1943 – Standerhejsning i Kolding Sejlklub og Kolding Sejlforening

En dramatisk indledning til sejlsæsonen: Båd med 4 kæntrer lige efter standerhejsningen.

Både Kolding Sejlforening og Kolding Sejlklub havde standerhejsning i går formiddags. Vejret var et ideelt sejlervejr: friske vindpust og godt med solskin. Mange mennesker havde givet møde, både i foreningen og i klubben, til højtideligheden, der kendetegner sæsonens åbning. Særlig mange var der naturligvis mødt i sejlklubben, hvor lodtrækningen om lodtrækningsbåden fandt sted i forbindelse med standerhejsningen. her var mange spændt på resultatet af lodtrækningen.

Desværre fik sejlsportssæsonen en noget mere dramatisk åbning, end man kunne have ønsket sig, idet en af sejlforeningens både kæntrede kort efter standerhejsningen ud for Rebæk med fire unge mennesker ombord. Båden sank næsten øjeblikkeligt, og de fire ombordværende var ikke uden for fare. Heldigvis var ulykken blevet iagttaget fra mange forskellige sider, så hjælpen ilede til, både til søs og på landjorden, hvor ambulancer holdt parat, da bådene med de bjærgede sejlsportsfolk nåede ind. Det understreges, at ulykken skyldtes et hændeligt – men ret sjældent – uheld og absolut ikke manglende sejlkyndighed. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 10. maj 1943.

1939 – Generalforsamling i Kolding Sejlforening

Kolding Sejlforenings Klubhuset fotografret i juni 1933 ved foreningens 25års jubilæum
Kolding Sejlforenings Klubhus fotografret i 1933 ved foreningens 25års jubilæum. Billede: Kolding Stadsarkiv, ukendt fotograf, link

I går aftes holdt Kolding Sejlforening generalforsamling i klubhuset. Særligt kunne formanden og revisoren berette at foreningen har haft en god økonomisk fremgang.

Det vedtoges at tage masterne af bådene på søndag, at inddrage Drejensbroen den 22, samt at bådene på land den 29.

I løbet af vinteren vil der, ligesom tidligere år, hver mandag aften holde klubaften og tovværkskursus, hvor medlemmerne vil få stor gavn af det nyinstallerede elektriske lys, der i aftes toges i brug for første gang. Først i december vil der blive afholdt andespil, der vil forsøges og lave en sammenkomst for medlemmer i det nye år.

Kilde: Kolding Sejlforening, Kolding Folkeblad, 14. oktober 1939
Læs mere om Kolding Sejlforening på Koldingwiki