1941 – Om ledigheden mellem kvinderne

Formanden for Kvindeligt Arbejder Forbund, fru Fanny Jensen har til avisen Socialdemokraten den 1. marts 1941, leveret følgende læserbrev:

I den konservative provinspresse verserer der for tiden en artikel under overskriften: ”De ledige kvinder”, hvis indhold er et angreb på den arbejdsløse kvinde indenfor industrien.

Jeg tillader mig derfor – som formand for en stor kvinde arbejdsløshedskasse – at imødegå forskellige af de i artiklen anførte påstande, der tydeligt viser, at dens forfatter ikke er helt kendt med de forhold, han tager op til behandling.

Først omtales den store mangel på husassistenter sammenholdt med den stadige stigning i tallet på de arbejdsløse i De Kvindelige Arbejderes Arbejdsløshedskasse og det hævdes, at de unge piger foretrækker at hæve understøttelse fremfor at tage husligt arbejde.

Også de kvindelige arbejdere må følge den regel, at de skal tage anvist arbejde.

Hertil skal jeg bemærke, at De Kvindelige Arbejderes Arbejdsløshedskasse selvsagt administreres efter vedtægter nøjagtigt som de mandlige Arbejderes Arbejdsløshedskasse, og disse vedtægter kan vore medlemmer lige så lidt som de mandlige arbejdere komme udenom.

Hos os gælder naturligvis også den regel, at ingen kvinde kan få understøttelse, såfremt hun vægrer sig ved at tage et af kassen anvist arbejde.

Dette er vore medlemmer indforstået med, og vi har aldrig haft vanskeligheder ved at få dem til at modtage anvist arbejde.

Jeg kan nævne flere eksempler på, at vore medlemmer har fået anvist arbejde både 10 og 12 km fra deres hjem, uden at man i noget tilfælde har været ude for, at de nægtede at tage det, og her drejede det sig netop om husligt arbejde.

At industriens kvinder er ude for store vanskeligheder, dels grundet på arbejdsmangel og dels på grund af mangel på råstoffer, er vi alle bekendt med, men det giver dog ikke anledning til at fremsætte påstand om, at kvinderne foretrækker understøttelse fremfor arbejde.

Derimod kunne og burde der udvises mere samfundssind fra visse arbejdsgivere, der i mange tilfælde afskediger enligtstillede kvinder og familieforsørgere, og så – når der igen bliver beskæftigelse – i stedet for at henvende sig til fagforeningerne for at få disse kvinder igen – antages unge piger lige fra gaden.

Det afhjælper i hvert fald ikke arbejdsløsheden, men er tværtimod en yderligere belastning for arbejdsløshedskasserne.

Hvad angår manglen på huslig hjælp, da ligger forholdet jo sådan, at der er husassistenter nok at få. Mange af disse unge piger er blevet afskediget fra hjemmene, fordi husmødrene, for at spare, antager timelønnet konehjælp.

Endnu en vanskelighed, vi kommer ud for, når industrikvinder får anvist arbejde som husassistenter, er husmoderens bestemte krav om anbefalinger fra tidligere pladser, et krav, som vore medlemmer ifølge sagens natur umuligt kan opfylde, fordi de hidtil udelukkende har været beskæftiget i industrien. Følgen heraf er, at de ikke kan få pladsen.

Husassistenternes Forbund kan for tiden anvise kvalificeret hushjælp i fornødent omfang, men manglen på husassistenter er efterhånden blevet en stående påstand, hvor diskussionen er om arbejdsløsheden indenfor industrien.

Endelig må det ikke glemmes, at industriens kvinder betaler deres kontingent til Arbejdsløshedskassen for at sikre sig imod arbejdsløshed.

Alene de kvindelige arbejderes Arbejdsløshedskasses medlemmer betaler således mellem 3 og 4 millioner kr., årligt i kontingent.

Hvad angår det store spørgsmål at skaffe arbejdsløse kvinder beskæftigelse, da er det ikke noget nyt problem, der er taget op af Danske Kvinders Beredskabstjeneste, der anvises i forslaget til regeringen, er nye, hvor velmente de i øvrigt kan være.

Vor hovedbestyrelse er stadigt vågen overfor problemet: Beskæftigelse til de arbejdsløse, og vi har længe haft arbejdsløse medlemmer på højskole, ligesom vort beskæftigelsesudvalg har forskellige planer under overvejelse, uden at vi dog tror, at sådanne foranstaltninger vil få særlig betydning. Det er nu engang ikke så lige en dag at finde nødhjælpsarbejde til kvinderne.

