1943 – Den nye kød-ordning er ikke en rationering

Hvorledes man skal forholde sig, når kødkortene træder i kraft 10. maj

Handelsministeriet meddeler:

Som tidligere meddelt vil der efter stedfundne forhandlinger mellem vedkommende tyske myndigheder og den danske regering fra og med den 10. maj blive gennemført en række regulerende foranstaltninger vedrørende handlen med kød, flæsk og pålægsvarer m.m. De nærmere bestemmelser angående den nye ordning er nu udfærdiget og går i hovedtrækkene ud på, at salg af kød, flæsk og pålægsvarer fra den 10. maj kun må finde sted til forbrugere, der er forsynet med de tidligere omtalte særlige forbrugerkort. Detailisterne er pligtige til at foretage en ligelig og retfærdig fordeling af deres salg mellem deres kunder under hensyntagen til hustandens størrelse, sædvanlige forbrug og forhold i øvrigt. For så vidt en forbruger kan påvise at han ikke har mulighed for at blive kunde for kød, flæsk og pålæg i hvert fald én forretning kan kommunalbestyrelsen pålægge en detailist at modtage vedkommende kunne som forbruger.

Salg til værnemagten

Med hensyn til salg af kød, flæsk og pålægsvarer til den tyske værnemagts kantiner her i landet samt til enkeltmedlemmer af den tyske værnemagt eller organisationer, som er tilsluttet denne, bemærkes, at sådant salg fra den 10. maj finder sted mod aflevering af særlige indkøbsmærker. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 7. maj 1943.

1942 – Koksmangelen i Kolding

Tilladelse til at købe briketter på ringmærket overvejes.

Som omtalt har det i Kolding knebet at tilfredsstille brændselsefterspørgslen, efter at ringmærke 6 blev sat i kraft, og da brændselsmærke H fra og med i går også blev gyldigt, vanskeliggjordes situationen yderligere. Der er, som omtalt, i øjeblikket ikke cinders at få i Kolding, og også gasværkets beholdninger er det svundet slemt i.

Som bekendt kunne der på ringmærket kun købes gasværkskoks, med mindre kommunalbestyrelsen gav tilladelse til, at der i stedet udleveredes briketter på visse mærker. Det er bl.a. sket i Vejen. I Kolding regnede man med at kunne klare efterspørgslen, men det har efterhånden vist sig, at det vil komme til at knibe, og det overvejes stærkt at lade de sidste ringmærker gælde til briketter, hvoraf der i øjeblikket er nogenlunde lagre. Disse lagre sælges jo i øjeblikket også på brændselsmærke H, så vil man have sikkerhed for at dække ringmærket, skal beslutningen først tages. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 21. januar 1942.