1942 – Danske Kvinders Beredskab i Kolding

holdt i går udvalgsmøde på Rådhuset. Formanden, frk. Eff, takkede bestyrelsen for godt samarbejde i det forløbne år. Hun omtalte derefter det samariterkursus, som inden for Røde Kors var afholdt for medlemmer af D.K.B., og hvor der var ca. 30 deltagere. Der har i årets løb været afholdt en del møder på landet og der er dannet nye arbejdsudvalg i Bække og Viuf, og et kursus skal i nær fremtid afholdes i Veerst. Luftværnsdagen den 10. oktober har givet 82.000 kr., fordelt over hele landet. D.B.K. i Kolding har som sin andel fået 412 kr., som skal anvendes til arbejde i Kolding Politikreds, der indtil i dag omfatter 22 arbejdsudvalg.

Næstformanden, frk. Ryge, der har repræsenteret Kolding på et formandsmøde i Odense, gav en udførlig og interessant beretning fra dette møde. Det vedtoges sluttelig at afholde et møde i lighed med det møde, der afholdtes i Røde Kors’ lokale den 26. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 13. januar 1942.

1941 – Vi slipper ikke for armbindet!

De sydjydske luftværnschefer til møde i Kolding. Både mørklægningen og armbind indskærpes af luftværnskredses chef.

En række flotte politiuniformer satte i lørdags deres præg på gadebilledet i Kolding. Det var samtlige luftværnschefer – politimestre m.m. – fra det sydjydske luftværnsområde, som omfatter alle byerne syd for linjen Vejle-Varde, der var til instruktionsmøde på Kolding Rådhus med chefen for Vestre Luftværnskommando, kaptajn S. A. Andersen. Der holdtes møder både formiddag og eftermiddag med en gennemgang af de mange spørgsmål, som henhører under luftbeskyttelsen, og med spørgetime, hvor deltagerne fik en række spørgsmål besvaret og drøftet indbyrdes.

Kaptajn Andersen understregede stærkt, at mørklægningen skal være i orden, oplyser politikommissær Kleberg på vore forespørgsel:

Vi har jo håbet på, at det gode eksempel, der blev vist den 9. april, da det med få timers varsel lykkedes at få landet virkelig mørkelagt, skulle have kunnet holde uden politiindgreb og bøder, men der har jo vist sig, at folk er blevet mere sløsede, så vi gang på gang må skride ind. Nu, da de mørke aftener er begyndt igen, bliver spørgsmålet påny aktuelt, og det må understreges, at mørklægningspligten vil blive krævet overholdt lige så strengt som før. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 18. august 1941.

1940 – Radio-pigekoret i Kolding

I dag ankom med toget 11:51 radio-pigekoret til Kolding Banegård, der vil i aften klokken 8 være koncert foran Kolding Rådhus, dette gentages igen i morgen mandag klokken 5.

Pigekoret består af 14 piger og er kun to år gammelt, det har dog allerede oplevet en stor popularitet, men det er os kun de allerbedste som kommer med i koret. For tiden er der enighed om en ting blandt drenge og piger, de vil synge danske sange.

Mandag formiddag vil pigekoret sejle ud med Fjorddamperen til Sanatoriet ved Kolding Fjord for at give koncert til de unge derude. Der er lige nu indlagt omkring 180 små patienter på Sanatoriet, formentligt vil de stå klar til at modtage pigekoret, når Fjorddamperen lægger til.

Kilder: Kolding Socialdemokrat, 5. august 1940,
Kolding Folkeblad, 3 og 5. august 1940