1944 – 8 sabotører dødsdømt og henrettet

Frihedsstraffe for flere medskyldige

Fra tysk side meddeles:

Ved krigsretsdom af 26. juni 1944 er følgende dømt for deltagelse i sabotageforbrydelser:

  • Kroejer Marius Anthon Pedersen Fiil, født den 21. maj 1893 i Hvidsten.
  • Kromedhjælper Niels Fiil, født den 12. juni 1920 i Hvidsten.
  • Bryggeriarbejder Peter Bergenkammer Sørensen, født den 3. juni 1914 i Maribo.
  • Mekaniker Johan Kjær Hansen, født den 7. marts 1907 i Hjørring.
  • Radioforhandler Niels Nielsen Kjær, født den 2. april 1903 i Hvidsten.
  • Karetmager Søren Peter Kristensen, født den 20. august 1887 i Riis.
  • Møller Henning Andersen, født den 16. juli 1917 i Linde
  • Dyrlæge Albert Carlo Iversen, født den 28. september i Randers.

dømtes til døden.

  • Husmoder Kirstine Sørensen f. Fiil, født den 23. august 1918 i Hvidsten.
  • Landmand Jens Stenz, født den 5. februar 1922 i Kondrup
  • Chauffør Barner Hyldgaard Andersen, født den 10. oktober 1922 i Linde

dømtes til tugthus på livstid.

  • Lillebilvognmand Anders Venning Christensen, født den 3. oktober 1893 i Hvornum.
  • Købmand Knud Peter Buchhorn Christensen, født den 31. maj 1916 i Randers.

dømtes til hver fire års tugthus.

  • Servetrice Gerda Søvang Fiil, født den 30. januar 1927 i Hvidsen, dømtes til to års ungdomsfængsel. […]

Dødsdommene er torsdag den 29. juni 1944 blevet fuldbyrdet.

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 30. juni 1944

1944 – Otte sabotører henrettet

Andre otte sabotører idømt tugthusstraffe

Fra officiel tysk side meddeles:

Ved krigsretsdom af 19. juni 1944 er følgende blevet dømt for deltagelse i sabotageforbrydelser:

  • Stud. theol. Christian Ulrik Hansen, født 26. maj 1921 i Farsø, Jylland.
  • Landmåler Emil Balslev, født 19. september 1913 på Frederiksberg.
  • Købmand Børge Lauritsen, født 25. oktober 1916 i Aars, Jylland.
  • Købmand Jørgen Rydder, født 20. september 1923 i Aars, Jylland.
  • Klejnsmed Jens Peter Funk Lind, født 14. maj 1921 i Sandvig på Bornholm.
  • Købmand Michael Westergaard Jensen, født 25. oktober 1916 i Randers, Jylland.
  • Skibskaptajn Poul IB Gjessing, født 31. marts 1919 i Silkeborg, Jylland
  • Mejerist Hans Jørgen Henriksen, født 1. april 1909 i Aalborg, Jylland

blev dømt til døden. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 23. juni 1944

1944 – Forholdsregler til afvæbning af underverdenen

Forordning om besiddelse af skydevåben og krigsmateriel

Fra officiel tysk side meddeles:

Da underverdenen, som forsøger at forstyrre den offentlige orden i Danmark og at terrorisere befolkningen, på enhver måde søger at skaffe sig våben til gennemførelse af sine forbrydelser, er det blevet nødvendigt at træffe skarpe forholdsregler mod besiddelse af våben.

