1942 – De fire meldecentraler

Folks alarmering af ulykker og den slags under luftalarm kan jo også ske gennem de fire meldecentraler rundt om i byen som etableres. Der er en meldecentral i Mazantigade ved Fynsvej, i ‘Nørreport’ ved Vejlevej, helt ude på Haderslevvej ved en benzintank og på D.D.M.M. i Munkensdam. Disse centaler er, som sagt, besat under flyvervarsel, og folks anmodninger om hjælp – det være sig af hvilken som helst art – vil straks gå videre til kommandostationen hvorfra hjælpen så udsendes.

Desuden forretter en del af politiets folk vagtjeneste. Der er således observationsposter i Slotstårnet, på “Borgen” og på Hotel Royal. Endelig må jeg heller ikke glemme havneluftværnet, hvis opgave det er at mildne de første skader, som kan indtræffe på havnen under luftangreb. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 10. maj 1942

1942 – Hvis katastrofen kommer

Da står en velorganiseret sanitetstjeneste med veluddannet mandskab rede til at yde en effektiv hjælp.

Der er egentlig kun sagt lidt om sanitetstjenesten, når talen har været om byens luftbeskyttelse, og så er forholdet jo i virkeligheden det, at denne gren at beskyttelse er uhyre vigtig. Selv synes sanitetsfolkene, at deres mission er den vigtigste, og det må vel siges at være rigtigt, selv om naturligvis intet led i luftbeskyttelses-tjenesten er uundværlig. For at få belyst, hvorledes sanitetstjenesten i Kolding er udbygget, har vi haft en samtale med dens chef, læge Junge Pedersen. Hans souschef er læge Evald Hansen, og de residerer begge under hver luftalarm i kommandostationen på Almenskolen. En tredje læge, E. Rossen, er chef for det søndre distrikt, og han har sin plads i kommandostationen i Borgen.

Et sanitetskorps på 80 medlemmer

Hvor stort et mandskab omfatter sanitetstjenesten her i byen, læge Junge Pedersen?

“Omkring 60 Røde Kors- og Arbejder-samaritter. Dertil kommer en snes mennesker – hovedsagelig kvinder – hvis opgave det er at gøre tjeneste i sorteringsstationer, der etableres, såfremt sygehusets kapacitet ved en katastrofe skulle blive overskredet, og i afvaskningsstationerne, som kun vil blive taget i brug, hvis der finder anvendelse af gas sted.”

Hvor mange læger er disponible?

“Under en almindelig luftalarm møder kun sanitetstjenestens chef og souschefen samt chefen i det søndre distrikt, men indtræffer der noget alvorligt, vil de fleste af byens læger kunne træde i funktion. Nogle må selvsagt blive tilbage og stå til rådighed for almindelige patienter i byen.”

Man har vel også en stab af sygeplejersker?

“Ja, det drejer sig væsentligt om diakonisser og enkelte private samt en del kvindelige samaritter. Sygehusets sygeplejersker har jo deres rigtige arbejde at passe.” […]

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 26. april 1942.

1941 – Den nye politigård i Kolding

Politimester Thalbitzer har i går fået skitserne til udtalelse.

Politimester Thalbitzer, Kolding, modtog i går fra Justitsministeriets arkitekt Borch nogle foreløbige skitser over den nye politigår i Kolding til udtalelse. Sammen med politikommissær Kleberg gennemgår politimesteren nu disse skitser og returnerer dem derefter til arkitekt Borch med eventuelle bemærkninger i retning af ændringer i planerne og lignende. Herefter vil de endelige tegninger blive udfærdiget. Politiet i Kolding havde selv gjort ønsker med hensyn til politigården gældende, og disse er der i nogen grad taget hensyn til.

Politigården kommer som bekendt til at strække sig over de grunde, hvorpå fru Hillerups og Damgaards ejendomme i Vestergade nu ligger samt på arealet ud mod Torvegade op til Rutebilstationen. Politigården bygges i tre etager, og der endes med fladt tag, så der eventuelt senere kan opføres endnu en etage, såfremt forholdene skulle gøre det nødvendigt. Nederst under bygningen er der kælder. Her findes blandt andet detentionslokalerne, efter skitserne tre i alt, men det mener politiet er for lidt, fordi ofte flere berusere bliver taget på én nat. Her findes ligeledes kommandostation for Luftbeskyttelsestjenesten, og så naturligvis centralvarmefyret og brænderum m.m.