Det er i hvert fald givet, og det bør slås fast, at den arbejdsløse kvinde – akkurat ligesom den arbejdsløse mand, langt, langt hellere ville have arbejde end understøttelse, det har vi fagforeningsfolk de bedste forudsætninger for at kunne bedømme.

Man kan nu engang ikke tage arbejde, hvor intet er at få, men man burde forskåne de arbejdsløse kvinder for en sådan omtale som den, de er genstand for i den omhandlende artikel, den arbejdsløses lod er i forvejen tung nok at være under de nuværende forhold.

Fanny Jensen

Kilder:
Om ledigheden mellem kvinderne, af Fanny Jensen, Fre. Socialdemokraten, side 2, 1. marts 1941

1940 – Tøjindsamling i Kolding

Danske Kvinders Samfundstjeneste dannet.

De forskellige kvindeorganisationer her i byen var i går samlet for at danne en afdeling under Danske Kvinders Samfundstjeneste […] Udvalget vil som sin første opgave få tøjindsamlingen, og sportsforeningerne har allerede tilbudt sin hjælp ved indsamlingen. Tøjet skal så sorteres, renses og syes om og derefter uddeles her i byen til dem, der trænger, først og fremmest til børnene.

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 23. november 1940.

1940 – Kvindelig Arbejderforbund i Vejen

Kvindelig Arbejderforbund i Vejen har juli 1940 afholdt ekstra ordinær generalforsamling i anledning at, at formanden, Fru Wollesen og et bestyrelsesmedlem, Fru M. Johansen, har nedlagt deres hverv, for i fremtiden at hellige sig arbejdet i hjemmene. Fru Josefine Vig valgtes til ny formand, mens fru Else Andersen, og fru Kristine Andersen valgtes til nye bestyrelsesmedlemmer i stedet for Fru Johansen og fru Vig.

Fru Jørgensen takkede til sidst på generalforsamlingen fru Wollesen for hendes dygtige og energiske ledelse af fagforeningen.

Kilde: Kvindelig Arbejderforbund, side 5, Kolding Socialdemokrat, 13. juli 1940

1939 – Sygehuset vil være klar til mørklægningen

Sygehuset er gået i gang med at sætte sort papir op for vinduerne, man vil være klar hvis mørklægningen skulle komme. Fra gaden kan man se at sygeplejersker og læger står oppe i vinduerne og gør klar, hvis krigen skulle komme hertil. Der er mange spekulationer og rygter rundt om i byen, hvad mon det hele ender med?

Der har været henvendelse fra de forskellige kvindeorganisationer i byen, der er villig til at stille sig til rådighed, hvis katastrofen skulle komme. Hvis man ønsker at hjælpe kan man melde sig til sygehusets inspektør, der vil senere indkaldes til instruktion om hvilke foranstaltninger der træffes. Dansk Kvindesamfund har besluttet at sig melde sig ind i Luftværnsforeningen.

Byens antikvar boghandlere og marskandisere mærker byens pulterkammer rydning i går. En af marskandiserne, Jensen fra produktionskompagniet, måtte afvise en skuffet mand der håbede at kunne få penge, for en gammel stol uden ryg og kun med tre ben, det er de mest urolige ting folk forsøger at sælge i disse dage. Det forlyder også at kommunens arbejdsmænd i går, først efter 8 timers arbejde, var færdig med rydningen i Rendebanen, nu rykker man snart videre.

Kilde: Kolding Folkeblad, 2. september 1939

1938 – Har kvinden ret til arbejde?

Indlæg fra Arbejderbladet, der udgives af partiet DKP

I gamle dage var det en naturlig ting, at kvinderne passede hjemmet og helligede sig arbejdet med madlavning, bagning, kogning, slagtning etc. I de tider kartede og spandt man i hjemmene, vævede og gjorde ved til tøjets tilberedelse. Man støbte selv lysene, og en husmoder havde dengang mere end nok at tage vare på, foruden at hun jo også ofte på landet gik med i arbejdet i marken i den travle tid.

Gennem industrialiseringen er de fleste af kvindernes store hjemlige opgaver overflødig gjort. Følgen blev da, at kvinden i byerne fulgte med arbejdet ind i industrien, hvor han nu indtager pladsen som lønarbejder ved siden af manden.