Det ligger i den samlede danske befolknings interesse, at alle våben bliver afleveret til de kompetente danske eller tyske myndigheder for at undgå at de kommer i gangsternes besiddelse. For aflevering af våbnene ansættes en frist til den 29. april 1944. Enhver, der efter dette tidspunkt endnu findes i besiddelse af våben, stiller sig på lige fod med gangsterne og vil blive straffet efter krigslovens fulde strenghed. Det er pålagt at de tyske retter efter den 29. april 1944 at dømme enhver uberettiget indehaver af våben efter følgende bestemmelser, ifølge hvilke dødsstraf er foreskrevet som den normale straf:

Besiddelse af skydevåben af enhver art, indbefattet jagtvåben, ammunition, håndgranater, sprængmidler og andet krigsmateriel, såvel som dele af sådanne genstande er forbudt. Disse bestemmelser gælder ikke for

  1. Skydevåben og ammunition for hvilke indehaver er i besiddelse af en af tysk myndighed eller en kompetent dansk politimyndighed udfærdiget tilladelse til at besidde våben, for jagtvåbens vedkommende glatløbet våben.
  2. Skydevåben og ammunition, som i tjenesteøjemed bæres med en tysk myndigheds tilladelse.
  3. Våben og andet krigsmateriel, som indehaveren gennem en efter den 29. august 1943 af tysk myndighed udstedt attest har tilladelse til at begolde.
  4. Våben af affektionsværdi, når de ikke har brugsværdi.
  5. Luftbøsser, hvis kaliber ikke overstiger 4,5 m.m.

Den, der i strid med forbuddet besidder genstande af de i første stykke nævnte art, straffes med døden. I lettere tilfælde kan idømmes tugthus eller fængsel. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 26. april 1944.

1944 – Voldsforbryder henrettet

Fra officiel tysk side meddeles:

Den 20-årige danske statsborger student Niels Stenderup er af en tysk krigsret blevet dømt til døden og henrettet, fordi han på Københavns Hovedbanegård fra baghold overfaldt et medlem af den tyske værnemagt og søgte ved brug af en dolk at berøve ham hans skydevåben. Han sårede derved den overfaldne og andre tililende medlemmer af den tyske værnemagt. Nogle af disse blev delvis hårdt såret

Voldsdåd imod et medlem af den tyske værnemat

Fra officiel tysk side meddeles:

Den 21. april kl. 22.50 blev en 55-årige tysk sergent overfaldet af to personer i en sporvogn foran Kommunehospitalet. De forsøgte at berøve sergenten hans skydevåben. Gerningsmændene gjorde brug af deres pistoler, hvorved det pågældende medlem af den tyske værnemagt blev hårdt såret. Gerningsmændene flygtede i ly af mørket.

Kilde: Kolding Folkeblad, 24. april 1944.

1943 – Åbent brev til den øverstbefalende for de tyske tropper i Danmark

Efter at danske frihedskæmpere er blevet dømt til døden ved tysk krigsret, og dommene er blevet fuldbyrdede, ønsker vi at gøre opmærksom på de følger, som fortsættelsen af en sådan politik vil få for udviklingen af forholdet mellem Danmark og besættelsesmagten.

I sin udtalelse til den danske offentlighed gav det tyske riges befuldmægtigede, dr. Best, udtryk for sin forvisning om, at dødsdommene havde gjort et “dybt indtryk på den danske befolkning”, – og heri har dr. Best ret, kun tager han afgørende fejl med hensyn til den reaktion, som vil følge på denne indtryk. Den tyske krigsmagts anvendelse af “den yderste skarphed og konsekvens i afværgelsen af angreb” skræmmer os ikke.

Overalt i de besatte lande har udviklingen været den samme, og Danmark vil ikke danne en undtagelse: jo stærkere pres fjenden øver mod det undertrykte folk, jo mere hårdt bliver modtrykket. Erfaringer fra de mange europæiske stater, hvor tyskerne under denne krig har gjort sig til herrer, burde have lært dem dette!

Vi, der kæmper for vort lands befrielse, kan man ikke ved nogen form for trussel eller vold tvinge til passivitet over for fjenden – vi vil derfor ikke på det nuværende tidspunkt undlade at gøre de tyske troppers øverstbefalende bekendt med de danske frihedskæmperes urokkelige beslutning om at skærpe vore kampmidler i samme forhold, som man fra tysk side skærper sine. […]

Kilde: Uddrag af det illegale blad: De Frie Danske, december 1943, nr. 3, 3. årgang.

