1943 – Svitzer-ekspedition til Rebæk-skibet

Bjergningsselskabet sender for egen regning og risiko et dykkerskib til Kolding Fjord

For en måned siden forelå sagkundskabens dom over skibsfundene i Kolding Fjord. Efter at have undersøgt de bjergede vragrester og besøgt findestedet kunne lederen af Nationalmuseets 1. afdeling, museumsinspektør Dr. phil. Therkel Mathiassen, og den skibsbygningskyndige ekspert, ingeniør Knud E. Hansen, der er teknisk konsulent for Søfartsmuseet på Kronborg fastslå, at Rebæk-skibet simpelthen er enestående i Norden. Fra den tidlige middelalder finde der ikke i hele Norden noget skibsfund. Naturligvis har Nationalmuseets udsendige stærkt interesseret i at få Rebæk-skibet, hævet, så snart forholdene tillader det, og de økonomiske midler er skaffet til veje. Der var ingen, der på det tidspunkt regnede med, at der i nærmeste fremtid skulle foretages mere med hensyn til middelalderskibet. Det skulle have lov at passe sig selv i sin muddergrav, til krigen er forbi.

Svitzer rykker ud

Men med middagsposten i går modtog stads- og havneingeniør C. A. Lassen et brev fra direktør Kjær, Svitzers bjergningsentreprise i København. Det var et tilbud fra Svitzer om for egen regning og risiko at sende et bjergningsfartøj med dykkere og specielt materiel ombord til Kolding Fjord. Når Svitzers opmærksomhed er henledt på Rebæk-skibet, skyldes det ingeniør Knud E. Hansens forbindelse til selskabet. Han har utrættelig arbejdet med sagen lige siden besøget i Kolding og forsøgte først at få bistand fra marinens dykkerskole. Da denne plan på grund af forholdene måtte opgives, henvendte han sig til Svitzer, der altså har stillet sig yderst velvilligt. […]

1943 – Fundet af “Rebæk-skibet” er enestående i Norden

Ikke et vikingeskib, men langt interessantere fund fra den tidligere middelalder

Sagkundskabens dom over skibsfundene i Kolding Fjord foreligger nu. Selvom det kun er en foreløbig kendelse, der er afsagt, kan det fastlås, at “Rebæk-skibet” simpelthen er enestående i Norden!

Det resultat er lederen af Nationalmuseets 1. afdeling, museumsinspektør dr. phil. Therkel Mathiassen, og den skibsbygningssagkyndige ekspert, ingeniør Knud E. Hansen, der er teknisk konsulent for Søfartsmuseet på Kronborg, kommet til efter den første undersøgelse af vragdelene. De to museumsmænd kom til Kolding med Københavnerekspressen i går eftermiddags og blev på banegården modtaget af repræsentanter for museumsbestyrelsen med formanden, guldsmedemester Holger Kyster, i spidsen. Uden videre omsvøb gik eksperterne straks i gang med den første undersøgelse af vragdelene, der er opmagasineret i et skur på gasværkets grund på Nordhavnen. Det var spændende øjeblikke for museumsbestyrelsen, der allerede har ofret megen tid og mange penge på “Rebæk-skibet”. Spændingen fik dog hurtigt udløsning, idet eksperten straks kunne fremsætte den glædelige udtalelse, at der er et uhyre interessant fund, man her står over for. Efter undersøgelsen gik selskabet ombord i havnens motorbåd OLUF og sejlede ud til findestedet. […]

Kilde: uddrag, Kolding Folkeblad, 27. august 1943.

1943 – Vraget er ca. 21 meter langt

Fjord-skibets to stævne er fremdraget

Undersøgelserne ved det formodede vikinge-handelsskib ud for Rebæk fortsattes endnu i dag, idet man ikke i går blev færdig med at opsamle det løse gods ved vraget. I blæsten i går kunne skipper Rasmussen ikke få ANETTE’s ankre til at holde i den bløde bund, og skibet var nær drevet bort fra dykkeren. Det lykkedes dog denne at få renset så meget mudder væk fra skroget, at både for- og agterstævnen kom frem. Efter dykkerens opgivelse er skibets ender nogenlunde velbevarede, hvorimod der mangler forskelligt midtskibs i styrbords side, som ligger højest, hvorimod bagbords side ligger begravet i mudder. Der er et stort hul i den styrbords side, men det er sandsynligt, at det betydelige mængder vraggods, som allerede er taget op, stammer herfra.

Det lykkedes dykkeren at måle skibet, og det er 12 armfavne langt, hvilket svarer til 20-21 meter, samme længde som vikingeskibet i Gokstad har. Bredden kunne ikke måles, da bagbords side, som nævnt ligger i mudder. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 17. august 1943.

1943 – Er det en vikinge-knarr, der ligger i fjorden?

Nationalmuseet skal afgøre, hvad det er for et skib, man har fundet

Det bliver nu Nationalmuseet, der får udspillet med hensyn til vragfundet i Kolding Fjord. Der er i går af dykkerne gjort yderligere fund ved det gamle skib ud for Rebæk, et stykke fra sejlrenden. man vil i de kommende dage foreløbigt slutte arbejdet med at optage alle løse dele, som findes omkring vraget, der ligger på det sted, hvor fiskerne gennem mange år har fået “hold” i deres garn. Resten vil man lade ligge til senere. Alle de fundne dele vil derefter blive sænket ned i åmundingen, idet der for tiden ikke kan skaffes de store mængder petroleum og anden imprægneringsvæske, som skal bruges for at skibsdelene kan lægges frem i lys og luft. I mudderet vil de kunne holde sig til bedre tider.

