1944 – Danmark har mistet 205 skibe under krigen

1.162 mennesker omkommet

Stockholm, RB

De neutrale handelsflåder mistede ifølge Svenska Dagbladet også i marts måned 11 skibe som følge af krigsforlis. Det var samme antal som i februar måned, men tonnagetabet var i marts 18.000 tons dw. mod kun 7.000 tons i februar. Sverige mistede i marts måned to skibe eller samme antal som i hver af de sidste fire måneder.

Den danske handelsflådes tab var i marts måned fem skibe, hvorefter Danmark ifølge de her citerede oplysninger har mistet i alt 205 skibe på 553.875 tons siden krigens udbrud. Ved disse krigsforlis er 1.163 personer omkommet. Finlands tab er nu på 43 skibe på 173.00 tons, og Norges 401 skibe på 3.000.780 tons.

Kilde: Kolding Folkeblad, 21. april 1944.

1944 – Femten danske søfolk er omkommet ved krigsforlis

Var forhyret med skib i udenlandsk fart

Udenrigsministeriet meddeler tirsdag:

Ifølge derom til Udenrigsministeriet indgået underretning er følgende danske sømænd omkommet ved krigsforlis af det skib i udenlandsk fart, hvorved de var forhyret:

  • Kaptajn Niclas Joensen, 24 år, Nyborg, gift
  • 1. styrmand Harald Poulsen, 36 år, Markmannsgade 16, København, gift
  • 1. maskinmester Børge Østrup, 34 år, Krusaagade 26, København, gift
  • 3. maskinmester Kai Rasmussen, 28 år, Saxogade 44, København, gift
  • Telegrafist Knud Møller, 28 år, Esbjerg, ugift
  • Elektriker Axel Carlsen, 50 år, Lyngby, ugift

Sømændene:

  • Georg Nielsen, 23 år, Svendborg, ugift
  • Henry Holm, 33 år, Rønne, ugift,
  • Poul Hansen, 19 år, Nyborg, ugift,
  • Richardt Larsen, 18 år, Hvide Sande
  • Wilmar Andersen, 29 år, Esbjerg, ugift
  • Svend Shiøtt, 40 år, Samsøgade 5, København, ugift
  • Snedker Thorkild Pedersen, 51 år, Italiensvej 4, København, ugift
  • Smører Jens Peter Hansen, 38 år, Cumberlandsgade 8, København
  • Smører Karlo Valente, 29 år, Helenevej 12, Odense, gift.

[…]

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 5. januar 1944.

1943 – Amerikansk hangarskib med 1.788 mand ombord sænket af en tysk ubåd

Skulle bevogte konvojerne over Atlanten

Førerhovedkvarteret, RB.

Værnemagtens overkommando meddeler i en særmelding søndag:

En undervandsbåd med kaptajnløjtnant von Bülow som chef har i den mellemste del af det nordlige Atlanterhav sænket det amerikanske hangarskib RANGER, der var sat ind for at overvåge de atlantiske konvojveje. Føreren har tildelt kaptajnløjtnant von Bülow som 234. soldat i den tyske værnemagt Egeløvet til Jernkorsets Ridderkors.

Berlin. RB.

De tyske radiostationer bragte i går i forbindelse med særmeldingen om sænkningen af det amerikanske hangarskib RANGER en særlig beretning fra undervandsbådscentralen. Undervandsbåden afsendte fire torpedoer. Kæmpemæssige stikflammer skød i vejret, og under vældige rystelser sank skibskolossen i havet. De ledsagede torpedojagere måtte derefter deltage i arbejdet for at redde de af katastrofen ramte søfolk. Ifølge fjendens egne opgivelser havde hangarskibet 1.788 mand ombord. I fredstid medførte hangarskibet 72 flyvemaskiner, men det kunne i alt rumme 120 flyvemaskiner. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 27. april 1943.

1943 – Atter Esbjerg-kutter minesprængt

Hele besætningen, fire mand, omkommen

Den fjerde Esbjergkutter i år blev i aftes minesprængt i Vesterhavet.

Kutterne “Nordsøen” og “Winni” gik i går morges sammen ud på fiskeri. Ved 7½ i aftes hørtes man på “Winni” et stærkt drøn og så en røgsky stige op fra det sted, hvor “Nordsøen” lå, et par sømil borte. “Winni” sejlede straks hen til stedet, men fandt kun enkelte vragrester. Kutteren var helt forsvunden, og der var intet spor af den fire mands besætning. Den bestod af skipper Herman Alfred Olsen, Esbjerg, 43 år, gift, et barn, bedstemand Jørgen Vang Nielsen, Esbjerg, 31 år, gift, ingen børn. Fisker Chr. Petersen Bonde, Stenbjerg, 24 år, ugift, og kok Eigil Flybjerg, Esbjerg, 16 år. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 16. marts 1943.