1943 – Tysk kommentar til dødsdommene

Fra tysk side udtales hertil følgende:

Umiddelbart før henrettelsen af de to attentatmænd Svend Eduard Rasmussen og Marius Jeppesen, der blev bekendtgjort den 22. november, udtalte disse to dødsdømte overfor den tyske feltpræst, der var hos dem i deres sidste time, at de aldrig havde troet, at de ville blive straffet så hårdt, og at dødstraffen ville blive fuldbyrdet. Da der ikke er nogen grund til at betvivle oprigtigheden af, hvad disse to mennesker udtalte i deres sidste stund, må det antages, at skønt de havde gjort sig skyldig i de alvorligste forbrydelser, som kan begås mod en krigsførende magt, har de indtil det sidste øjeblik troet, at de tyske krigsrette ville behandle dem mildt.

Det kan meget vel forholde sig således, at de allerede i deres første beslutning om at deltage i sabotagehandlinger og overfald over for værnemagtsejendom og medlemmer af værnemagten er faldet som ofre for en skæbnesvanger vildfarelse: for den vildfarelse, at de tyske besættelsesmyndigheder ville se til med uendelig mildhed og overbærenhed, medens den ene forbrydelse efter den anden begås over for tyske værnemagts interesser.

Som det allerede udtrykkeligt blev fremhævet i den officielle meddelelse af 22. november, vil sabotører og lignende forbrydere fremtidig have at regne med de hårdeste straffe. Der kan nu ikke længere bestå nogen uklarhed om, at den, der skyder på medlemmer af den tyske værnemagt, bliver dømt til døden og henrettet. Der er endvidere ingen tvivl om, at den, der ved sin deltagelse i sabotagehandlinger hjælper fjenden, efter de krigslove, der gælder i hele verden, har forbrudt sit liv. Forbrydelser af denne art straffes også i Danmark efter tysk krigsret […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 4. december 1943.

1943 – 5 unge danskere henrettet

Udført sprængstofattentater og brandstiftelser på jernbaner, bl.a. jernbanebroerne ved Langå

Fra tysk side meddeles:

Følgende personer er på grundlag af krigsretsdom blevet henrettet den 2. december 1943, efter at benådning var afslået:

  • Student Georg Coritis Mørk Christiansen, født 15. september 1921 i Vejle.
  • Maskinist Svend Christian Johannesen, født 7. juni 1923 i Odense.
  • Sparekasseassistent Oluf Axelbo Kroer, født 17. april 1916 i Randers.
  • Ekspedient Anders William Andersen, født 12. juli 1924 i Randers.
  • Handelslærling Otto Konrad Andreas Manley Christiansen, født 30. september 1924 i Randers.

Alle fem tilhørte sabotagegrupper, af hvilke den ene under ledelse af student Christiansen, de andre under ledelse af maskinist Johannesen havde forøvet en række sprængstofattentater og brandstiftelser på jernbaner, bl.a. jernbanebroerne ved Langå, samt mod bedrifter, der arbejder for den tyske værnemagt. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 4. december 1943.

1943 – Domme over 5 koldingensere

Kolding 27/11:

En tysk krigsret har afsagt dom over 5 koldingensere, sigtede for sabotage ved brandstiftelse i en oplagsbygning på havnen. I sagen er afsagt 4 dødsdomme, nemlig over Verner Emil Petersen, St. Jørgensgade, Carl Chr. Andersen, Sneppevej, Kaj Lykke Kaiser, Toldbodgade, og en C.B.-Betjent Harald Jens Møller Hansen, medens den femte implicerede, tømrer Axel Viggo Westengaard, Hyrdestræde, idømtes 3 måneders fængsel.

Der er fra de lokale danske myndigheders side indgivet benådningsansøgning for de dødsdømte.

Kilde: Uddrag af det illegale blad; Information, 27. november 1943.