Taler af biskop Scharling, Ribe og soldatermissionær Kühle.
‘Soldaternes venner’ holdt i går sit årlige kristeligt-nationale møde på Skamlingsbanken. Mødet, der var det 25. i rækken, havde samlet mellem 400 og 500 mennesker der i det smukke vejr fik en interessant og berigende eftermiddag ud af det omkring Skamlings gamle, minderige friluftstalerstol. Efter af foreningens formand, førstelærer Madsen, Gjelballe, havde budt forsamlingen velkommen, tog biskop Scharling odert:
Der er noget at bygge i Danmark i dag
I begyndelsen af forrige århundrede, da man syntes rationalismen havde kvalt de sidste rester af kristentro, udslyngede den senere biskop Mynster disse frimodige ord: “Vi rydder bort det sammensunkne grus og rejser atter frejdigt herrens hus!”
Også nu i dag og her i vort fædreland bliver der noget at rydde bort og noget at bygge op men det er for øvrigt ikke noget, der gælder blot nu og i disse trange kår. Gang på gang i historien har vi set, hvordan, der måtte bygges op igen, og vi har set, hvordan hele folket lidt efter lidt er kommet med i genopbygningen – først bonden og derpå den danske arbejder. Og sådan må det være:
Hele folket må bære Danmarks genopbygning
Nu ved vi jo alle, at en bygherre må have en plan at arbejde efter, og således må vi også i vort genopbygningsarbejde have et mål, hvad er da vort mål?
Havde man spurgt om dette for nogle få år siden kunne man vel nærmest have samlet svarene i fire punkter: at dyrke jorden, at skabe lykkelige hjem, at opbygge en dygtigt industri og at udvide vort handel mest muligt. Dette er kun lutter godt ting, men det er ikke nok. Thi var det kun det, da ville vort folk være sunket ned i den sorteste materialisme. I dag tror jeg, svaret ville forme sig lidt anderledes. Nu tror jeg, vi alle vil kunne samles om dette. Danmarks frihed.
Vi må have noget at bruge friheden til
Dette i sig selv er imidlertid ikke nok selv om det er smukt og stort, thi hvad vil vi med friheden, hvis vi ikke har noget at bruge den til? Det danske folk – ja, ethvert folk – må have en særlig opgave, og denne opgave må hænge sammen med folkets egenart.
Biskop Scharling søgte derpå at vise hvilke bestanddele, der er i den danske egenart, idet han pegede på, at vi i blodet har en dyb kærlighed til friheden, og at Danmarks beliggenhed som broen til Skandinavien har skabt kontakt til omverdenen og derigennem givet danskerne en klarere forståelse af andre folk. “Derved har vi”, udtalte biskoppen, “fået til opgave som folk at værne den personlige frihed og åndsfriheden.” […]
Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 6. juli 1942.