. og underviste nogle år ved universitetet som privatdocent.

I 1936 deltog la Cour i professorkonkurrencen ved Københavns Universitet om det ledige professorat i historie, men fik én stemme mindre end professor Albert Olsen. I en årrække indtil 1940 var la Cour redaktør af ‘Grænsevagten’ og medlem af Grænseforeningens hovedbestyrelse. Han har skrevet en lang række historiske arbejder, bl.a. den for et par år siden afsluttede Danmarkshistorie.

Baggrunden for afskedigelsen

I paragraf 18 i Statstjenestemandsloven hedder det:

Som disciplinær straf for tjenstlig forseelse vil der af vedkommende styrelse kunne anvendes advarsel eller irettesættelse, bøde, der dog ikke må overstige en halv måneds løn. Forsættelse til anden tjeneste, forflyttelse, degradation eller afskedigelsem jfr. dog Grundlovens paragraf 17 og 71 forflyttelse, degradation eller afsked for de i paragraf 60 og 61 nævnte forhold eller i øvrigt som straf for tjenestemandsforseelser kan, når forholdet ikke er fastslået ved dom, aldrig finde sted uden efter forgående tjenstlig forhør. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 18. juni 1942

1942 – Fra de danske studenter

Danske og tyske nazister arbejder for øjeblikket på:

  1. Gennemførelse af jødelov i Danmark.
  2. Militær støtte til den “tyske forsvarsoffensiv”.
  3. Anerkendelse af Quisling.

ad 1. Rygterne om dansk jødelov har det reelle grundlag, at Popp-Madsen for øjeblikket sidder i justitsministeriet for i samarbejde med tyske jødeeksperter fra Gestapo at lave udkast til jødelov efter tysk mønster. Popp-Madsen er som bekendt lektor ved Københavns Universitet og tidligere leder af ‘National Studenteraktion’.

ad 2. Kort efter undertegnelse af Anti-komiternpagten stillede Tyskland krav, om dansk militær støtte til “Forsvaret af Finland”. Visse dele af regeringen erklærede sig villig til forhandling om frigørelse af de tyske tropper i Jylland ved hjælp af en dansk hær under tysk kommando og gennemsyret af tysk Gestapo og danske stikkere. Forhandlingen vedvarer. […]

ad 3. En dansk anerkendelse af Quisling vil simpelthen betyde, at vi falder Norges heltemodige og Sveriges dristige og værdige nordiske politik i ryggen.

Endelig arbejder nazisterne i det skjulte på gennemførelse af den såkaldte reform af socialloven. De vil derigennem bl.a. opnå 3 ting:

  1. at skabe splittelse mellem samlingspartierne.
  2. at skabe utilfredshed blandt arbejderne for derved at give Fritz Clausen en hårdt tiltrængt chance for medlemsforøgelse.
  3. at tvinge danske arbejdere til at tage arbejde i Tyskland.

[…]

Kilde: Uddrag af det illegale blad: De Frie Danske, marts 1942, nr. 5, 1. årgang.