Forholdsregler, som de danske lyttere bør træffe for at kunne imødegå denne situation
Tyskerne forbereder en konfiskering af samtlige danske radioapparater, og konfiskeringen vil finde sted i samme øjeblik, at invasionen finder sted – enten så Danmark direkte bliver berørt af krigsbegivenhederne – eller invasionen sætter ind på de nordtyske kyster, i Holland, Belgien eller Frankrig. Dette er en uomtvistelig kendsgerning, og det er derfor af overordentlig stor vigtighed, at de danske radiolyttere straks går i gang med at træffe forholdsregler, der kan imødegå denne situation.
Vi skal give en række råd:
- Når tyskerne forlanger apparaterne udleveret, må de, for hvem det kan lade sig gøre, finde et gammelt apparat, som de så kan aflevere. Husk: plankeværkslyttere kan roligt beholde deres apparater. Dem har tyskerne ingen kontrol over.
- Man bør straks gå i gang med at organisere lyttergrupper, og hver gruppe må have et eller flere apparater på et sikkert sted. Man inddeler sig så i vagthold, således, at der bogstaveligt talt konstant lyttes til London. Lad ingen, som De ikke er 100% sikker på, kommer med.
- Sørg for, at Deres radio er i god stand. Er det længe siden, at den har været til eftersyn, så lad det ske snarest. Slid ikke for meget på den nu, men hold den i fin stand til den dag, at den er fuldstændig uundværlig.
- Fjern i tide al, som kan bringe stikkerne på sporet af, at De har radio. Nedtag antennen, og hvad der kan vise, at De har haft en sådan. Opsæt i stedet en stueantenne. Byg selv – eller køb underhånden en rammeantenne; den udelukker støj på bølgelænge 1.500 m. kl. 12.15 og 18.15.
- Prøve at skaffe Dem reservedel. De dele, som bliver hurtigst udslidt er rørene, kondensatorerne og volumenkontrollen. […]
Kilde: Uddrag af det illegale blad ‘De Frie Danske’, maj 1944, nr. 8, 3. årg.