På landet, blandt landbrugerne, fiskerne og de småhandlende deltager kvinderne dog stadig i det udendørs arbejde, foruden at hun passer hjemmet og børnene. De færreste landbrugere kunne vist i vore dage undvære hustruen også til hjælp i arbejdet med kreaturerne, i marken i høstens tid og andet, der jo faktisk ligger udenfor det, der forstås ved det egentlige huslige.

Fiskernes hustruer må også stå ved siden af manden i hans arbejde. I de travle fiskesæsoner må de gå til stranden og give en håndsrækning, for at ikke den lille fortjeneste skal gå fløjten. Mange småskippere, der sejler laster mellem de danske kystbyer har da også konen med om bord, og hun tager et nap med i spillet, hvis det kniber. I provinsbyerne og ude på landet er den handlende kone en uvurderlig hjælp i forretningen, og hun når samtidig at være en udmærket kone i sit hjem og mor for sine børn.

Ingen kunne finde på at forlange af disse kvinder, der her står ved siden af manden i kampen for eksistensen, at de skal ophøre med deres arbejde udover netop lige det rent huslige. Og ingen husmand kunne tænke sig, at hans kone ikke måtte hjælpe ham. Og hvad ville vel fiskeren sige, hvis hans kone ikke måtte bøde hans ødelagte fiskegarn om vinteren?

Anderledes er det med byarbejderne, hvis hustruer i kraft af deres arbejde – i mange tilfælde fabriksarbejde – kun gør akkurat det samme som alle de øvrige kvinder, der her er nævnt, de hjælper manden med at skabe et nogenlunde eksistensniveau. De forlader den lille et eller to-værelsers lejlighed, hvor de dog, hvis de da ikke har børn, eller kun et enkelt, næppe kan finde beskæftigelse hver dag fra tidlig morgen til sen aften. Hvis pengene, mandens indtægter, var sådanne, at eftermiddagsteen indtoges på Angleterre eller Wivex, kunne man jo tænke sig, at de forslog eftermiddagstimerne med en fiveoclock toc. Sådan gør jo andre kvinder, for hvem det blot drejer sig om at få tiden til at gå. Men arbejderklassens kvinder har hovedet fuldt op af spekulationer – har manden arbejde, er udgifterne som regel så store, at man ligger på grænsen af smalhans, og har han intet arbejde, er det først rent galt.

Så går kvinden på arbejde med det samme ønske, og det samme mål, som husmandskonen har, når hun sidder i marken fra morgen til aften, at få rettet op på tingene, at skaffe balance i hjemmets økonomi, at klæde sig og sine ordentlige på.

Og hvis man, når man fortalte – som man gør det i denne tid om det frygtelige i, at kvinden tager mandens plads i industrien – altid huskede at fortælle landboerne, provinsianerne, at omtrent 80 procent af samtlige danske skatteydere har under 3000 kr. i årsindtægt, ville det sikkert foranledige, at der ikke herude rejste sig sådanne stemninger for forbud mod kvindens arbejde, som det forlyder i denne tid.

Men det er ikke længere blot stemninger for forbud. Den konservative ungdom har stillet det på sit program at jage kvinderne ud af industrien. Og det konservative folkeparti tropper nu op med samme synspunkter.

”Det må sagligt undersøges, om det ikke ville være heldigt i nogen grad at søge at dæmme op for videre udvikling i Kvindernes Fabriksarbejde”. (Carsten Raft i Berl. Tid. Af 25-10.38)

De supplerer en længere artikel med en udtalelse af næstformanden i de danske husmoderforeninger fru Kathrine Kjær, der udtaler:

”Jeg tror, at de (kvinderne red.) må flyttes fra fabrikkerne – i en vis udstrækning. Jeg holder på friheden – så langt som det er muligt! Men jeg tror, at her er et punkt, hvor man må gribe ind”.

Så vidt de konservative. De vil nu flytte kvinderne fra fabrikkerne tilbage til hjemmet. For dem står naturligvis ikke spørgsmålet om en højnelse af kvindelønnen, så det uheldige løntrykkeri, arbejdsgiveren ofte gennemtvinger, kunne undgås. For dem står kun spørgsmålet at deklassere kvinden og forbyde hende samme ret som andre borgere i samfundet, retten til arbejdet, fordi det i dag passer i krammet. Kvinderne skal angivelig ”ofres” for at afhjælpe arbejdsløsheden. Vi skal i en senere artikel komme ind på, hvorledes andre demokratiske partier modtager en sådan udfordring fra de konservative.

Kilde:
Har kvinden ret til arbejde?, side 6, 14. december 1938, Arbejderbladet – se på mediestream (åbner ny fane)