Tag: Krigstiden

Den engelske premierminister Chamberlain holdt den 1. september 1939 klokken 18:05 en tale i det britiske parlaments underhus:

Ansvaret for krigskatastrofen, hviler på skuldrene af én eneste mand, den tyske rigskansler. Den tyske rigskansler har styrtet verden i elendighed for at tjene sine egne meningsløse ambitioner. Jeg vil ikke sige mange ord i aften; Tiden er kommet til handling, fremfor ord.

For halvandet år siden bad jeg til gud, at det ansvar ikke måtte komme til at hvile på mine skuldre at lade vort land ty til krigens grufulde afgørelsesmiddel. Jeg frygter for at jeg måske ikke vil kunne undgå dette ansvar. Men jeg kunne ikke ønske klarere forhold, end de er i dag, med hensyn til, hvor mit ansvar ligger.

Vi har ikke undladt noget som helst middel til at gøre det krystalklart for den tyske regering, at hvis den insisterede på atter at bruge magt på den måde, som den tidligere har tyet til magtanvendelse på, var vi besluttet på at stille os imod Tyskland med magt. Nu, da alle dokumenter af betydning er blevet offentliggjort, kommer vi til at stå overfor Historiens Forum, og vi ved, at ansvaret for denne skrækkelige katastrofe hviler på en enkelt mand.

Jeg har nu fået al korrespondance med den tyske regering samlet i en hvidbog. Jeg anser det ikke for nødvendigt detailleret at referere til disse dokumenter, som allerede er overfløjet af historien. Dokumenterne viser imidlertid absolut klart, at vi har arbejdet på og forsøgt på at bringe drøftelser i stand om den polsk-tyske konflikt mellem de to lande selv på ligeberettigelsens grundlag. Løsningen af disse stridigheder skulle være en sådan, at den sikrede Polens uafhængighed og overenskomstens gennemførelse ved international garanti.

Den britiske ambassadør har i Berlin erklæret at medmindre, der gives tilfredsstillende forsikringer om, at al angrebsaktion standses, og de tyske tropper trækkes tilbage fra Polen, vil den britiske regering uden tøven opfylde sine forpligtelser. Hvis svaret er ugunstigt, vil den britiske ambassadør forlange sit pas.

Den militære situation for vort lands vedkommende er mere betryggende end i 1914. Alle våbenføre mænd mellem 18 og 41 år er i henhold til den nye lov pligtige til militærtjeneste.

Der er lige en enkelt passus i meddelelsen af 30. august, som jeg kunne ønske at citere, fordi den viser, hvor let et sammenstød kunne have været undgået, dersom den tyske regering blot nærede det mindste ønske om at nå frem til en fredelig løsning. I dette dokument udtalte vi, at den britiske regering fuldtud anerkender nødvendigheden af, at der hurtigt indledes drøftelser, og at den deler den tyske rigskanslers bekymringer med hensyn til farer, som kan opstå ved, at de to mobiliserede hære står nært ansigt til ansigt overfor hinanden. Derfor ønskede den britiske regering på det mest indtrængende at opfordre begge parter til ikke under forhandlingerne af foretage noget aggressivt militært skridt.

Den britiske regering følte sig overbevist om, at den kunne opnå tilsagn fra den polske regering, hvis den tyske regering ville give et tilsvarende tilsagn.

Fra telegrammet af dette indhold fik vi straks et svar fra den polske regering, dateret 31. august, hvori den polske regering erklærede, at den var rede til i tilfælde af forhandlinger på gensidigt grundlag at give garanti for, at polske tropper ikke ville krænke det tyske riges grænser, forudsat at en tilsvarende garanti blev givet af den tyske regering. Fra den tyske regering fik vi imidlertid aldrig noget svar på dette forslag.

Som sagt, hvis det tyske svar på den sidste advarsel, som den britiske ambassadør nu har givet, skulle være ugunstigt – og jeg anser det ingenlunde for sandsynligt, at svaret ville blive anderledes – har den britiske regering instrueret ambassadøren om at forlange sit pas. I så tilfælde er vi rede.

I går tog vi yderligere skridt for at fuldføre vore forsvarsforanstaltninger, og i morges gav vi ordre til fuldstændig mobilisering af hele flåden, hæren og luftstyrkerne. VI har også taget et antal andre forholdsregler både i hjemlandet og ude, men huset vil sikkert ikke forlange, at jeg i enkeltheder skal gøre rede herfor. Der er også blevet taget skridt til at sikre vor stilling med hensyn til lagre af vigtige varer.

Uvilkårligt må manges tanker i dette øjeblik vende tilbage til 1914 og foretage en sammenligning mellem vor stilling dengang og nu. Hvorledes står vi da nu? Alle vore tre forsvarsgrene er rede, og situationen er i alle henseender langt mere gunstig og betryggende end i 1914. Bag kampstyrkerne har vi opbygget en udstrakt civil forsvarsorganisation, og med hensyn til vort behov af mænd er flåden, hæren og luftstyrkerne i den heldige stilling, at de råder over næsten lige så mange mænd, som de i øjeblikket uden besvær kan optage. En af de mest tilfredsstillende ting er, at vi ikke behøver i al almindelighed at bede rekrutter melde sig, således som Lord Kitchener måtte for 25 år siden.

Med hensyn til fremtiden står vi overfor den mægtige opgave på grundlag af tidligere erfaringer at organisere vort menneskemateriale på en så formålstjenlig og økonomisk basis som muligt. Vi vil derfor straks forelægge et lovforslag herom, og i praksis vil dette komme til at gå ud på, at lovgivningen om den militære uddannelse udvides til at omfatte alle mænd mellem 18 og 41 år, så de bliver pligtige til at gøre militærtjeneste. Der vil straks blive taget skridt til at sikre, at den til industrien nødvendige arbejdskraft ikke tages bort fra industrien.

Der er til slut lige en ting, jeg ønsker at sige: Jeg ønsker at udtale min tilfredshed og den britiske regerings tilfredshed over, at også Mussolini i de sidste krisedage har gjort sit bedste for at hidføre en løsning.

VI må nu bide tænderne sammen og sætte ind i den kamp, som vi så oprigtigt forsøgte at undgå, og vi må være fast besluttet på at føre kampen igennem. Det er med en ren samvittighed, vi går ind i kampen. Vi gør det med støtte fra Kronlandene og fra det britiske rige samt moralsk støtte fra størstedelen af verden.

Vi har ingen strid med det tyske folk udover, at det lader sig regere af en nazistisk regering. Sålænge denne regering eksisterer og vedbliver med at anvende de metoder, som den så hårdnakket har bragt i anvendelse i de sidste to år, kan der ikke blive fred i Europa.

Vi er fast besluttet på, at disse metoder må ophøre, og hvis vi ved kampen herfor i verden kan genoprette principperne om tillid og om, at der skal gives afkald på at ty til magt, ville selv de største ofre, som vi måtte blive nød til at bringe, være fuldt berettigede.

Kilde: England er rede, hvis Tyskland giver et ugunstigt svar, Socialdemokraten, side 1 + 8, 2. september 1939