Det nye fund

drejer sig om en frønnet skibsplanke på ca. 4 meter, som udmærket kan stamme fra et vikingeskib, efter hvad de lokale eksperter udtaler, idet dets form og tilhugning ligesom den tidligere fundne 5 meters spante svarer til det udseende, skibende for 800-1000 år siden havde.

Et handelsskib fra vikingetiden?

I øvrigt har man fra kaptajn V. Sølver, København, som i mange år har beskæftiget sig med skibe både fra vikingetiden og den græske oldtid og udgivet forskellige afhandlinger derom, modtaget en udtalelse om det fundne skibsror, hvoraf styrmand Messmann havde tilsendt ham fotografier og beskrivelser. Udtalelsen går ud på, at såvidt kaptajnen kan se, hører roret ikke til et vikingeskib, men til et lastskib fra vikingetiden, en såkaldt knarr eller busse, et ret stort og fyldigt skib. Sådanne skibe sejlede i købmandsfart på Island og andre steder. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 14. august 1943.

1943 – Stadig håb om at finde vikingeskibet

Dykkerarbejdet ved den udhulede træstamme indstillet

Fra i dag har man ændret eftersøgningsarbejdet efter det formodede vikingeskib, således at ANETTE vil trække dræg hen over de steder i fjorden, hvor der er funden vragdele. Dykkernes arbejde ved den udhulede træstamme, som han fandt 1½ meter under fjordbunden, er foreløbig indstillet, men dykker Haufer udtaler til os, at han rimeligvis for egen regning vil søge at bjærge træstammen, da det efter hans mening er et meget velbevaret oldtidsskib. Som bekendt har man på museet på Koldinghus flere af den slags både, og fra byens side har man derfor ikke ment at have større interesse i at hæve det fundne fartøj, når det alligevel ikke drejer sig om vikingeskibet. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 10. august 1943.

1943 – Dykker-undersøgelserne efter vikingeskibet

Der arbejdes stadig på fjordbunden

Undersøgelserne på Kolding Fjord efter det formodede vikingeskib fortsattes i morges på det sted ud for Rebæk, hvor man har fået “hold”. Dykkeren har gravet en rende på 3-4 meter i længden og 1½ meter i dybden langs et stykke gammelt egetræ, hvilken han mener er en udhulet egestamme, som man i oldtiden har brugt som fartøj. Om denne antagelse er rigtig, vil vise sig når han får stammen gravet helt fri, hvilket er et vanskeligt arbejde i det mørke, der ruger på fjordbunden, hvor det er umuligt at se en hånd for sig, især når der røres op i mudderet. Finder man ikke vikingeskibet på dette sted, vil fundet af en træstammebåd også være af værdi, og eftersøgningen af det skib, hvortil den fundne styreåre har hørt, vil blive fortsat på anden måde, idet der muligvis bliver tale om, at skipper Rasmussen med ANETTE vil trække dræg på de steder, hvor man mener, der kan være chance for at finde noget. Skipper Rasmussen udtaler, at såfremt der findes et skib på fjordbunden, så skal det nok komme frem ved en sådan eftersøgning, idet dræget kan laves, så det med pigge går et godt stykke ned i mudderet. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 9. august 1943.

1943 – Nyt vikingeror fundet i fjorden

Mindre end det første, men velbevaret – dykkerundersøgelsen fortsætter

I går sluttede den eftersøgning som mandskab fra Kolding Havn har foretaget på fjorden i anledning af skibsfundene fra vikingetiden. Forleden afmærkede man, som omtalt, en banke, der findes ud for søbadeanstalten, og hvor man med pejlestængerne kunne stedfæste en del træ, som findes under mudderet, og i går foretoges der eftersøgninger på den såkaldte Straarup Flak, som findes noget østligere, og hvor badegæster for nylig fandt spantformede vragrester, som også synes at være af stor ælde. På Straarup Flak gjordes i går et interessant fund, nemlig af endnu en styreåre eller sideror fra et vikingeskib. Roret har samme form som det første fundne, men er betydeligt mindre. Det er velbevaret, og man kan tydeligt se, at det har været brugt i lang tid, idet det er skamfilet ved gnidningen mod den styrbords låring. Foruden styreåren fandtes en del andre vragrester, og man kan se, at de enkelte dele har været samlet med trænagler. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 30. juli 1943

1943 – Er det vikingeskibet?

Under et tykt lag mudder er man stødt på en mængde træ, som nu skal undersøges

Man er nu nået til et foreløbigt resultat af undersøgelserne efter vikingeskibet i Kolding Fjord. Lidt vest for bøjen på linjen Næsset-Bjergegaard Strand, altså ud for Rebæk, har man indkredset et areal på fjordbunden, hvor der under et metertykt lag mudder ligger en hel del træ. Arealet, hvorunder man kan mærke træ, er flere meget langt og bredt. Før man går videre med eftersøgningen af vikingeskibet, ønsker man dette fund dykkerundersøgt for at få konstateret, om det skulle være det eftersøgte oldtidskib. Man regner med, at en stenfisker i Kolding har det nødvendige dykkerudstyr og kan foretage udgravningsarbejdet. Det vil blive foretaget snarest muligt, mens vejret er godt. Undersøgelserne ud for Rebæk er fra i dag indstillet, og folkene på havnens lille ekspeditionsskib er i stedet gået i gang med at lede efter den manglende del af vikinge-roret, som fandtes ud for den kommunale søbadeanstalt. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 25. juli 1943