1945 – Slut med Kolding Kommunes tørv

Det er nu ved at være slut med Kolding Kommunes tørv. Brændselskontoret standsede i går for videre salg, idet man har bestillinger på 4-500 tons liggende, og når disse tørv er bragt ud, er kontorbestyrer Raarup ikke sikker på, at de er flere på lageret. Det bliver i hvert tilfælde ikke ret mange. Der er stadig stor efterspørgsel, og mange har kun de 5 sække tørv fra kommunen til resten af fyringssæsonen. Kontoret har 14-15.00 tons tørv liggende ved Rødekro, Gesten og Krosager, men om de bliver tørre nok til at kunne brænde foreløbig, afhænger af vejret. Og så er der jo tillige transportspørgsmålet.

Kilde: Kolding Folkeblad, 7. marts 1945.

1945 – Brunkul til Kolding

Brændselssituationen stadig overordentlig vanskelig

Kolding Brændselskontor har daglig 3-400 ekspeditioner a 5 sække tørv, så det svinder rask i kommunens tørvelager, og det kniber for mange at få de 5 sække til at slå til i 14 dage, således som rationen lyder på, oplyser kontorbestyrer Raarup. I de sidste dages kulde forslår en tredjedel sæk brændsel ikke meget pr. dag. Det er ikke alene til de små lejligheder, men også til de store, kommunen leverer tørv, således til et stort kompleks syd for åen med 40 lejligheder.

Der er i de sidste dage ikke kommet noget brændsel ind til Kolding på grund af snevanskelighederne. Hr. Raarup venter i øvrigt, at der inden længe kommer et påbyd om, at alle tørv, uanset om de er tørre eller ej, skal bringes ind i moserne. Også i landkommunerne er det galt med brændslet. Brændselskontoret i Kolding har haft flere forespørgsler fra folk i omegnskommunerne, som har ønsket at købe tørv, men de har naturligvis ingen kunnet købe. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 30. januar 1945.