Hurtig og let pulterkammerrydning i Kolding i dag.
En kendt moderne amerikansk komponist har skrevet denne
lystige, halvt fanfareagtige melodi for at den skulde finde anvendelse ved den
i dag påbegyndte pulterkammerrydning i Kolding.
,,Vi fløjter og ta’r fat’’ lød det muntret og morgenfriskt fra højtalerbilen og de tre-fire store lastbiler, der tog fat på arbejdet med 32 raske mænd under ledelse af kolonnefører og med Rendebanen som udgangspunkt.
For nogle at byens borgere var det nok en noget tidlig
reveille, men de behøvede dog ikke at hoppe ud af deres senge for at rydde
deres pulterkamre – det havde de fleste gjort aftenen i forvejen, og alt
skramlet, som de nu, tvunget af omstændighederne, måtte sige farvel, var
stablet op på gårdspladserne og enkelte steder på fortovet.
Det er blevet understreget, at folk skulde tage denne
halvvejs tvangsforanstaltning og delvise krænkelse af privatlivet med godt
humør. Og det må siges til vores allesammens ros, at vi har taget det med godt
humør, ikke uvidende om at beskyttende, der for os selv ligger i, at
pulterkamrene er tomme. Er der nogen modvillige – ja, så tager politiet affære.
I vinduerne kunde man se de små børn i deres natdragter – de
var ikke vant til at komme så tidligt op, og også de skulde betragte det
ejendommelige og uvente sceneri nede på gaden. Utvivlsomt vil det sætte sit
præg i deres bevidsthed som noget underligt, at de ikke forstår rækkevidden af.
Og hvad var det, der blev kørt væk? Alt det ældste, for
længst kasserede indbo, som man ikke kunnet nænne at skille sig af med, men har
stablet op på lofterne og derefter glemt og ikke kigget til. Fra forældrene
nedarvede arvestykker, som ved modtagelsen allerede var for forældret i det
yngre hjem, men som man af pietetshensyn ikke kunde bære over sit hjerte at
kaste i skraldespanden. Lidt kuriøs samlermani lider vi vist også alle af.
Gamle hullede madrasser giver ellers hovedindtrykket ved en
sådan pulterkammerrydning. Der var også de gamle trebenede vaskestativer, hvor
benene for længst var gået hver sin vej. Der var ligeledes ret nye senge og der
var øreklapper til vor barndoms mystiske radioapparater og naturligvis også
barnevogne, indviet i længst forsvundne tider af nuværende næringsdrivende i
byen. Jo, der var alt mellem himmel og jord. For de enkelte familier måske nok
en sum af minder, men for de fleste gælder det, at de alligevel føler en vis
lettelse ved – ved sådan et kup – at blive af med alt det, der har tunget deres
ordenssans og properhedssans – for også disse er et led i den menneskelige
psykologi.
Enkelte steder var der ikke noget at hente. Disse adresser
blev skrevet op, og senere kommer der her brand- og politieftersyn for at se,
om der virkelig ikke er noget på lofterne på disse steder. Det første sted var
Sct. Jørgensgade Nr. 7, den helt ny af kommunen præmierede bygning. Her havde
beboerne endnu ikke nået at samle sig ragelse sammen på loftkamrene.
Men også der, hvor der har været noget at hente, vil der
senere komme et uanmeldt politi- og brandeftersyn, for at myndighederne kan
være helt forvisset om, at der virkelig er ryddet.
Det tog ikke de raske folk en halv time at få fyldt de
første vogne. Så gik det ned mod havnen og ud af Casper Müllersgade, hvor der
er etableret en helt ny losseplads i denne anledning. Her inspicerede
byrådssekretær Jacobsen de gryende bjerge. Her ender så de mange Koldingminder
i skøn og demokratisk fællesskab, uceremonielt og usnobbet, og det meste
forenes i ildens lutring.
Kilde: Kolding Folkeblad, 1. september 1939, side 6.