1943 – Dansk damper krigsforlist

Hele besætningen reddet

København, R.B.

Ifølge derom til Rederiet J. Lauritzen indgået meddelelse er rederiets damper GRETHE om morgenen den 11. februar krigsforlist i Middelhavet. Hele besætningen er reddet og befinder sig i en spansk havn. Skibet, der var på rejse fra Valencia til sydfransk havn med last til Danmark og Norge, er bygget i Helsingør i 1931 […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 16. februar 1943.

1942 – S/S Marie Clausen af Kolding forlist

S/S MARIE CLAUSEN af Kolding er forlist ved en eksplosion i Østersøen d. 12. december 1942. Skibet var på en rejse fra Wismar til Kolding i ballast. Ved forliset omkom 12 personer. Det lykkedes to mand af besætningen af redde sig op på flåden, der var gledet overbord, da skibet krængede over. 2 minutter efter eksplosionen kæntrede MARIE CLAUSEN og sank. De to mand blev omkring kl. 12 optaget af et andet skib og landsat i Svendborg.

De omkomne er:

Skibsfører Otto Petersen af Kolding, styrmand Bernhard Aage Jensen af Svendborg, 1. maskinmester Peter Friedrich Lorenz Petersen af Sønderborg, 2. maskinmester Herluf Mortensen Meyer af Fredericia, matros Anders Nielsen af Vemmenæs, letmatroserne Kristian Gunnar Jensen Ottesen af Aalborg og Jens Peter Nielsen af Troldhede. Ungmand Niels Aadahl Larsen af Hesselager, kok Rasmus Rasmussen af Rudkøbing, messedreng Bent Horsdal Hansen af Fredericia samt fyrbøderne Egon August Karl Pedersen af Frederikshavn og Johannes August Møller af Fredericia.

Kilde: Dansk Søulykke-Statistik 1942.

1942 – Tysk særmelding om u-bådskrigen

Tyve skibe sænket på forskellige have

Førerhovedkvarteret.

Værnemagtens overkommando har udsendt følgende særmelding:

Tyske undervandsbåde har i angreb mod de amerikansk-britiske landgangstropper i Nordvestafrika og i Atlanterhavsslaget påny tilføjet to fjendtlige krigs- og transportflåder usædvanligt svære tab. De sænkede i Ishavet, idet nordlige Atlanterhav, ud for den canadiske kyst, i Det Karaibiske hav, ved de kapverdiske øer, i bugten ved Gulnea og i farvandet øst for Kapstaden af sikrede konvojer og under enkelte jagter 20 skibe på tilsammen 119.000 Brt. samt en torpedojager. To andre skibe torpederet.

Kampen mod landgangsflåden

I det vestlige Middelhav ødelagde de igen to transportskibe og en stor tankdamper, så undervandsbåds-resultaterne ud for kysterne af Algier og Marokko er steget til elleve transportskibe på tilsammen 99.100 Brt. Siden udsendelsen af særmeldingen 9. november har undervandsbådsvåbnet i Middelhavet og på den atlantiske krigsskueplads sænket 31 handelsskibe på tilsammen 218.100 Brt. samt beskadiget seks andre ved torpedotræffere. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 15. november 1942.

1942 – Kraftigt tysk luftangreb på Canterbury

Den tyske værnemagts beretning for søndag

Førerhovedkvarteret (RB.)

Den tyske værnemagts overkommando meddeler:

Ved Tuapse lykkedes det at bryde ind i flere fjendtlige stillinger. Fjendtlige modangreb afvistes. Ud for Tuapse blev et russisk handelsskib på 3.000 tons sænket ved bombetræffere. Vest for Terek stormede vore angrebstropper på fremragende måde, støttet af luftvåbnet, fjendens stillinger og kastede ham langt tilbage over flere flodløb. I det Kaspiske hav blev atter 9 større transport- og fragtskibe, deriblandt 3 tankskibe skudt i brand eller sænket.

Syd for Stalingrad genoptog fjenden fuldstændig forgæves sine modangreb. Et forsøg på at sætte over Volga nord for byen med flere batiloner strandede fuldstændigt. En antal store både sænkedes. Størstedelen af de fjendtlige styrker tilintetgjordes eller toges til fange. Fjendens artilleristillinger øst for Volga bekæmpedes med bomber og maskingeværer. Nord for Astrakhan blev 13 transporttog ramt af bomber. Et olietog gik op i luer. […]

I kampen om Storbritannien foretog luftvåbnet i går og i nat i flere bølger gengældelsesangreb mod byen Canterbury. Bomberne, der til dels blev nedkastet fra ringe højde, forvoldte ret store ødelæggelser ved spræng- og brandvirkning. Jagere fra eskorten nedskød 3 britiske jagermaskiner. Andre bombemaskiner bombarderede militære mål forskellige steder i Sydøstengland, deriblandt i Dover.

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 2. november 1942.