1940 – Glimt af Koldings middelalder


I Kolding fandt man i juli 1940 en velbevaret rosenkrans af træ, den blev fundet undet udgravningen i forbindelse med Fællesforeningens byggeri, på stedet hvor der indtil 1500tallet lå et katolsk kloster i byen, kaldet Gråbrødreklostret. Der er også blevet fundet flere munkekister, der må være omkring eller mindst 500år gamle.

Sammen med Rosenkransen blev også fundet enkelte perler, som blev overdraget guldsmed Kyster, der skulle sætte dem sammen, og derefter skulle rosenkransen så indgå i Museet på Koldinghus samlinger. 

Alle de samme knogler, som man støder på, bliver omhyggeligt samlet sammen, i juli 1940 forlød det i avisen at de skulle begraves på en særlig plads, på den katolske kirkegård. 

I 1924 gjorde man i forbindelse med udgravning til telefonvæsnets bygninger, en række arkæologiske fund, som viste at den gamle Munkekirkegård, der har hørt til klosteret, strakte sig ind under telefonvæsners bygning. Bygningen ligger skråt overfor Fællesforeningen, hvor der i løbet af 1939-40 er blevet gjort ydeligere en del fund. 

Kilde:
En rosenkrans fra munketiden fundet på Fællesforeningen, 26. Juli 1940, Kol. Socialdemokrat 
Middelalderen stiger frem af glemselen, 23. Juli 1940, Kol. Socialdemokrat 

1940 – Rekonstruktion af Gråbrødreklosteret

Den lokalhistorisk interesserede købmand Thure Schachner har sendt avisen et indlæg om Koldings Gråbrødrekloster kan rekonstrueres, han håber selv på flere undersøgelser af stedet, i forbindelse med at Fællesforeningens Byggearbejde i Munkegade og Klostergade, åbner mange interessante muligheder for nye undersøgelser.

De seneste undersøgelser af klosterets rester i 1936 afslørede syv kister med skeletter i, blandt andet var en kvinde, det vidner ifølge Schachner om at hospitalet måske har drevet en slags hospitalsvirksomhed.

1939 – Folkebladet: ,,Vi fløjter og ta’r fat!’’

Hurtig og let pulterkammerrydning i Kolding i dag.

En kendt moderne amerikansk komponist har skrevet denne lystige, halvt fanfareagtige melodi for at den skulde finde anvendelse ved den i dag påbegyndte pulterkammerrydning i Kolding.

,,Vi fløjter og ta’r fat’’ lød det muntret og morgenfriskt fra højtalerbilen og de tre-fire store lastbiler, der tog fat på arbejdet med 32 raske mænd under ledelse af kolonnefører og med Rendebanen som udgangspunkt.

For nogle at byens borgere var det nok en noget tidlig reveille, men de behøvede dog ikke at hoppe ud af deres senge for at rydde deres pulterkamre – det havde de fleste gjort aftenen i forvejen, og alt skramlet, som de nu, tvunget af omstændighederne, måtte sige farvel, var stablet op på gårdspladserne og enkelte steder på fortovet.

Det er blevet understreget, at folk skulde tage denne halvvejs tvangsforanstaltning og delvise krænkelse af privatlivet med godt humør. Og det må siges til vores allesammens ros, at vi har taget det med godt humør, ikke uvidende om at beskyttende, der for os selv ligger i, at pulterkamrene er tomme. Er der nogen modvillige – ja, så tager politiet affære.

I vinduerne kunde man se de små børn i deres natdragter – de var ikke vant til at komme så tidligt op, og også de skulde betragte det ejendommelige og uvente sceneri nede på gaden. Utvivlsomt vil det sætte sit præg i deres bevidsthed som noget underligt, at de ikke forstår rækkevidden af.

Og hvad var det, der blev kørt væk? Alt det ældste, for længst kasserede indbo, som man ikke kunnet nænne at skille sig af med, men har stablet op på lofterne og derefter glemt og ikke kigget til. Fra forældrene nedarvede arvestykker, som ved modtagelsen allerede var for forældret i det yngre hjem, men som man af pietetshensyn ikke kunde bære over sit hjerte at kaste i skraldespanden. Lidt kuriøs samlermani lider vi vist også alle af.

Gamle hullede madrasser giver ellers hovedindtrykket ved en sådan pulterkammerrydning. Der var også de gamle trebenede vaskestativer, hvor benene for længst var gået hver sin vej. Der var ligeledes ret nye senge og der var øreklapper til vor barndoms mystiske radioapparater og naturligvis også barnevogne, indviet i længst forsvundne tider af nuværende næringsdrivende i byen. Jo, der var alt mellem himmel og jord. For de enkelte familier måske nok en sum af minder, men for de fleste gælder det, at de alligevel føler en vis lettelse ved – ved sådan et kup – at blive af med alt det, der har tunget deres ordenssans og properhedssans – for også disse er et led i den menneskelige psykologi.

Enkelte steder var der ikke noget at hente. Disse adresser blev skrevet op, og senere kommer der her brand- og politieftersyn for at se, om der virkelig ikke er noget på lofterne på disse steder. Det første sted var Sct. Jørgensgade Nr. 7, den helt ny af kommunen præmierede bygning. Her havde beboerne endnu ikke nået at samle sig ragelse sammen på loftkamrene.

Men også der, hvor der har været noget at hente, vil der senere komme et uanmeldt politi- og brandeftersyn, for at myndighederne kan være helt forvisset om, at der virkelig er ryddet.

Det tog ikke de raske folk en halv time at få fyldt de første vogne. Så gik det ned mod havnen og ud af Casper Müllersgade, hvor der er etableret en helt ny losseplads i denne anledning. Her inspicerede byrådssekretær Jacobsen de gryende bjerge. Her ender så de mange Koldingminder i skøn og demokratisk fællesskab, uceremonielt og usnobbet, og det meste forenes i ildens lutring.

Kilde: Kolding Folkeblad, 1. september 1939, side 6.