1944 – Allieret landgang i Sydfrankrig i dag

Startet fra Korsikas vestkyst i nat

Berlin, R.B.

Internationale Information meddeler:
Tre dages heftige bombeangreb af engelsk-amerikanske luftstridskræfter mod befæstningsanlæggene ved den sydfranske kyst og den af tyske rekognosceringsmaskiner konstaterede bevægelser af en landgangsflåde på i alt ca. 100 fartøjer, der var sikret af krigsskibe og stærke luftstridskræfter, og som var løbet ud fra en havn på Korsikas vestkyst, lod vente, at englænderne og amerikanerne ville foretage en ny landgangsaktion. I nat blev der gjort et første landgangsforsøg i Bornes-bugten ca. 20. km. øst for Hyeres. […]

Siden de tidlige morgentimer i dag har kystområdet mellem Cannes og Nizza ligget under stærk beskydning fra fjendtlige skibsartilleri. Fra forskellige punkter mellem Toulon og Cannes meldes der om yderligere landgangsforsøg bl.a. med ca. 100 fragtsvæveplaner, der blev stærkt sikret af jagere. En del af disse forsøg er allerede blevet sønderslået. PÅ andre steder er kampe med tyske kystsikringer i gang.

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 15. august 1944.

1942 – Tyskerne marcherer i dag ind i det ubesatte Frankrig

Tyske og franske tropper vil side om side forsvare fransk territorium

Paris Radio meddeler, at tyske tropper har fået ordre til at rykke ind i det ubesatte Frankrig, og at tyske troppestyrker nu er på vej til Marseille, Rigskansler Hitler har sendt marskal Pétain et budskab, i hvilket det hedder, at de tyske soldater nu side om side med det franske folk og de franske soldater vil forsvare fransk territorium.

Formålet er at forhindre en gentagelse af Nordafrika i Sydfrankrig. Allieret plan om angreb på Korsika og den sydfranske kyst.

Føreren har tilstillet den franske statschef følgende brev, der tidligt i dag blev oplæst i den franske radio:

Hr. marskal! Siden den dag, da mit folks skæbne kaldte mig, har jeg ærligt bestræbt mig for at tilvejebringe et bedre forhold til Frankrig, selv med store ofre fra Tysklands side. når disse forsøg forblev uden resultat, var det ikke min skyld. De krigserklæringer, som England og Frankrig den 8. september tilstillede Tyskland, har derfor berørt mig og det tyske folk så meget dybere, som der hverken for England eller Frankrig fandtes nogen blot gyldig grund herfor. Det hurtige felttog, der endte så ulykkeligt for Frankrig, har trods alt ikke kunne befri mig for den tanke, at lade spørgsmålet om tilvejebringelsen af en bedre europæisk solidaritet stå åbent i hvert fald for fremtiden. jeg har derfor ikke i våbentilstandsbetingelserne indføjet noget, der ville havet i modstrid med de i præamblen bebudede mål eller ikke ville have været ubetinget nødvendig i denne forstand.

Det tyske rige har derfor heller ikke udnyttet Frankrigs daværende svaghed for at foretage afpresninger, men kun krævet, hvad en sejrherre i et sådant tilfælde er nødt til at kræve, nemlig sikring af resultatet, dvs. garanti for, at våbentilstanden ikke betyder en forbigående episode, men krigens faktiske afslutning og endelig, at denne våbentilstand som følge af sin mildhed medføre en forværring af det tyske riges militære situation i tilfælde af, at krigen skulle blive forlænget ved Frankrigs tidligere allieredes uforsonlighed. Tyskland rejste dengang intet krav om den franske krigsflåde, og det har heller ikke på mindste måde grebet ind i den franske regerings suverænitet og dets kolonirige. […]

Uddrag, Kolding Folkeblad, 11. november 1942.