I selve stueetagen indrettes politistationen med ekspeditionslokale, vagtlokale, spiserum og rum for hittegodscykler, af hvilke politiet som bekendt må tage sig af et utal mellem år og dag. På 1. sal skal de øvrige politi-kontorer være, og ovenpå disse findes så et stort loft. Hvad dette skal bruges til er endnu ikke helt bestemt, men politiet har blandt andet arkiver, som man tænker sig anbragt deroppe. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 28. december 1941.

1939 – Tre særskilte beskyttelsesrum i Kolding

Materialerne holdes klar, men udgifterne har man intet overblik over endnu.

I byrådsmødet i aftes forelå der fra Luftværnsudvalget en række planer vedrørende ordenspolitiets tjeneste, varsling af civilbefolkningen, offentlige tilflugtsrum og afdelings-kommandostationen på “Borgen”. Byrådet kom ret let hen over disse planer, der jo kun kommer til udførelse under en luftværnstilstand, men det oplyses, at det nødvendige materiale til afstivning af de særlige tilflugtsrum m.v. blev holdt i beredskab, så det med kort varsel kunne anvendes […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 21. november 1939.

1939 – Det civile luftværns møde

Aar 1939 den 19. oktober kl. 10 afholdtes møde paa raadhuset. …

Borgmetseren gennemgik forslag til Plan for Afsnitskommandostation i Søndre Afsnit i Bygningen “Borgen”. Forslaget er udarbejdet af Ingeniør Thomsen efter politimesterens direktiver. Det blev under Forhandlingerne paapeget at der skulde være Plads til 83 Personer i begge Kommandostationer, hvoraf 41 i Afsnitsstationen, og man mente, at Rumforholdene i de Lokaler, der foreslaas stillet til Raadighed er for smaa, og man henstillede derfor til Politimesteren, at undersøge Muligheden af, at der i Forbindelse med de paa Planen viste Lokaler kunde fremskaffes yderligere Plads, saaledes, at der bliver tilstrækkelig Rum til det Personale, som skal stationeres der. Endvidere henstillede man, at man undersøgte om ikke disse Kældere ligger i saadan Højde, at der kan skaffes Afløb derfra til Kloakken i Haderslevgade. Naar disse Forhold er undersøgt, vil Planen være at forelægge i et senere Møde. Man drøftede derefter en af Kredslæge Axel Hansen udarbejdet sanitetsplan. Det blev herunder paapeget, at de Udgifter, som maatte fremkomme derved, at der indrettes Samarittervagter i de store Fabriksanlæg her i Byen maatte bekostes af disse Virksomheder. Der blev dog ikke herom gjort Ændringer … .



Kredslæge Axel Hansen henstillede, at der blev slaaet en midlertidig Bro over Aaen til Sygehuset for at lette Ransporten fra den sydlige Bydel til Sygehuset i Tilfælde af, at Vesterbro skulde blive ødelagt. Disse Arbejder kunde muligvis ved Henvendelse til den stedlige Chef for Pionererne udføres af disse. Der blev dog ikke taget nogen endelig Beslutning herom i dette Møde.

Afskrift af mødereferats uddrag, 19. oktober 1939.
Kilde: Det Civile Luftværn i Kolding Foreningsarkiv, arkivregisternummer A1034, opbevares på Kolding Stadsarkiv

1939 – Kommandostation til 5.813 kr.

Det civile luftværn holdt igen i går møde.

De tre flag på hustagene er nu færdige, og projektørerne er ved at blive opstillet.

Der forelå planer og overslag fra ingeniør Thomsen til indretning af kommandostation i den højere Almenskole til 5.813 kr., der foreløbig vil være at afholde af Kolding Kommune. Den væsentlige del heraf forventes refunderet af Staten. Indrettelse af Afsnitskommandostationen i den sydlige bydel skal ligeledes projekteres af ingeniør Thomsen.

Man drøftede planen om indretning af sorteringsstationer og afvaskningsanstalter. Den endelige bestemmelse herom vil først blive taget i et senere møde.

En godkendt plan vedrørende husvagtordningen forelå. Der vil i et møde, som afholdes i næste uge, af politimesteren blive forelagt et udkast til en kundgørelse vedrørende husvagtordningen.

Det blev endvidere vedtaget at etablere luftværnssamariterkursus.

Kilde: Jydske Tidende, 22. september 1939