1941 – Formel krigserklæring fra Tyskland og Italien til USA før Hitlers tale

Den tyske fører betegner den nuværende kamp som afgørende for de næste 500 år eller 1.000 år, og han opgiver de tyske tab i Rusland til 162.314 døde, 571.767 sårede og 33.334 savnede. […]

Tyskland og Italien har i går hver for sig overfor den amerikanske charge d’affaires i Berlin og i Rom erklæret krigstilstand mellem Tyskland, Italien og De forenede Stater. I den note, som den tyske rigsudenrigsminister von Ribbentrop overrakte den amerikanske diplomatiske repræsentant fastslås det, at De forenede Staters regering fra neutralitetsbrud er gået over til åbne krigshandlinger mod Tyskland og dermed praktisk talt har skabt krigstilstand. Rigsregeringen, hedder det i noten, ophæver derfor den diplomatiske forbindelse med De forende Stater og erklærer, at også Tyskland under de af præsident Roosevelt foranledigede omstændigheder betragter sig som værende i krigstilstand med De forende Stater fra i går. Den ungarske regering har erklæret sin solidaritet med Aksemagterne og har ligeledes afbrudt den diplomatiske forbindelse med USA. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 12. december 1941

1941 – I dag udbrød verdenskrigen

Fra i morges krigstilstand mellem Japan på den ene side, U.S.A., England og Hollandsk Indien på den anden, men allerede i går har japanske flyvere angrebet amerikansk stillehavsområde.

Krigen i Østen er brudt ud. Verdenskrigen er en kendsgerning. Japanske flyvere har i går bombarderet Honolulu, og der er landsat japanske faldskærmstropper på øen. Ved luftangrebet i går blev 5 mennesker dræbt og mange sårede. En amerikansk transportdamper lastet med bygningstømmer er blevet torpederet af en japansk ubåd vest for Honolulu. Et japansk hangarskib skal være blevet sænket ud for Honolulu, to amerikanske krydsere menes sænket. I Tokyo Radio har det japanske militære hovedkvarter bekendtgjort, at der fra mandag morgen kl. 6 lokal tid består krigstilstand mellem Japan og de forenede Staters stridskræfter i Stillehavet. Engelske flyvemaskiner har observeret en stor japansk flådestyrke med vestlig kurs i retning af den thailandske bugt. Japanske tropper skal være gået i land i det nordlige Malakka. […]

Den amerikanske kongres vil i dag træffe beslutning om Amerikas indtræden i krigen. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 8. december 1941.